Havhingsten togt er slut for i år

Foto: Werner Karrasch
Havhingsten på River Liffey. Foto: Werner Karrasch

Den 14. august klokken 13.39 lagde Havhingsten til kaj på River Liffey i Dublin efter knapt 1100 timers togt og omkring 1200 sømils sejlads.

Vejret var for en gang skyld med besætningen. Solen var momentvis til stede og hele vejen ind gennem Dublin Bay og op ad Liffey gik Havhingsten for sejl i en svag østlig vind.

Velkomsten var overvældende. Fra de yderste kajpladser blev der hilst med tågehornene fra de mange fragtskibe. Og der var vinkende mennesker overalt - det vurderes at op mod 100.000 var mødt frem for at modtage skib og besætning.

Da byens katedral og øvrige kirkers klokkespil begyndte at blande sig med tågehorn og folks jubel, var der rigtig mange besætningsmedlemmer, som mere eller mindre skjult, måtte knibe flere tårer. Det var på alle måder en magisk og euforisk afslutning. Men festlighederne var kun lige begyndt.

Foto: Werner Karrasch
Mange tusind mennesker fulgte Havhingstens indsejling på River Liffey. Foto: Werner Karrasch

En hektisk uge

Inden størstedelen af besætningen kunne flyve hjem til Danmark om lørdagen, skulle de deltage i en række officielle arrangementer og mere løssluppen fest blev der også tid til. Allerede tirsdag aften mødtes besætningen på O'Donoghues - en af Dublins mange historiske pubber. Med levende musik og sang blev byen indtaget på behørig vis.

En lidt mere mat besætning mødte op næste morgen og tog til Glendalough i Wicklow. Efter en guidet rundtur i den flotte natur, blev der plantet egetræer i en lille lund til minde om Havhingstens besøg. Herefter blev besætningen budt på middag med Wicklow-lam.

Onsdag aften gik det videre til City Hall, Dublin hvor byen borgmester Paddy Burke tog imod. Roskildes borgmester Poul Lindor Nielsen takkede besætningen for indsatsen og Paddy Burke overrakte en mindenål til alle besætningsmedlemmer.

Foto: Werner Karrasch
Besætningen gir den gas med Dublins borgmester Paddy Burke og Vikingeskibsmuseets direktør Tinna Damgård-Sørensen foran City Hall. Foto: Werner Karrasch

Gennem Dublins gader

Foto: Werner Karrasch
Et af de fire løft af Havhingsten gennem Dublins nattemørke gader. Foto: Werner Karrasch

Hele torsdagen blev brugt til at forberede skibet på dets rejsen gennem Dublins gader. Hele dagen blev skibet tømt for udstyr og rengjort og sent torsdag aften kørte en kæmpe blokvogn igennem byen med en mageløs last. Mange besætningsmedlemmer var mødt op for a følge skibets på dets foreløbigt sidste rejse gennem byen. Ved Collins Barracks et par kilometer længere oppe ad floden, gik den store kranoperation igang. Havhingsten blev først løftet ind i parken Croppies Acre, videre over den elektriske togbane og op på parkeringspladsen udenfor Collins Barracks. Tidlig fredag morgen blev skibet løftet over bygningerne og ind i den ca 700 kvadratmeter store gård. Et sidste lille løft og Havhingsten var på plads i hjørnet af den store gård. I løbet af fredagen blev mast og rå placeret.

Igennem hele operationen var der besætningsmedlemmer omkring skibet og i det døgn operationen stod på, var der en magisk stemning. Skibet havde i over seks uger været hjem for besætningen og for de fleste var det svært at forstå at det nu var ved at være slut.

En hyldest til besætningen

Fredag aften blev besætningens store aften. Det irske Nationalmuseum havde inviteret til et velkomstarrangement med skibet og besætningen i centrum. Efter en kort introduktion til aftenen af direktøren for National Museum of Ireland Pat Wallace, bød Irlands berømte poet og nobelprismodtager Seamus Heaney besætningen velkommen. Musikken var komponeret af en anden af Irlands berømte sønner, Shaun Davey og blev fremført af orkestret An Garda Síochána.

Hele arrangementet endte med besætningens entre på scenen. Og for sidste gang på togtet overrumplede de glade og stolte medlemmer med et ægte Havhingste-brøl.

Hjemme igen...

Lørdag aften forlod størstedelen af besætningen Dublin med kurs mod Danmark. Næste fase af projektet sættes nu igang: Om under et år skal Havhingsten fra Glendalough atter ud at sejle. Denne gang bliver kursen sat mod Danmark og Roskilde. De mange erfaringer vil i den kommende tid blive behandlet grundigt, så togtet hjem kan blive en ligeså stor succes. Og forskerne på museet vil gennemgå og analysere de mange data, som skibet og besætningen har opsamlet undervejs, så museet kan begynde det store arbejde med at efterprøvet forskningsprojektets hypoteser.

Af: Preben Rather Sørensen