Hårdt og vidunderligt på samme tid

Hvad er et godt liv? To unge gaster er i hvert fald enige om, at det er meget meningsfuldt at bruge seks uger af det ombord på Havhingsten

Foto: Werner Karrasch

Lowestoft, England: Deres baggrunde for at sejle med Havhingsten er meget forskellige. Sidsel Romme Nygaard er 21 år og begynder på statskundskabsstudiet efter togtet. Hun har sejlet vikingeskib hele sit liv, fordi hende forældre har været tilknyttet lauget bag et af Vikingeskibsmuseets rekonstruktioner, Roar Ege.

Morten Bandelow Winther, 28-årig bygningsingeniørstuderende og tømrersvend ramlede nærmest ved et tilfælde ind i et sommertogt på et vikingeskib sidste år og mødte her nogle gaster med forbindelse til Havhingsten.

Sidsel har sejlet Havhingsten siden den blev søsat, og hun var med på et halvt togt sidste år. Morten har de tre ugers sejlads og de 635 sømil fra Dublin til Lowestoft som erfaring. De fortæller begge om det kammeratskab, de værdier og de oplevelser, som har gjort størst indtryk og som de forhåbentlig kan tage med i bagagen hjem, når det hele slutter den 9. august i Roskilde. Og lad det være sagt med det samme: Havhingsten er tilsyneladende et farligt vanedannede stof – for de er nærmest hæmningsløst begejstrede for at være med på togtet.

Det er en toårig forsøgsrejse; kulminationen på det største eksperimentale arkæologiske projekt, der er gennemført indenfor marinarkæologien, og som i øvrigt har et samlet budget på 26 millioner kroner inklusiv bygningen af rekonstruktionen Havhingsten. Derfor har danske fonde haft stor betydning for projektets gennemførelse. Hver gang Sidsel og Morten er på søen og kigger ud over lønningen, kan de se deres livsforsikring, følgeskibet Cable One, som en privatdetektiv følge Havhingsten som en skygge, hvis det værste skulle ske. Nordea Danmark-fonden donerede i december måned tre millioner kroner netop til at leje Cable One og oprette et pressesekretariat ombord. Mere om det senere.

Sidsel: ”Jeg har fulgt bygningen og afprøvningen af Havhingsten fra starten, for jeg har sejlet med Roar Ege, som er en rekonstruktion af Skuldelev 3-skibet. Den har jeg sejlet hele mit liv, for begge mine forældre har været med til at bygge den. Min far har arbejdet på Vikingeskibsmuseet. Da de søsatte Havhingsten vidste jeg, at jeg måtte være med. Jeg havde min debut i 2004 og var med på de sidste tre uger af togtet til Dublin sidste år. I år er jeg med på hele turen. Det gav blod på tanden at være med sidste år”.

Morten: ”Jeg fik lejlighed til at komme med på et sommertogt sidste år med et lille vikingeskib, der hedder Skinfaxe. Det at sejle med sejl greb mig med det samme. Og jeg tænkte, at det var mærkeligt, at jeg levede i et land som Danmark. Der er hav hele vejen rundt om os, og jeg havde faktisk aldrig tænkt på de sejlmuligheder, der ligger i det. På Skinfaxe var der flere som sejlede med Havhingsten og de talte om det. Det inspirerede og så kunne man søge om at komme med. Jeg søgte og pludselig var jeg med!”

”Jeg var glad og fortalte det til alle. Jeg var sikker på, at de ville være nærmest misundelige. Men de fleste reagerede med at sige: Hvorfor fanden gør du dog det. Det undrede mig meget, og det gør det stadig. Jeg er her ikke for prøve grænser af, det kan man gøre på så mange andre måder, hvis det er det man vil. Jeg vil bare sejle med sejl, for det er jeg vild med."

På Havhingsten lever man ekstremt tæt på andre. Hvordan finder man sig til rette med det?

Sidsel: ”Jeg var faktisk bekymret om lige præcis dét før starten. Hvordan jeg skulle tackle det. Men det var bare ikke noget problem for mig”.

Morten: ”Jeg har lært noget nyt om grupper. Jeg har førhen rejst meget alene. Dengang var min erfaring, at jo mindre gruppen var, jo større var oplevelsen. Men hagen ved det er, at man ikke kan dele oplevelserne med nogen bag efter, især når man rejser helt alene. Her er jeg pludselig en del af en kæmpe gruppe. Og jeg oplever, at det er rigtigt fedt og jeg har rigtig mange at dele mine oplevelser med. Det er noget nyt og vidunderligt”.

