Glade børn til julefest

70 børn kom til julefest med musik, underholdning og gaver
Børnehjælpsdagens Julefest blev sunget i gang af: Basim, Paw Henriksen, Lars Jakobsen, Katrine Bille, Pelle Hvenegaard, Thomas Bense og Lars Hjortshøj.

Børnehjælpsdagens Julefest blev sunget i gang af: Basim, Paw Henriksen, Lars Jakobsen, Katrine Bille, Pelle Hvenegaard, Thomas Bense og Lars Hjortshøj.

Tirsdag d. 27. november var 70 børn og 25 voksne på besøg på Vikingeskibsmuseet i anledning af Børnehjælpsdagens Julefest. Det er fjerde år i træk, at Vikingeskibsmuseet deltager i festlighederne og lægger hus til det gode formål.

Hovedarrangøren af dagen er den humanitære organisation Børnehjælpsdagen, som hvert år afholder julefester for børn og unge, der er anbragt uden for hjemmet.  

Julefestens gæster fik god mad og drikke og var med på en fiktiv rejse rundt i vikingernes verden. Her mødte de udklædte formidlere, der bød på smagsprøver, fremviste eksotiske varer og fortalte om juletraditioner og juleskikke. 

Da alle var vendt sikkert tilbage fra ”rejsen”, var det tid til samling rundt om juletræet, hvor Lars Hjortshøj styrede løjerne af sang, trylleri og sjov.

Dagens højdepunkt var den traditionsrige gaveuddeling, der foregik i højt julehumør.  I år var det Basim, Paw Henriksen, Katrine Bille, Lars Jakobsen, Thomas Bense, Pelle Hvenegaard og Lars Hjortshøj, der stod for underholdning og julehygge. Hvert barn modtog deres personlige gave, der var udvalgt i samarbejde med pædagoger fra institutionerne. Hvert barn fik også taget fotos sammen med mindst én af kendisserne til minde om dagen.

Fakta
Børnehjælpsdagen er en upolitisk, humanitær organisation, der siden 1904 har arbejdet for børns vilkår i Danmark. I dag støtter Børnehjælpsdagen det frivillige børne- og ungdomsarbejde i foreninger samt de 15.000 anbragte børn og unge, der bor uden for hjemmet i Danmark. 

 

 

Af: Rikke Tørnsø Johansen