udsendt den 01/07-2016

11. -17. juli: Krig, kamp og skarpe våben

I uge 28 kan du komme i krigertræning med sværd og skjold. Havde du overlevet i vikingetiden? Gå i krigertræning som hirdmand og lær at kæmpe med sværd og skjold.

Sværd, skjolde og modige krigere

Fra den 11.- 17. juli indbyder Vikingeskibsmuseet til en uge med sjov krigertræning- Der skal grines, trænes og kæmpes på fuld drøn!
Vikingekrigeren fremviser sine imponerende våben til de nysgerrige gæster og underviser i vikingernes kampteknikker. 
Hver dag i uge 28 fremviser krigeren sine våben og lærer de unge krigere at kæmpe med sværd og skjold, så de kan blive ægte hirdmænd - dvs. kongens krigere. Bagefter kan du afprøve vikingernes kampteknik og udfordre de voksne til dyst. 

» Du kan se film fra krigertræning her...

Krig, kamp og skarpe våben 

Hvor:
Vikingeskibsmuseet, Vindeboder 12, 4000 Roskilde
Hvornår: Den 11.-17. juli fra 10.00-17.00
Entré: Aktiviteten kræver entrébillet til museet. 120 DKK, gratis for børn under 18. 

Temauger i sommerferien 2016

I løbet af sommeren er der forskellige temauger på Vikingeskibsmuseet, hvor vi sætter fokus på fascinerende vikingehåndværk. 
» Se en oversigt over temaugerne her.. 


Af: Sabine Stubbe Østergaard


Udstilling om nordboerne i Grønland åbnet i Vikingeskibshallen

Mandag 27. juni åbnede en lille udstilling om nordboerne i Grønland i Vikingeskibshallen. Udstillingen fortæller om nordboerne i Grønland og om den aktuelle forsøgssejlads, hvor otte frivillige fra museets bådelaug undersøger sejlruter imellem de små nordbo-samfund.

Udstillingen "I nordboernes kølvand" står i Vikingeskibshallen ved siden af Skuldelev 6 - det originale vikingeskib, som er forlæg for rekonstruktionen "Skjoldungen", der i denne sommer er på forsøgssejlads i Grønland.

Søndag 3. juli sejlede det lille vikingeskib Skjoldungen og dens besætning af otte frivillige ud på en helt enestående forsøgssejlads fra Nanortalik til Nuuk for at kaste lys over vikingernes liv i det land, som Erik den Røde døbte Grønland. Undervejs skal besætningen, som består af otte frivillige fra museets bådelaug indsamle data og erfaringer, der kan udfylde de huller, der er i vores viden om, hvor svært – eller let – det var at sejle langs den Grønlandske kyst i et vikingeskib, der alene drives frem af årer og sejl. 

Skjoldungen er en rekonstruktion af Skuldelev 6 - et af de 1000 år gamle vikingeskibe, som er udstillet i Vikingeskibshallen - og udstillingen vil under hele forsøgssejladsens stå i hallen ved siden af det originale skib. Som en del af udstillingen kan besøgende også følge Skjoldungens sejlads via et live-track, som løbende opdateres med skibets position. Forsøgssejladsen foregår i tidsrummet 3. juli - 10. august, mens udstillingen står i Vikingeskibshallen frem til udgangen af august måned.

Sejladsen kan også følges på Vikingeskibsmuseets hjemmeside, hvor Skjoldungens position opdateres hver time og meldinger fra besætningen lægges op dagligt. Se www.vikingeskibsmuseet.dk/fagligt/skibenes-togter/skjoldungens-groenlandstogt-2016

Hvad: Udstilling "I nordboernes kølvand"

Hvor: Vikingeskibshallen på Vikingeskibsmuseet i Roskilde

Tidsrum: 27. juni - 30. september

Adgang: Inkluderet i almindelig adgangsbillet

Af: Lisbeth Weichel