”Jeg har haft så store oplevelser undervejs, at jeg har været helt rørt om hjertet. Det har været overvældende og jeg har tænkt, hvor er det vildt, at jeg er en del af det her. Der har været forskellige oplevelser. Bare det at gå ombord på skibet første gang, slog næsten benene væk under mig. Det var meget større, end jeg havde regnet med. Så var der den lange tur mod Lands End, hvor vi krydsede det Keltiske Hav”.

”På det tidspunkt var jeg kørt godt i bund, men jeg var stadig ved mine fulde fem. Mine sanser åbnede sig, og jeg var i dén grad tilstede. Jeg stod der og forsøgte at holde balancen i den høje sø. Jeg lyttede, jeg svedte ved pumperne, jeg frøs i vinden. Lydene var voldsomme, skibet vibrerede, træværket gav sig og knagede. Der stod jeg og sagde til mig selv: Det her er for vildt. Det er hårdt og vidunderligt på samme tid. Der er ingen tvivl om, at jeg vil huske disse øjeblikke også om mange år”.

Bliver der knyttet mange gode venskaber blandt besætningen?

Sidsel: ”Det gør der helt sikkert. Jeg bor f.eks. allerede sammen med en pige, som jeg har mødt her på Havhingsten. Så jeg har fået en virkelig ven. Men der er en underlig forskel på livet derhjemme og så her. Her er oplevelserne så intense, forholdsvis kortvarige og helt løsrevet fra resten af livet”.

Lever I meget intenst på Havhingsten?

Morten: ”Helt bestemt. Det understreges af, at vi lever meget afgrænset. Jeg plejede altid at læse nyheder, da jeg rejste alene før. Jeg gik på internetcafe her i Lowestoft i dag for at følge med i, hvad der sker derhjemme. Jeg har allerede glemt, hvad jeg læste. Det er som om, at omverdenen pludselig ikke længere interesserer mig. Og det har jeg aldrig oplevet før. Jeg har nok i dette skib og disse mennesker”.

Sidsel: ”Jeg er i hvert fald helt enig i, at denne oplevelse er så altopslugende, at interessen for omverdenen daler voldsomt”.

I bliver udfordret på mange fronter både psykisk og fysisk. Hvad betyder det?

Morten: ”De fysiske udfordringer har slet ikke været så hårde, som jeg havde forestillet mig”.

Sidsel: ”Ja, det er godt med dig. Prøv lige at spøge forskibsgasterne, hvordan de har oplevet det”.

Morten: ”Ja ok, det er nok noget andet”.

Sidsel: ”Nå, grundlæggende har du nu ret. De fysiske prøvelser er ikke noget, jeg tænker meget på. Det er kun forholdsvis få gange i løbet af de seks uger vi er af sted, at man virkelig bliver prøvet af fysisk”.

Morten: ”Enig, de fysiske ekstremer er blot en lille del af det hele”.

Sidsel: ”Faktisk er sejladsen det meste af tiden så rolig, at vi skal prøve at få tiden til at gå, mens vi drøner derudaf i timevis. Vi er nødt til tale meget sammen. Og vi taler enormt meget sammen, tit om meget nære ting som maden, kulden og vinden”.

Morten (med et rævesmil): "Må jeg lige indskyde, at jeg ikke har svært ved at få tiden til at gå, for jeg har taget en meget tyk bog med"!

Sidsel: "Den får du sgu da ikke læst i"?

Morten: "Nej, det gør jeg nemlig overhovedet ikke. Det er helt vanvittigt, for folk sagde til mig, at der ville blive mange, lange ventetider, og jeg tænkte, at jeg hellere måtte få noget læsestof med. Men jeg har altså ikke fået læst en linje i den bog".

Hvorfor ikke?

Morten: ”For det er slet ikke svært at få tiden til at gå. Vi snakker fanden et øre af og vil gerne hinanden hele tiden”.

Sidsel: ”Der er hele tiden nogle nye mennesker, du kan være sammen med, hvis du altså har lyst til det. Og jeg vil gerne i kontakt med alle. Sidder jeg ved siden af nogen, som griner, så er jeg der straks for at være med i fællesskabet. Og de griner både tit og meget ombord på dette skib”.

Er rammerne med til at skabe en åbenhed over for andre?

Morten: ”Man lærer at acceptere alle mennesker. Du kan ikke si nogle fra. For så fungerer tingene ikke”.

Sidsel: ”Jeg har i hvert fald lært, at alle mennesker har nogle gode egenskaber. Sådan er det ikke derhjemme, hvor man kan komme til at vælge nogle mennesker fra, fordi førstegangsindtrykket ikke er specielt positivt".

Falder facaderne, når man lever sammen på denne måde?

