udsendt den 05/04-2013

Sikkert forårstegn: Vikingeskibsmuseet søsætter bådsamlingen!

Lørdag den 11. april summer det af forår og aktiviteter på Vikingeskibsmuseet. De mange både skal i vandet og vi ryster vinteren af os.

Der er altid meget at se på, når Vikingeskibsmuseets mange bådelaug ved fælles hjælp og rå muskelkraft søsætter vikingeskibene og det giver museets gæster mulighed for at nyde de mange velduftende nytjærede skibe blive rigget til og ballastet.
Vikingeskibsmuseets både skal tilbage i vandet. Det gælder også det 30 meter lange vikingeskib Havhingsten fra Glendalough, rekonstruktionen af Skuldelev 2 - der søsættes ved middagstid. 

Søsætningen er kulminationen

Op til søsætningen har museets bådebyggere og skibenes bådelaug lagt mange kræfter i at få alt klar til søsætningen. I de seneste måneder har de mange frivillige skrabet, malet og tjæret skibsskrog og rigning.
Men den store gevinst ligger forude, når der igen kan sejles på fjorden. Og det er især sejladserne, der motiverer de frivillige til at bruge et par weekender eller tre på at gøre skibene klar. At sejle i et rekonstrueret vikingeskib eller en klassisk nordisk råsejlsbåd er en helt speciel oplevelse, som ligger langt fra hvad man som moderne lystsejler forbinder med sejlads. En oplevelse der er gået i blodet på rigtig mange frivillige, som hjælper med at gøre Vikingeskibsmuseets bådsamling til en meget synlig og aktiv del af museets tilbud til publikum.
Har du lyst til at være med i et af vores bådelaug?
» Læs mere om livet som bådelaugsmedlem her...

Fakta

Vikingeskibene søsættes lørdag den 11. april fra kl. 10.00
Havhingsten søsættes ved middagstid.

Af: Rikke Tørnsø Johansen