udsendt den 24/07-2013

Pressemeddelelse: Udsæt dig selv for livet som viking!

Mød vikingekogekonen og lav vikingemad over bål eller få fingrene i 'En ulden affære' på Vikingeskibsmuseet i Roskilde.
Mød vikingekogekonen og lav mad over bål 22. - 28. juli.

Mød vikingekogekonen og lav mad over bål 22. - 28. juli.

Vikingekogekonen tænder op under bålet hver dag på Vikingeskibsmuseet fra mandag den 22. juli til søndag den 28. juli. Der skal skrælles, hakkes, steges, bages og laves mad over bål, når kogekonen laver retter fra vikingetiden. Både børn og voksne kan assistere i køkkenet og du kan blandt andet forsøge dig med at lave vikingekiks, der bages på panden over bålet. De smager lækkert med nykærnet smør, som du også selv kan lave.
Kogekonen har sammensat en menu med inspiration fra museets skibe. I løbet af ugen vil hun lave krigeres rejsekost med lam, håndværkerens og handelsmandens kost med kylling og fjordfiskerens kost, der selvfølgelig er baseret på fisk! Få smagsprøver på de spændende retter mens kogekonen fortæller om vikingetidens råvarer og tilberedningsmetoder og om, hvor vi har vores viden om vikingernes med fra.

Fakta:

Mød vikingekogekonen og lav vikingemad over bål.

Hvornår:
Mandag den 22. juli - søndag den 28. juli kl. 10.00 - 17.00
Hvor: Vikingeskibsmuseet i Roskilde, Vindeboder 12, 4000 Roskilde
Mødested: Tunet lige ved bådebyggerpladsen, der er skiftende madaktiviteter kl. 10.00 - 17.00
Madaktiviteterne er gratis for Vikingeskibsmuseets besøgende.

Entré til Vikingeskibsmuseet: Gratis for børn. 115,00 DKK for voksne.

Vikingekogekonen hedder Mette Nicolajsen

En ulden affære!

Mandag den 5. til fredag den 9. august.

Vikingeskibsmuseets erfarne væver og tekstilhåndværker, Anna Nørgaard, vil fra mandag den 5. til fredag den 9. august demonstrere den komplicerede og teknisk krævende kunst at omdanne uld til klæde.
Museets gæster får selv mulighed for at få fingrene i ulden og prøve det hårde og krævende - men sjove - arbejde. Der skal kartes, spindes, filtes og væves, før ulden bliver til færdigt klæde. Det en tidskrævende proces, som nutidens mennesker nok sjældent tænker over, når de står med et stykke tøj i hånden.

Vikingetidens tekstiler er desværre kun sjældent bevaret til i dag, men der fundet klæde fragmenter fra vikingetiden, og sammen med fundne tekstilredskaber viser en stor bredde i de anvendte produktionsteknikker og i den producerede tekstilkvalitet.

Anna Nørgaard har fremstillet sejlstoffet til de uldsejl, som flere af Vikingeskibsmuseets både sejler med. I øjeblikket arbejder Anna Nørgaard på ulddugen til rekonstruktionen af den store båd fra Gokstadfundet, som lige nu bliver bygget på Vikingeskibsmuseets bådeværft.

Fakta:

En ulden affære!

Hvornår:
Mandag den 5. til fredag den 9. august kl. 10.00 - 17.00
Hvor: Vikingeskibsmuseet i Roskilde, Vindeboder 12, 4000 Roskilde
Mødested: I Vikingeskibshallen, lige ved Skuldelev 2-skibet.
Dder er skiftende uldaktiviteter kl. 10.00 - 17.00
Uldaktiviteterne er gratis for Vikingeskibsmuseets besøgende.

Entré til Vikingeskibsmuseet: Gratis for børn. 115,00 DKK for voksne.

Af: Rikke Tørnsø Johansen