Havhingsten møder Lord Nelsons flagskib

Havhingsten lægger til kaj ved siden af Dronning Victorias krigskib, HMS Warrior i Portsmouth. Foto: Werner Karrasch
Havhingsten lægger til kaj ved siden af Dronning Victorias krigskib, HMS Warrior i Portsmouth. Foto: Werner Karrasch
Udgivet 08/07-2008

Skibet udstilles i weekenden på Portsmouth Historic Dockyard sammen med HMS Victory og andre stolte, engelske, historiske fuldriggere

På sin rejse hjem til Roskilde indtog Havhingsten denne morgen et af verdens mest berømte maritim-historiske centre på Portsmouth Historic Dockyard. Her ligger blandt andet the Mary Rose Museum, som har ønsket at fremvise det danske marinarkæologiske projekt til englænderne i dagene 11. – 13. juli.

Havhingsten lagde her til morgen til ved museets kaj og museets gæster kan fra i aften få en rundvisning ombord hele weekenden. Havhingsten kom med sin 61 mands store besætning direkte fra Torquay i Den Engelske Kanal efter en nonstop sejlads på 110 sømil. Turen hjem til Roskilde startede i Dublin den 29. juni og slutter i Roskilde den 9. august.

Museums direktør Tinna Damgaard, Vikingeskibsmuseets i Roskilde er meget begejstret over samarbejdet med museet i Portsmouth:

”Portsmouth er den eneste by, som Vikingeskibsmuseet i Roskilde har lovet at anløbe med Havhingsten under rejsen fra Dublin til Roskilde. Når valget er faldet på Portsmouth skyldes det først og fremmest, at Havhingsten hér får mulighed for at præsentere sig i et interessant maritimt museumsmiljø. Omgivet af Mary Rose, HMS Victory og HMS Warrior vil Havhingsten bidrage til formidlingen af næsten 800 års flådehistorie.”

”Det har også spillet en rolle, at det maritimt interesserede publikum i England i forvejen er orienteret mod Portsmouth, og at museerne i Portsmouth Historic Dockyard er gearede til at håndtere formidlingsopgaven. Vikingeskibsmuseet har blandt andet mulighed for at opstille en udstilling om projektet i museumsområdet.”

”Endelig ser Vikingeskibsmuseet det som en mulighed for at styrke samarbejdet med de maritime museer i Portsmouth,” siger Tinna Damgaard.


Oprettet af Lars Normann