udsendt den 25/07-2013

En ulden affære! Rettelse til tidligere udsendt nyhedsbrev.

Der skal kartes, spindes, filtes og væves fra mandag den 5. til fredag den 9. august.

Vikingeskibsmuseets erfarne væver og tekstilhåndværker, Anna Nørgaard, vil fra mandag den 5. til fredag den 9. august demonstrere den komplicerede og teknisk krævende kunst at omdanne uld til klæde.

Museets gæster får selv mulighed for at få fingrene i ulden og prøve det hårde og krævende - men sjove - arbejde. Der skal kartes, spindes, filtes og væves, før ulden bliver til færdigt klæde. Det en tidskrævende proces, som nutidens mennesker nok sjældent tænker over, når de står med et stykke tøj i hånden.

Vikingetidens tekstiler er desværre kun sjældent bevaret til i dag, men der fundet klæde fragmenter fra vikingetiden, og sammen med fundne tekstilredskaber viser en stor bredde i de anvendte produktionsteknikker og i den producerede tekstilkvalitet.

Anna Nørgaard har fremstillet sejlstoffet til de uldsejl, som flere af Vikingeskibsmuseets både sejler med. I øjeblikket arbejder Anna Nørgaard på ulddugen til rekonstruktionen af den store båd fra Gokstadfundet, som lige nu bliver bygget på Vikingeskibsmuseets bådeværft.

Fakta:

En ulden affære!

Hvornår:
mandag den 5. til fredag den 9. august kl. 10.00 - 17.00
Hvor: Vikingeskibsmuseet i Roskilde, Vindeboder 12, 4000 Roskilde
Mødested: I Vikingeskibhallen, lige ved Skuldelev 2-skibet. Der er skiftende uldaktiviteter kl. 10.00 - 17.00
Uldaktiviteterne er gratis for Vikingeskibsmuseets besøgende.
Entré til Vikingeskibsmuseet: Gratis for børn. 115,00 DKK for voksne.

 

Af: Rikke Tørnsø Johansen