udsendt den 19/03-2013

Illustrator Søren Mosdal bag Forårsudstillingen på Vikingeskibsmuseet

'Kunsten at tegne… Erik den Rødes rejse' er temaet, når illustrator Søren Mosdal søndag den 24. marts begynder sit værk på Vikingeskibsmuseets mere end 200 m² store vinduesparti.
Uddrag fra Søren Mosdals tegneserieværk 'Kongen af Grønland', der handler om Erik den Røde. Illustration: Søren Mosdal

Uddrag fra Søren Mosdals tegneserieværk 'Kongen af Grønland', der handler om Erik den Røde. Illustration: Søren Mosdal

Kunsten at tegne… Erik den Rødes rejse

Vikingeskibsmuseets forårsudstilling 'Kunsten at tegne… Erik den Rødes rejse' indledes søndag den 24. marts, hvor illustrator Søren Mosdal går i gang med den udfordrende opgave at omdanne Vikingeskibshallens mere end 200 m² store vinduesparti til et kunstværk, der illustrerer og formidler historien om Erik den Røde. I løbet af de næste fire dage kan museets gæster følge skabelsen af kunstværket. Selve udstillingen vises dagligt i Vikingeskibsmuseets åbningstid kl.10 - 16 indtil den 28. april.

700 mand og 25 skibe

I 'Kunsten at tegne… Erik den Rødes rejse' formidler Vikingeskibsmuseet en af vikingetidens mest kendte og dramatiske sagaer om Erik den Røde, 700 mand og 25 skibe, der sejlede mod Grønland i slutningen af 900-tallet. Halvdelen af skibene nåede frem, resten forliste eller vendte om.
Med uddrag fra sit kommende trebindstegneserieværk om Erik den Røde, der udkommer fra forlaget 'Aben Maler' i september dette år, illustrerer og formidler Søren Mosdal historien om vikingen og grønlandsfareren på Vikingeskibshallens ruder.
Der er tale om tegnerens egen forestilling, dog baseret på en indgående research i Erik den Røde og omstændighederne omkring hans liv på Grønland. Søren Mosdals tegnestil understreger den spekulative kombination af biografi og fantasifortælling: 'Efter at have læst kun ganske lidt om vikingerne og Erik den Røde, stod det hurtigt klart, hvor lidt jeg egentlig vidste om den verden. Jeg tror mange af os her i norden har en forestilling om, at vi har styr på det, men egentlig kun ved det, vi har fra Valhalla-serien, suppleret med sporadisk undervisning om nordisk mytologi i religionstimer i folkeskolen', siger Søren Mosdal.

Roskilde Fjord bliver det levende, blå lærred til det store kunstværk

Museet vil benytte tegneseriens legende udtryk, der kan kombinere den lille detalje, den store fortælling og de eksperimenterende former. Udstillingen er et formidlingseksperiment, der sigter på at udvikle forhold mellem værk og publikum og benytte kunst til at tale med børn og unge. 'Kunstværket vil tilføre en ny oplevelsesdimension til Vikingeskibshallen og iscenesætte den på en ny måde', fortæller leder af museets publikumsformidling Marie Krogh-Nielsen. Kunstværket kan opleves fra 24. marts til 28. april og sammen med skibene og fjorden vil forårsudstillingen løbende skifte udtryk: 'Tegningerne fremhæver æstetikken i de fem originale vikingeskibe, Skuldelevskibene, og vandet tilfører tegningerne ekstra liv. Roskilde Fjord bliver på den måde et levnede, blå lærred til det store kunstværk, og forvandler og forandrer historierne afhængig af vejr, hvor himmel og hav hver dag skaber nye stemninger i Vikingeskibshallen', afslutter Marie Krogh-Nielsen.

Slip fantasien og nysgerrigheden løs på Vikingeskibsmuseet!

Publikum kan følge arbejdet, når Søren Mosdal den 24. - 27. marts tegner på vinduesruderne i Vikingeskibshallen. Føler man sig inspireret til selv at prøve kræfter med form, farve, og fortolkning af vikingeskibene, byder Vikingeskibsmuseet på gratis tegneværksted med kunstner og kunstlærer Erik Schwarzbart. På værkstedet eksperimenteres med form, farve og komposition og alle deltagere får deres eget værk med hjem. De voksne ledsagere er assistenter. Alle dage i påsken vil museets formidlere give skibene liv i gratis rundvisninger på både dansk og engelsk.

Fakta:

Påskeferie og forårsudstilling på Vikingeskibsmuseet 2013:
Kunsten at tegne… Erik den rødes rejse

Program:
Søndag den 24. marts - onsdag den 27. marts: Søren Mosdal illustrerer vinduerne i Vikingeskibshallen.
Onsdag den 27. marts kl. 15.00: Fernisering af udstillingen 'Kunsten at tegne…Erik den Rødes rejse'. Mød kunstneren over et glas vin i Vikingeskibshallen.
Mandag den 25. marts - mandag den 1. april: Tegneværksted og rundvisninger i Vikingeskibshallen.
Onsdag den. 27. marts - søndag den 28. april: Forårsudstilling, åben dagligt kl. 10 - 16.  

Vikingeskibsmuseets åbningstider:
Alle dage kl. 10 - 16
Entré:
Børn og unde under 18 år: Gratis.
Voksne: 80,00 DKK

 

 

Af: Rikke Tørnsø Johansen