udsendt den 25/03-2015

Foredrag: Bygning af en traditionel fiskerbåd fra Fejø

Kom til foredrag torsdag den 26. marts kl. 19.30 i Vikingeskibshallen, og bliv klogere på hvordan man griber byggeriet af en åledrivkvase an.

Torsdag den 26. marts kl. 19.30 holder Morten Gøthche, arkitekt MAA foredrag om byggeriet af en såkaldt åledrivkvase - en helt særlig bådtype, der blev brugt til ålefiskeri i Smålandsfarvandet nord for Lolland omkring det forrige århundredeårsskifte.

I 2010 opstod der en helt unik mulighed for at udforske bådtypens byggeteknik, da en kunde bad Vikingeskibsmuseets Bådværft om at bygge netop sådan en traditionel dansk åledrivkvase fra Fejø. Byggeriet gav en enestående mulighed for at dokumentere hele byggeprocessen – fra kølen blev strakt og til søsætningen.
Morten Gøthche, der har erfaringer fra restaurering af sin åledrivkvase 'Dan' og museets åledrivkvase 'Viktoria', fortæller om den viden, byggeprojeltet har afdækket og præsenterer samtidig sin nye bog: 'Åledrivkvaser, Bygning af en traditionel fiskerbåd fra Fejø'.

Fakta:
Foredraget finder sted torsdag den 26. marts 2015 kl. 19.30 i Vikingeskibshallen, og er gratis for Venneforeningsmedlemmer med ledsager. For ikke-medlemmer koster foredraget 50 kr.

Foredragsholder: Morten Gøthche, arkitekt MAA

Foreningen 'Vikingeskibsmuseets Venner' har til formål at støtte Vikingeskibsmuseets udvikling og arbejde. Foreningen arrangerer blandt andet to årlige foredragsrækker om emner indenfor museets faglige område.

Foreningens medlemmer nyder godt af en række fordele:

  • Fri adgang til foredrag og andre aktiviteter arrangeret af foreningen
  • Fri adgang for to personer til Vikingeskibsmuseet
  • Mulighed for at købe museets egne publikationer og
    varer fra Museumsbutikken med en fordelagtig rabat.

Du kan læse mere om Venneforeningen og medlemsfordele her:

» Læs mere om venneforeningen her... 

Af: Rikke Tørnsø Johansen