udsendt den 07/08-2014

Bådeværft bygger historie

Vikingeskibsmuseets bådeværft står midt i to meget spændende - og anderledes - byggeprojekter. Der er ikke tale om nybygninger, men gennemgribende reparationer af to af de skibe, der har betydet allermest for forståelse af, hvordan vikingernes skibe sejlede.
Rana (til venstre) og Roar Ege på bådeværftes bedding. Foto Søren Nielsen

Rana (til venstre) og Roar Ege på bådeværftets bedding. Foto Søren Nielsen

På værftspladsen på Museumsøen står der to skibe på bedding. Skibene er splittet godt og grundigt ad - de er nemlig begge på land for at få udført gennemgribende reparationer.
Der er tale om to helt særlige skibe; Vikingeskibet 'Roar Ege' og den norske Nordlandsbåd 'Rana'.

'Roar Ege' er en rekonstruktion af Skuldelev 3-skibet, det 14 meter lange fiske- og fragtskib, der blev udgravet i Roskilde Fjord i 1962, og som i dag kan ses i Vikingeskibshallen. Det originale vikingeskib blev bygget omkring år 1040 og vikingeskibet 'Roar Ege' blev søsat i 1984, som den første rekonstruktion fra Vikingeskibsmuseets bådeværft af de berømte skibe fra Roskilde Fjord.

Her, 30 år senere, viser skibet tegn på sin alder og det er alvorlige skader, der i løbet af de næste par måneder bliver udbedret, når bådebyggerne får udskiftet det slidte tømmer og de rustne jernnagler.

Gammelt skib og nyt træ

Ved siden af det næste helt sorte vikingeskib, ligger den farvestrålende båd 'Rana'.  Båden er en godt 10 meter lang Nordlandsbåd, bygget i Norge helt tilbage i 1892. Med sin høje alder er 'Rana' den ældste traditionelle båd i Vikingeskibsmuseets bådsamling.

Tidens tand har gennem skibets 122 års lange 'liv' sat sine spor på 'Rana's smukke skibsskrog. Det er derfor nødvendigt for bådebygerne både at udskifte nogle af bordplankerne og dele af den indvendige konstruktion; spanterne.

Eksperimentalarkæologisk gennembrud

Da Rana tilbage i 1971 blev del af Vikingeskibsmuseets bådsamling, havde ingen forestillet sig, hvilken betydning båden skulle få for forståelsen af vikingernes sejladsteknologi.

På trods af de 800 år mellem byggeriet af vikingeskibet Skuldelev 3 og Nordlandsbåden 'Rana', kan der spores en speciel forbindelse mellem de to fartøjer.

Mens udvikling af nye skibstyper tog fart i Sydskandinavien og Danmark i århundrederne efter vikingetiden, overlevede vikingeskibenes skrogform og rigtraditioner hos den Nordnorske kystbefolkning.  De sødygtige Nordlandsbåde blev bygget efter konstruktionsprincipper, der er forblevet relativt uændrede siden vikingetiden. Nordlandsbådene er, lige som vikingeskibene, klinkbyggede og har spidse stævne for og agter. Begge bådtyper fører også det store, firkantede råsejl. Derfor blev Nordlandsbådene i deres samtid kendt som “De sidste vikinger”.

Skibene blev primært brugt til vinterfiskeri omkring Lofoten og Vesterålen, nord for Polarcirklen i Norge. Alene i årene fra 1855 til 1885 blev der bygget mere end 50.000 råsejlsbåde, og man anslår at antallet af både omkring år 1900 var oppe på 100.000.

'Rana' er et skib ud af de tusinde, der skabte livsgrundlaget for den Nordnorske fiskerbefolkning, i en barsk hverdag, hvor omtrent alt drejede sig om skibsbygning, sejlads og fiskeri. Så det er ikke uden ydmyghed bådebyggerne nu gennemfører reparationen af det 122 år gamle skib.

Fra Nordnorge til Roskilde Fjord

Det har gennem tiderne været livligt diskuteret, hvorvidt vikingeskibe var sødygtige skibe, der kunne krydse mod vinden eller, om de måtte belave sig på deres mange årer i modvind.

Ved fundet af de fem Skuldelevskibe, afdækkede skibsarkæologerne ikke bare langskibe med årehuller langs hele rælingen, her fandt de også skibe, der tydeligt var beregnet til at sejle med tung last, udelukkende drevet frem med sejl. Det åbnede for helt nye spørgsmål om vikingeskibenes sejlegenskaber og det banede vejen for at søge svar gennem nye forskningsmetoder.

Spor efter den originale rigning på Nordlandsbåden 'Rana' blev sammen med analyser af rigspor på det næsten 1000 år gamle vikingeskib 'Skuldelev 3' nøglen til at forstå designet og brugen af vikingetidens råsejl. Tydeligst træder sammenhængen frem i den forreste del af skibene.

På 'Rana' kan man finde det såkaldte 'halshul' gennem skibssiden. Her bliver det forreste, nedre hjørne af sejlet - kaldet 'halsen' - fastgjort. Halshullets placering kan genfindes på Skuldelev 3-skibet øverste planke, og øvrige rigningsspor matcher ligeledes Nordlandsbådens. Denne opdagelse blev det afgørende skridt frem mod forståelsen af sejl og rigning på vikingetidens skibe og gjorde det muligt igen at bygge og sejle vikingeskibe.

De to skibe, der nu sammen står på land sammen, blev grundlaget for Vikingeskibsmuseets eksperimentalarkæologiske forskningsprogram. 'Roar Ege' og 'Rana' har de seneste 30 år gennemført mange testsejladser og forsøgsrejser - og flere vikingskibe er kommet til: 'Helge Ask', 'Kraka Fyr', 'Skjoldungen', 'Ottar' og ikke mindst 'Havhingsten fra Glendalough', hvis imponerende sejlads til Dublin blev gennemført på baggrund af den viden arbejdet med 'Rana' og 'Roar Ege' har frembragt.   

Arbejdet på værftspladsen kan følges alle dage. 

Festival 16. - 17. august

I weekenden den 16. - 17. august samler Vikingeskibsmuseet en række af de dygtigste håndværkere til en festival, der fejrer de maritime håndværk. På festivalen får gæsterne mulighed for at opleve sammenhængen mellem vikingetidens håndværk og den maritime teknologi, der har været anvendt gennem hele sejlskibstiden, frem til vores tid.

Nogle håndværk kræver lang tid - det er speciel gældende for det kulsorte kulsviger- og tjærebrænder håndværk. Medlemmer fra kulsvierlaug i Aggerbo, Mårum og Eskilstrup mødes i Roskilde for sammen at fremstille både tjære og trækul. For at de rygende miler kan være klar til åbning i løbet af festivalen, skal milerne opbygges i dagene inden. Det hårde arbejde udføres af elever fra Skovskolen i Nøddebo.  Den første mile tændes fredag morgen kl. 9.00. 

Fra onsdag vil det være muligt at følge arbejdet med opbygningen af milerne.

Af: Rikke Johansen/Tríona Sørensen