udsendt den 06/05-2014

Søsætning af pædagogisk succesprojekt

Fredag den 9. maj kl. 13.15 inviterer Base 4000 – Roskilde Produktionsskoles maritime linje og Vikingeskibsmuseet til søsætning af en ny, smuk træbåd. Alle er velkomne!
Byggeprojektet er gennemført som et samarbejde mellem bådebyggerne på Vikingeskibsmuseets bådeværft og Base 4000 - Roskilde Produktionsskoles maritime linje - der til daglig holder til i kursusbygningen på Museumsøen lige ved siden af bådeværftet.

Byggeprojektet er gennemført som et samarbejde mellem bådebyggerne på Vikingeskibsmuseets bådeværft og Base 4000 - Roskilde Produktionsskoles maritime linje - der til daglig holder til i kursusbygningen på Museumsøen lige ved siden af bådeværftet.

Base 4000 – Roskilde Produktionsskoles maritime linje og Vikingeskibsmuseet søsætter en drøm, der er blevet til virkelighed. En smuk træbåd, der er resultatet af et unikt samarbejde mellem produktionsskolens elever og Vikingeskibsmuseets bådebyggere skal navngives og i vandet for første gang fredag den 9. maj kl. 13.15.
Alle er velkomne!

Båden er af typen travalje, der oprindeligt er et sidefartøj til store skibe som Georg Stage. Det er første gang, at en travalje er blevet bygget på Vikingeskibsmuseet, men projektet følger museets linje med at bygge efter de nordiske traditioner af klinkbyggede både.

I byggeprocessen, der har været i gang siden oktober måned, har mange elever lært en masse om, hvordan man bygger en båd. Tovholder på projektet, Ole Bønding, der er uddannet bådebygger og faglærer på den maritime linje er dybt imponeret over eleverne.

”I starten, da der skulle laves de første planker til båden, var det 90 pct. bådebyggerne, der stod for arbejdet og eleverne stod for de sidste 10 pct. I den afsluttende fase har det været omvendt. Eleverne er blevet så dygtige, at det nu er dem, der kan lave de 90 pct. af et stykke arbejde og bådebyggerne kan nøjes med de 10 pct.”

Amalie Uno Ekdahl er en af de produktionsskoleelever, der har været med i hele byggeprojektet fra det startede i oktober 2013. Amalie har udviklet sig fra at være tilfreds med at arbejde med træ uden at ødelægge det til at have lært så meget, at hun nu overvejer at uddanne sig som bådebygger.

”Det har været fedt at arbejde sammen med nogen, der kan håndværket og som gider at bruge tid på at forklare en, hvad man skal gøre,” fortæller med Amalie Uno Ekdahl, der ikke kan skjule en vis stolthed over at have været med til at bygge en hel båd. Hun bliver på produktionsskolen hele sejladssæsonen og skal være med til sejle den nye båd ind.

Eleverne går på produktionsskolen for at blive afklaret omkring sig selv, evner, interesser og uddannelsesvalg, og for Vikingeskibsmuseet er eleverne en uundværlig del af den daglige drift, hvor det at bygge, sejle og vedligeholde museets både er en central del af museets aktiviteter.

Ole Bønding regner med at bruge det meste af forsommeren på at sejle travaljen ind sammen med eleverne. Det vil sige at få trimmet sejlene, så de fungerer optimalt og generelt lære båden at kende. Den nye travalje er som alle både på Vikingeskibsmuseet en fortolkning af en gammel bådtype, og det betyder, at den både er gammel, men også helt ny.

”Det er altid specielt at søsætte en helt ny båd. Vi har aldrig hverken bygget eller rigget denne type før,” forklarer Ole Bønding.

”Vores formål med projektet var både at bygge båd, der kan bruges til at træne produktionsskolens elever i at blive dygtige sejlere og at bruge projektet til at udvikle vores elever både praktisk, men i endnu højere grad på det personlige plan. Det er lykkedes,” fortæller Ole Bønding med et stort smil. Eleverne har været med til at bygge en båd og båden har været med til at opbygge eleverne.

På fredag skal den i vandet og Roskildes borgmester Joy Mogensen kommer for at holde en tale og navngive både. Der vil også være andre taler, en reception med mad fra Base 4000, øl fra Roar Bryghus og fællessang. Det bliver en fest!

Fakta:
Hvor: Bådeværftet på Vikingeskibsmuseet i Roskilde
Hvornår: Fredag den 9. maj kl. 13.15.

Alle er velkomne!

Af: Journalist Louise Crandal, telefon: 40 33 22 20