udsendt den 05/08-2016

Krigsskib med 25 år på bagen og 1000-vis af sømil under kølen.

Vikingeskibet Helge Ask fejrer 25 års fødselsdag med vellykket sejlads til Tyskland. Krigsskibet vender hjem til Roskilde på lørdag.
Første sejlads med Helge Ask, 18. august 1991. Foto: Ole Malling

Første sejlads med Helge Ask, 18. august 1991. Foto: Ole Malling

2. august 1991 - for 25 år siden - blev Vikingeskibsmuseets nybyggede krigsskib navngivet 'Helge Ask' af tidl. kulturminister Grethe Rostbøl og søsat fra Roskilde Havn, hvor flere tusind nysgerrige var mødt op for at se det slanke, farvestrålende skib glide i vandet for første gang.

Helge Ask er en rekonstruktion af det mindre krigsskib, Skuldelev 5, der er udstillet i Vikingeskibshallen. Arbejdet med at bygge skibet begynde den 15. oktober 1990 og 7 bådebyggere arbejdede i alt 12.000 timer, inden det 17 meter lange fartøj var klar, mindre end et år senere.

Sommertogter i de danske farvande

I gennem årene har Helge Asks bådelaug gennemført flere testsejladser og ført logbog over alle deres sejladser. Det har givet en utrolig viden om, hvad vikingerne kunne præstere i et fartøj af den type. Skibet har faktisk to reelle fremdrivningsmidler, - sejlet og 26 årer - der flittigt benyttes, når bådelauget sejler ud på sommertogt eller ud på en af de utallige sejladser på Roskilde Fjord. Men motor er der ikke om bord.
Destinationerne for de ca. 3 uger lange sommertogter har blandt andet været Sverige, Ålborg og 'Fyn rundt'. I år gik togtet syd på, og Helge Ask besøgte blandt andet Wismar i Tyskland. Målet er Roskilde på lørdag den 6. august.

Et hurtigt skib

[Advarsel: Indhold for nørder, alle andre kan bare springe til næste afsnit!]

Sejladserne har vist at, Helge Ask først og fremmest er et hurtigt skib, der let kommer omkring i de danske farvande. Den højeste hastighed for årer er målt til 5,4 knob og ved roning over lange distancer, kan besætningen holde en gennemsnits fart på 4,0 – 4,5 knob i let vind. Et eksempel på distanceroning kendes blandt andet fra sommertogtet i 2001, hvor 17 besætningsmedlemmer roede Helge Ask fra Samsø til Odden Havn på Sjælland. Turen på 22 sømil blev tilbagelagt på 6 timer en total vindstille måneskinsnat.

Den til dato målte topfart med Helge Ask for sejl er 15 knob, en fart der er opnået flere gange over kortere stræk med vinden agten for tværs. Men langt mere interessant er målinger af det forskerne kalder 'rejsehastighed', altså fartmålinger indhentet over længere tid og distancer. Et af de bedste eksempler, er sejladsen under sommertogtet 1999, hvor Helge Ask sejlede fra Hals i Limfjorden til Kattegatsøen Hjelm. Den første og sidste del af sejladsen blev roet, resten af turen var for fulde sejl.
Først på eftermiddagen gled Helge Ask op på stranden på Hjelm og besætningen kunne konstatere, at de 70 sømil var tilbagelagt på bare 9 timer! Den gennemsnitlig fart for sejl lå lige over 9 knob, men for at bestemme skibets 'rejsehastighed' - hvor lang tid det tager at komme fra A til B -, medregnes begge ro-perioder, hvilket giver en rejsehastighed på 7,7 knob.
De to eksempler viser, at man i et skib som Helge Ask, ville kunne bringe bud fra for eksempel kongebyen Roskilde til vikingetidens vigtige byer som Odense eller Århus på under et døgn ved at udnytte skibets stærkeste fremdrivningsmidler - sejlet eller årerne - alt efter vejrsituationen.

Et stærkt bådelaug

Der er utallige historier om de utallige sejlture i Helge Ask. De stille morgner, når solen står op sidst på nattens stræk over Storebælt, sejlads i hæsblæsende kuling i Yder Bredning en forårsweekend. Eller den nat, vi kæmpede med modvinden i 8 timer, for så at måtte gi' op og gå i ly på stranden ikke langt fra, hvor vi startede.
Og der er mange flere, men de her historier er mine, fra min tid i det frivillige bådelaug, der sejler og vedligeholder Helge Ask. I de 25 år skibet har sejlet indtil nu, har flere hundrede mennesker været en del bådelauget. Nogle i kortere tid, nogle et par år og nogle har været med helt fra begyndelsen og holder stadig ved. I dag tæller lauget lige ved de 50 medlemmer.

Jubilæumssejlads til Tyskland

25-året er blevet fejret med sommertogt til Tyskland, der tog sin begyndelse den 16. juli med en flot sejlads til Hundested. Herfra gik turen over Hven i Øresund til Klintholm havn på Møn. Den 23. juli lagde skibet til på Femern for at fortsætte til Hansestaden Wismar, før turen igen gik mod nord.
Fødselsdagen blev fejret på Agersø og så gik turen til Samsø. Nu er målet Odden Havn og endelig Roskilde på lørdag den 6. august.

» Se Helge Asks sommertogt og læs logbog fra turen her ...

Herefter kan Helge Ask igen ses i Museumshavnen. Og det er et smukt syn: Det lille langskib er malet med gule og røde okkerfarver, med inspiration fra Bayeuxtapetet. Rundt om for- og agterskibet er malet en hvid slange eller orm efter den udskæring, der er fundet på originalskibet. Ved særlige lejligheder - som sommertogtet - er Helge Ask også udstyret med et rødt dragehoved og - hale.

Til lykke til Helge Ask med de 25 år. Til lykke til bådelauget med deres gode skib, og til lykke til Vikingeskibsmuseet, for at have så entusiastiske, dygtige, frivillige sejlere, der gør sejladserne med Helge Ask mulige!

Af: Rikke Tørnsø Johansen