udsendt den 29/06-2016

Otte frivillige begiver sig ud på en enestående forsøgsrejse i et lille vikingeskib langs Grønlands sydvest-kyst

Søndag 3. juli sejler det lille vikingeskib Skjoldungen og dens besætning af otte frivillige ud på en helt enestående forsøgssejlads fra Nanortalik til Nuuk for at kaste lys over vikingernes liv i det land, som Erik den Røde døbte Grønland.

De otte frivillige på molen ved Museumshavnen i Roskilde, inden Skjoldungen blev fragtet til Grønland.

De otte frivillige fra Vikingeskibsmuseets bådelaug skal tilbringe seks uger i særdeles tæt samvær om bord, hvor de skal sætte sejl, ro, lave mad, spise og sove på bare 25 m2 skibsdæk og under åben himmel. Undervejs skal de indsamle data og erfaringer, der kan udfylde de huller, der er i vores viden om, hvor svært – eller let – det var at sejle langs den Grønlandske kyst i et vikingeskib, der alene drives frem af årer og sejl. 

Frivillighed og forskning 

Skjoldungen er en rekonstruktion af et 1000 år gammelt vikingeskib, og når skibet på søndag begynder sejladsen langs Grønlands sydvest-kyst, begiver besætningen sig ud i et farvand med mange udfordringer som fx storis, tidevand, tåge og voldsomme kastevinde. Noget, som også har udfordret vikingerne og deres mulighed for at rejse mellem bosættelserne. Forud for turen har de seks mænd og to kvinder, der alle er erfarne fritidssejlere, lagt tre års forberedelse for at kunne klare turen. De er således alle i stand til at navigere og sejle skibet samt udføre nødreparationer og sygepleje… og endda skyde med riffel i tilfælde af, en isbjørn kommer for tæt på.

"Frivillighed er selve grundlaget for, at denne forsøgssejlads overhovedet bliver til noget", fortæller Søren Nielsen, Chef for Maritime håndværk, rekonstruktion og publikumsformidling på Vikingeskibsmuseet. "Disse mennesker har gennem flere år dedikeret deres fritid og ferier til projektet og står selv for planlægning og gennemførelse af sejladsen. Det er bådelaugets eventyrlyst, der nu giver museet en helt enestående chance for at blive klogere på nordboernes liv".

Indsamling af svært tilgængelig viden

Grønlandstogtet sker i et samarbejde mellem forskere fra Vikingeskibsmuseet, Nationalmuseet i Grønland og folkene i det frivillige bådelaug omkring Skjoldungen. Forskerne forventer at få værdifuld og ikke mindst ekstremt svært tilgængelig viden om, hvordan hverdagslivet og sejlforholdene var for nordboerne. Undervejs skal besætningen blandt andet undersøge og dokumentere sejltider og distancer for sejl og årer i forhold til vind, tidevand, is mm.

"Der er tale om eksperimentalarkæologi, hvor vi får mulighed for at afprøve nordboernes rejsevilkår i praksis. Bopladserne ligger alle ved kysten, og vandvejen har formentlig været den bedste mulighed for forbindelse mellem nordboerne, men hvilken mobilitet havde de? Hvis vi bliver klogere på det, finder vi også ud af mere om samfundet dengang både politisk og økonomisk, siger forskningskoordinator ved Vikingeskibsmuseet Morten Ravn.

"Åbent skib" og daglige opdateringer om livet om bord

Lige nu står Skjoldungen på havnen i Nanortalik og venter på besætningen, som ankommer med fly torsdag 30. juni. Her vil skibet blive lagt i vandet og klargøringen begynder. Under klargøringen holder besætningen ”åbent skib”, hvor alle interesserede kan komme om bord og få en fornemmelse af de trange forhold og kunsten af pakke et vikingeskib.

"Vi glæder os fantastisk meget", siger Skjoldungens skipper, Ole Sand. "Det er første gang i henved 1000 år, at nogen foretager en kyst- og skærgårdssejlads - i det område - i en rekonstruktion af et af de små fiskefartøjer, man havde til rådighed i vikingetiden. Det er helt enestående, og det bliver fantastisk at sejle for sejl i den smukke grønlandske natur, lige som det bliver utrolig spændende at opleve, hvordan det er at komme ind til nordbo-bebyggelserne ad søvejen".

Sejladsen kan følges på Vikingeskibsmuseets hjemmeside, hvor Skjoldungens position opdateres hver time og meldinger fra besætningen lægges op dagligt. Se www.vikingeskibsmuseet.dk/fagligt/skibenes-togter/skjoldungens-groenlandstogt-2016

Udstilling åbnet i Vikingeskibshallen

Vikingeskibsmuseet i Roskilde har åbnet en lille udstilling i Vikingeskibshallen om nordboerne i Grønland og Skjoldungens forsøgsrejse mellem de grønlandske bosættelser.

