udsendt den 16/08-2013

Ild, vand og vikinger Festival

Vikingeskibsmuseet inviterer til en ildspyende og vandsprøjtende weekend, når vi afholder maritim festival 24. - 25. august.
Oplev milebrænding på Vikingeskibsmuseet den 24. - 25. august 2013

Vikingeskibsmuseet afholder i weekenden 24. - 25. august årets maritime festival, hvor vi sætter spot på håndværk, sejlads og, som noget særligt i år, ild!

’Ild, vand & vikinger Festival’ giver de besøgende mulighed for at opleve og afprøve de maritime håndværk, der er gået i arv fra vikingetid helt op til i dag. Et af Vikingeskibsmuseets kærnearbejdsområder er at værne om de traditionelle håndværk som bådebygger, smed, rebslager og sejlmager for at kortlægge deres helt unikke viden om teknikker og materialer, og for at bevare en levende maritim kultur.
På festivalen samler vi de dygtigste håndværkere og inviterer alle til at opleve deres specialiserede kunnen, afprøve deres teknikker og til at få ny viden om de gamle håndværk.

"Vikingeskibene gjorde havet til et magtfuldt territorium for vikingerne. Mange traditioner er udsprunget af vikingetidens indsigt og udsyn, og en maritim weekend kan slet ikke formidle den mangfoldighed af viden, vi dagligt har i hænderne. Men vi kan gøre forsøget", fortæller teamleder for publikumsformidling Marie Krogh-Nielsen og fortsætter: "Ild, vand og vikinger Festivalen er en begivenhed, hvor alle kan opleve lidt af den maritime verden, affødt af vikingernes gode håndværk og eventyrlige rejser”.  

Fyr og flammer

I år har Vikingeskibsmuseet valgt at sætte fokus på ild, som redskab til at fremstille trækul og trætjære. Ved kontrolleret afbrænding, såkaldt milebrænding, er det muligt at fremstille trækul og trætjære. Trækullet er en forudsætning for blandt andre smedens og bronzestøberens arbejde, og trætjæren smøres på skibene for at beskytte tømmeret mod nedbrydning og råd.

Medlemmer fra de tre kulsvierlaug i Aggebo, Mårum og Eskilstrup mødes for første gang for at opbygge og afbrænde miler sammen. Kulsvierne vil i dagene op til festivalen opbygge milerne, så de er klar til at blive antændt torsdag og fredag. Herefter vil kulsvierne omhyggeligt passe milerne gennem nat og dag, så milerne kan åbnes i festivalweekenden, og alle besøgende kan opleve slutprodukterne, trætjære og trækul.

Ilden var også en væsentlig faktor, når vikingerne for 1000 år siden fremstillede et af tidens mest eftertragtede materialer, nemlig jern. Vi har afluret vikingerne kunsten at udvinde jern, og under festivalen vil det være muligt at følge den møjsommelige proces, hvor myremalm omdannes til jern i rekonstruktioner af jernudvindingsovne.

Mød vikingerne

Ingen festival på Vikingeskibsmuseet uden vikinger. Oplev vikingetidens smage, lyde og lugte. Vi har inviteret entusiastiske vikingehåndværkere, der blandt andet fremstiller bronzesmykker, mad, mjød, dragter, sølv- og ravsmykker, våben, træskrin og lædervarer. Vikingehåndværkerne fremviser deres håndværk i de arbejdende værksteder og sælger vikingevarer i handelsboderne. Klæder, telte og udstyr er så autentisk som muligt, hvilket gør det muligt nærmest at træde ind i vikingetiden og gøre en god handel. Vikingerne betalte i sølv, men i festivalens anledning tager de også gerne imod danske kroner som betaling for deres unikavarer.

Mad og musik

Weekenden byder på mad og drikke med smag fra vikingetiden.  Nyd lune pandekager eller spis friskbagt fladbrød med lam eller pølser til tonerne fra folkemusikgrupperne ’Tre i takt’ og ’Trias’.

’Tre i Takt’ er en trio, der er dannet af den specielle instrumentsammensætning; violin, guitar, panfløjte og vokaler. Gruppen har rødder i vidt forskellige musiktraditioner, men folkemusikken er den åbenlyse inspiration. De spiller lørdag 24. august kl. 12.00-17.00.

’Trias’ fornyer gamle traditioner. Smukke harmonier, masser af energi og respekt for traditionerne, men på en ny måde. Det er Trias – en trio af unge, dynamiske folkemusikere, der løfter den traditionelle nordiske stil ind i det 21. århundrede. De spiller søndag 25. august kl. 12.00-17.00.

Mest for børn

Bliv bådebygger for en dag og byg din egen modelbåd!  Kan du lide at klippe, hamre og bygge fantasifulde og skægge ting? På festivalen kan børn og deres voksne forvandle naturmaterialer som bark, træ, tov og fjer til fantastiske fantasiskibe! Museets formidlere står klar til at hjælpe dig i gang og vejlede, så skibene får den rette balance. Modelskibene kan efterfølgende deltage i ’Roskilde Træbådsræs for Byg dit eget Vikingeskib’ og vinde hæder og ære!

I Vikingeskibshallen kan børn i alle aldre prøve en vikingedragt, skrive med runer, spille vikingespil og høre om vikingernes liv. Gå om bord i de to skibskopier: Et handelsskib fyldt med varer fra vikingernes verden og et krigsskib udrustet til kamp. Museets formidlere åbner vikingernes kister og fremviser sværd, hjelm, ringbrynje, økser, hvalrostand og meget mere.

Hele dagen vil museets værksteder være åbne. Her kan du lave uldne bånd, slå din egen mønt, male et skjold og dekorere en torshammer eller lave kæder med arabiske glasperler. Enkelte aktiviteter er betalingsaktiviteter.

Kapsejlads på Roskilde Fjord

Roskilde Fjord bliver skueplads for ægte og intens kappestrid, når Vikingeskibsmuseet for tredje år i træk afholder kapsejlads for traditionelle, nordiske træbåde fra perioden, før skibene fik motor. Det er rigtig gode sejlere, og der bliver spænding og dramatik, når bådene stævner ud i kampen om sekunderne.

Er du blevet inspireret af dysten på Fjorden, kan du tage din familie eller venner med på en sejlads med råsejl på nordiske bådtyper – En helt speciel oplevelse under sikre og historiske rammer. 

Kom og nyd den stemningsfulde atmosfære på Vikingeskibsmuseet til en helt særlig weekend med aktiviteter til vands og til lands med masser af ild, vand og vikinger. Der er garanti for spændende, anderledes oplevelser og rig lejlighed til at se, prøve og opleve vores fælles maritime kultur. 

Pressefotos:

» Følg dette link for at downloade pressefotos ...

Fakta:

Ild, vand og Vikinger Festival 2013

Hvor: Vikingeskibsmuseet i Roskilde, Vindeboder 12, 4000 Roskilde
Hvornår: Weekenden den 24. og 25. august 2013 kl. 10.00 - 17.00
Entré: Gratis entré for børn. 115,00 DKK for voksne.

Sejlture kan tilkøbes for 80,00 DKK pr. gæst. Begrænsede pladser til børn, der minimum skal være 4 år.

 

 

Af: Rikke Tørnsø Johansen