Er der en fest og en fremtid efter Havhingsten?

Museumsdirektør Tinna Damgård-Sørensen håber, at Havhingstens succes vil føre til en styrkelse af den marinarkæologiske forskning.

Museumsdirektør Tinna Damgård-Sørensen, Foto: Morten Nielsen

Interview: ”Når Havhingsten kommer hjem, er det kulminationen på mere end 40 års forskningsarbejde omkring de fem vikingeskibe, der blev udgravet ved Skuldelev i 1962. Samtidig er det kulminationen på 25 års arbejde med eksperimentel arkæologi - der er en speciel forskningsdisciplin, som vi har specialiseret os i her på museet”, fortæller museumsdirektør Tinna Damgaard-Sørensen, Vikingeskibsmuseet i Roskilde.
 
Hun er den drivende kraft i Havhingst-projektet, hun vader i succes, men hun ved ikke, om hun vil være i stand til at skabe grundlaget for et nyt, stort projekt – marinarkæologisk forskning mangler penge!
 
”Projektet har fået en umådelig gennemslagskraft både i det internationale forskningsmiljø og i den brede befolkning. Havhingsten har mødt en vedholdende interesse, der overskrider alle grænser for, hvad vi tidligere har oplevet. Jeg må have de store ord frem: Projektet med Havhingsten er en gigantisk succes”.
 
”Projektet har også haft gennemslagskraft i forhold til politikerne. Det er blevet bakket flot op af Roskilde kommune og af regionen. Dublin og det irske kulturministerium har påtaget sig et stort økonomisk ansvar. Mens det har været vanskeligere at få den danske stat på banen. Projektet har mødt meget god vilje, men har primært måttet basere sig på private fonde. Det er da lidt underligt.”
 
”Situationen lige nu er den, at vi står over for afslutningen af et projekt, som både fagligt, formidlingsmæssigt og publikumsmæssigt har været en kæmpe succes. Og husk: succesen bygger ikke på en vaks idé - den bygger på et langt, sejt træk, og et meget, meget grundigt stykke forskningsarbejde”.
 
”Vi har så været så heldige, at det marinarkæologiske miljø i Roskilde for nogle år siden blev beriget med et marinarkæologisk forskningscenter, som gennem ti år var finansieret af Grundforskningsfonden. I løbet af disse ti år udviklede dansk marinarkæologi en førerposition i det internationale forskersamfund”.
 
”Det var Danmark – og Roskilde miljøet – der satte standarden! Alle marinarkæologer refererede til, hvad vi gjorde i Danmark. Og det gør de til en vis grad stadigvæk. Men det er mest af gammel vane. For da forskningscenteret lukkede i 2003, måtte vi sige farvel til en række fremragende forskere. De flyttede til udlandet, og de tog deres viden med sig.
Faktum er, at marinarkæologien er blevet beskåret og reduceret lige siden”.
 
”I dag har dansk marinarkæologi så få ressourcer til rådighed, at vi næsten ikke har kræfter til at leve op til vores forpligtelser”.
 
Hvorfor skal Vikingeskibsmuseet have flere penge. Det er der jo mange, der gerne vil have?
 
”Vi skal have flere penge, fordi marinarkæologien er nødlidende, og fordi kulturarven på havbunden bør omfattes med samme opmærksomhed, samme omhu og samme ansvarlighed som kulturarven på landjorden. En del af marinarkæologiens problem er, at man ikke kan se den, fordi den ligger under vandet. Derfor er det nemt at glemme den. Ude af øje, ude af sind”.
 
”Og vi finder fantastiske ting under vandet! Bevaringsforholdene betyder, f.eks. at vi finder organisk materiale fra stenalderen, som for længst er forsvundet på landjorden. Vi finder skibe – nogle gange med last. De store, sammenhængende trækonstruktioner modsvares ikke af noget på land – for dér er det bare ikke bevaret. Så kort sagt: Under vandet er fundene i mange tilfælde bedre bevaret, og de kan supplere det materiale, vi kender fra landjordsarkæologien.
 
 ”Alle kulturinstitutioner mangler penge; de museer, der arbejder med arkæologi på landjorden, mangler også penge. Men de er mange flere, og tilsammen har de mange flere ressourcer at arbejde med – derfor er kulturarven på landjorden i dag meget bedre sikret end kulturarven på havbunden”.
 
Hvad betyder dette for Danskerne, som du gerne vil have til at betale for marinarkæologien?
 