Fakta:

  • Fra 3. juli til 10. august sejler otte medlemmer af Skjoldungens bådelaug 560 sømil langs Grønlands kyst i en rekonstruktion af et vikingeskib. Undervejs udføres der undersøgelser af sejlruter, -distancer og -tider mellem nordbolokaliteter. Læs mere om de otte frivillige her: http://www.vikingeskibsmuseet.dk/fagligt/skibenes-togter/skjoldungen-i-sydvestgroenland-2016/besaetningen/ 

  • Rejsen bidrager til ny viden om sejlruterne mellem nordboernes bosættelser i Sydvestgrønland.

  • Rejsen foretages i vikingeskibet Skjoldungen - en rekonstruktion (2012) af det arkæologiske skibsfund Skuldelev 6, som er udstillet i Vikingeskibshallen i Roskilde – en 11 m lang fiskebåd oprindeligt bygget i Sognefjorden i Vestnorge omkring år 1030.

  • Vikingeskibsmuseet har 11 frivillige bådelaug med tilsammen ca. 350 medlemmer, som hjælper til med at vedligeholde og sejle skibene i museets bådsamling.
    Læs mere om museets bådelaug her: http://www.vikingeskibsmuseet.dk/praktisk/baadelaug.   

Projektet er finansieret af:

• Aase og Jørgen Münters Fond
• Tryg-Fonden, Oticon Fonden
• 15. Juni Fonden
• Ernest B. Sund Fonden
• Kong Christian den Tiendes Fond
• Royal Arctic Line

 

 

Af: Lisbeth Weichel

"Skjoldungen". Skibet er en rekonstruktion af det 1000-år gamle vikingeskib "Skuldelev 6", som er udstillet i Vikingeskibshallen i Roskilde.
Otte frivillige sejler op langs Grønlands kyst for at afdække nordboernes rejse- og kommunikationsmuligheder ad søvejen.
Smukke landskaber venter i Grønland, men også udfordrende sejlads blandt storisflager, meterhøjt tidevand, tætte tågebanker og voldsomme kastevinde.
 

Udstilling om nordboerne i Grønland åbnet i Vikingeskibshallen

Mandag 27. juni åbnede en lille udstilling om nordboerne i Grønland i Vikingeskibshallen. Udstillingen fortæller om nordboerne i Grønland og om den aktuelle forsøgssejlads, hvor otte frivillige fra museets bådelaug undersøger sejlruter imellem de små nordbo-samfund.

Udstillingen "I nordboernes kølvand" står i Vikingeskibshallen ved siden af Skuldelev 6 - det originale vikingeskib, som er forlæg for rekonstruktionen "Skjoldungen", der i denne sommer er på forsøgssejlads i Grønland.

Søndag 3. juli sejlede det lille vikingeskib Skjoldungen og dens besætning af otte frivillige ud på en helt enestående forsøgssejlads fra Nanortalik til Nuuk for at kaste lys over vikingernes liv i det land, som Erik den Røde døbte Grønland. Undervejs skal besætningen, som består af otte frivillige fra museets bådelaug indsamle data og erfaringer, der kan udfylde de huller, der er i vores viden om, hvor svært – eller let – det var at sejle langs den Grønlandske kyst i et vikingeskib, der alene drives frem af årer og sejl. 

Skjoldungen er en rekonstruktion af Skuldelev 6 - et af de 1000 år gamle vikingeskibe, som er udstillet i Vikingeskibshallen - og udstillingen vil under hele forsøgssejladsens stå i hallen ved siden af det originale skib. Som en del af udstillingen kan besøgende også følge Skjoldungens sejlads via et live-track, som løbende opdateres med skibets position. Forsøgssejladsen foregår i tidsrummet 3. juli - 10. august, mens udstillingen står i Vikingeskibshallen frem til udgangen af august måned.

Sejladsen kan også følges på Vikingeskibsmuseets hjemmeside, hvor Skjoldungens position opdateres hver time og meldinger fra besætningen lægges op dagligt. Se www.vikingeskibsmuseet.dk/fagligt/skibenes-togter/skjoldungens-groenlandstogt-2016

Hvad: Udstilling "I nordboernes kølvand"

Hvor: Vikingeskibshallen på Vikingeskibsmuseet i Roskilde

Tidsrum: 27. juni - 30. september

Adgang: Inkluderet i almindelig adgangsbillet

Af: Lisbeth Weichel