Morten: ”Du kan simpelthen ikke opretholde en facade 24 timer i døgnet syv dage om ugen i seks uger. Det kan du gøre hjemme på dit job eller på dit studie men ikke her. Jeg prøvede på forhånd at indstille mig på det, før jeg kom. Om det er lykkedes må andre bedømme”.

Sidsel: ”Jeg ser ikke længere nogen, som går rundt med en mental facade. Vi kan heller ikke gemme os bag vort udseende. Vi har fx ikke meget tøj. Se mine bukser her. De har ikke været vasket endnu på hele turen. Og jeg lugter sikkert ikke særlig godt. Men det er der ingen der kommenterer, for det er ens for alle. Og når vi går på pub, så går vi i det samme tøj, og vi er fuldstændig ligeglade med, hvad andre mennesker tænker. For vi har det bare fint sammen, som vi ser ud, som vi er og som vi lugter”.

Det udvendige bliver ligegyldigt?

Sidsel: ”Stort set, men kig lige på Morten. Han barberer sig fx rigtig tit. Men den stil kan han ikke holde tre uger endnu, vil jeg vædde med. Men du har ret, det udvendige bliver mindre betydningsfuldt”.

Morten: ”Lad os nu se med skægget. Det kunne måske være mere interessant lige at runde det med vores toilet af. Det er helt utroligt så mange, som spørger, om det ikke er et problem at bruge det bag en tynd presenning helt tæt på andre mennesker. Men folk var bare lynhurtigt fuldstændig dus med det lokum”.

Sidsel: ”Ja, og nu står folk og taler til én, mens man sidder på tønden. Og de kan høre alt, hvad der foregår derinde”.

Morten: ”Ja, og man kan lugte det”.

Sidsel: ”Ja, og nu er vi ligeglade, men vores gæster er som sagt ret optaget af det. Men personligt får jeg flere spørgsmål om, hvordan det er at være kvinde ombord på sådan et skib. Jeg oplever overhovedet ikke nogen form for chauvinisme ombord. Så problematikken er egentlig uinteressant, og når folk interesserer sig for det, er det fordi de tænker på, at kvinder har lidt færre kræfter end mænd. Men det er ikke noget problem, så længe du sørger for at være i ordentlig form. Havhingsten kræver ikke en enorm fysik”.

”Det mest åndssvage, jeg har endnu har hørt, var en irer, der spurgte mig: What’s a lady like you doing on a ship like that?"

Alle disse oplevelser for to unge mennesker på vej ud i verden var som nævnt ikke blevet til noget uden et følgeskib betalt af Nordea Danmark-fondens donation på tre millioner kroner.

Redaktionen spurgte fondens direktør, Torben Klein, om han mener, at det var en fornuftig beslutning at donere pengene set fra fondens synspunkt, når han læser de unges beretning om projektet og den betydning, det har for deres liv:

”Sidsels og Mortens beretninger om deres oplevelser ombord på Havhingsten emmer af, at det er en fantastisk oplevelse at være med på dette togt. At de på mange planer har lært noget om sig selv og verdenen omkring dem, som man skal langt væk fra den ordinære dagligdag for at opleve. Hvis bare de fleste af deltagerne af togtet har et sådan udbytte, er dét alle pengene værd”.

”Og dertil skal lægges, at togtet også er et forsknings- og oplysningsprojekt. Det er i sig selv fantastisk, at man med Havhingsten får afprøvet de arkæologiske teorier og skaber et bedre faktuelt grundlag for at forstå vikingeskibsfundene og noget af det vigtige i vikingetiden, nemlig evnen til at sejle rundt på store dele af den nordlige halvkugle”.

”Det kan alle vi, der ikke er med om bord, men må 'nøjes' med at stå på kajen når Havhingsten vender hjem, glæde os til at følge i Vikingeskibsmuseet i de kommende år, i takt med at det bliver bearbejdet og formidlet”, siger Torben Klein.

Fakta:

Nordea Danmark-fonden støtter aktiviteter, der fremmer gode liv - dvs. aktiviteter, der er "sunde for sjælen og/eller for legemet".

Fonden fokuserer sine uddelinger på aktiviteter inden for følgende temaer:
• Sundhed og ernæring - sundhedsfremme, forebyggelse, ernæring, gastronomi
• Natur og miljø - naturoplevelser, naturbevaring, vand og klima
• Kultur - kulturhistorie, kunst, fremadrettede kulturelle aktiviteter
• Idræt og motion - motion, breddeidræt og friluftsliv
• Uddannelse, forskning og innovation - særligt inden for de fire ovennævnte temaer

Af: Lars Normann