”Jeg synes, det er vigtigt for danskerne, at de også får adgang til deres maritime historie. Danmark er trods alt en gammel søfartsnation, der ind til for ganske nylig var orienteret mod og bundet sammen af vandet. En væsentlig del af vores fælles historie har udgangspunkt i vores måde at bruge havets ressourcer, og i vores færden over havet. En Danmarks historie, der ikke forholder sig til det maritime element, er bare en halvkvædet vise”.
 
Hvorfor skal vi vide noget om denne fortid?
 
”Det er stort, vigtigt spørgsmål, som handler om, hvilken rolle historien skal spille i vores liv. Hvad vil vi med historien? Hvorfor har vi museer? Det ligger næsten i menneskets natur at forhold sig til historien – til dét, vi kommer fra. Det kommer til udtryk på forskellig måde i forskellige kulturer og til forskellige tider, men så langt tilbage, vi kan se, har man haft en form for historisk perspektiv. Om ikke på anden måde, så gennem en omhu for de dødes efterliv.”
 
”I vores kultur har vi udviklet en meget konkret måde at håndtere historien på. Vi samler gamle sager ind, gemmer og udstiller dem på museer, og bevarer dem for eftertiden. Museerne er dét, vi så fornemt kalder arenaer for historisk bevidsthed. Det vil sige steder, der bidrager til at skabe en fælles historisk og kulturel identitet, som igen skaber en del af sammenhængskraften i vores samfund.”
 
”Samtidig bliver museerne til en form for kulturhistorisk spejl for de problemstillinger, vi er optaget af i vores eget liv. Ved at forstå baggrunden for den situation, vi står i, får vi forhåbentlig et bedre overblik over det handlingsrum, vi har. Og vi får et bredere grundlag for at træffe nogle valg for fremtiden”.
 
”Så når du spørger, hvorfor vi skal vide noget om vores fortid, så er det korte svar: Det skal vi, fordi den gør os bedre i stand til at forstå vores nutid, og til at træffe valg for fremtiden”.
 
”Derudover må vi indse, at vores kultur bæres af et forsvindende lille antal mennesker i en meget stor verden. Hvis vi vil opretholde en selvstændig dansk/nordisk kultur, må vi værne om den”.
 
”Derudover synes jeg personligt, at museerne i lighed med en lang række andre kulturinstitutioner spiller en vigtig rolle for vores demokrati. Demokratiet giver jo os alle sammen en - i historisk sammenhæng - ret enestående mulighed for at deltage i diskussionen om, hvordan vores samfund skal udvikle sig. Samtidig forudsætter demokratiet en åben, kvalificeret debat og et fælles engagement”.
 
”I den forbindelse synes jeg, museerne har en væsentlig rolle: Vi må stille viden til rådighed, som kan nuancere og kvalificere debatten. Og vi skal bruge den nysgerrighed og den tvivl, der driver vores forskning, til at sige, at der ikke kun er én sandhed. At der eksisterer flere muligheder. Og at det derfor er vigtigt og nødvendigt at opretholde den åbne diskussion”.
 
”Derfor er et andet kort svar på dit spørgsmål om, hvorfor vi skal vide noget om vores fortid: Det skal vi, fordi vores kultur og vores demokrati ikke kan overleve uden en historisk bevidsthed og viden”.
 
Ok, men hvorfor skal vikingerne fylde så meget i vores historie?
 
”Det er straks et sværere spørgsmål, for alle historiske perioder er interessante, og det drejer sig i sidste ende om prioritering. Når vikingetiden er særlig interessant, er det fordi den – meget kort fortalt – skabte de direkte forudsætninger for det Danmark, vi kender i dag. I løbet af ca. 300 år udviklede samfundet sig på afgørende måder: De nordiske riger samledes i kongedømmer. De første byer blev etableret – med deraf følgende specialiserede håndværk, nye økonomiske systemer, og store handelsnetværk. Samtidig ekspanderede de nordiske samfund – Danmark udviklede sig faktisk til en stormagt i løbet af vikingetiden. Og endelige skete der et dramatisk religiøst skifte med kristendommens indførelse”.
 
”I vikingetiden lagdes kimen til det samfund, vi kender i dag. Vikingeskibene var en væsentlig forudsætning for hele den udvikling. Derfor er ikke blot vikingetiden med også vikingeskibene en meget vigtig del af vores historie”

Af: Lars Normann