Ny café på Vikingeskibsmuseet.

Café 'Knarr' er navnet på den nyindrettede café på Museumsøen.
Lokalerne på Museumsøen er blevet lyse og indbydende. Foto: Werner Karrasch

Lokalerne på Museumsøen er blevet lyse og indbydende.

I de kolde vintermåneder har Vikingeskibsmuseet arbejdet på højtryk for at få gjort klar til sommeren. Caféen har fået et betydeligt løft og kan nu tilbyde både kold og varm mad, i helt nyindrettede omgivelser. Den har fået navnet Café Knarr; der refererer til det oldnordiske navn for vikingernes store handels- og fragtskibe.

Museet har indgået en forpagtningsaftale med Restaurant Snekken, der fremover vil stå for driften af cafeen. Café Knarr vil, ligesom Restaurant Snekken, tilbyde mad baseret på en moderne fortolkning af råvarer, der var tilgængelige i vikingetiden. Ny Nordisk Vikingemad er et kulinarisk koncept, udviklet gennem de sidste 3 år, hvor museet og Restaurant Snekken, i samarbejde, formidler vikingetiden gennem smagsløgene. Restaurant Snekken implementerede med stor succes konceptet i restauranten i 2012. Nu kan museets gæster også opleve fortolkninger af vikingernes raffinerede råvarer på Café Knarr, der ligger på Museumsøen, side om side med rebslageren, smeden og værftet. 

Fakta:

Åbningstider:
1. maj – 21. juni: 10.00 – 16.00
22. juni – 1. september: 10.00 – 17.00

Cafeen holder desuden åbent i forbindelse med danseaftener på Museumsøen.

 Dogmer for Ny Nordisk Vikingemad

•  Der anvendes råvarer fra vikingetiden - også råvarer, vikingerne bragte med sig hjem fra deres rejser.


•  Det er naturligt at bruge lokale og sæsonbestemte råvarer.


•  Måltidet er en moderne fortolkning med nutidig smag, anretning og tilberedningsmetoder.

•  Måltidet fortæller historier om de fem Skuldelevskibe i Vikingeskibshallen.

Af: Rikke Tørnsø Johansen