Foredrag: Nyt fra Vikingeskibsmuseets marinarkæologiske arbejdsmark

Torsdag den 1. november kl. 19.30 til 22.00 i Vikingeskibshallen

Dykker ved det store kobberkar, der blev fundet på det velbevarede 1600-tals skibsvrag 'Svarte Arent', som Vikingeskibsmuseets marinarkæologer undersøgte i Femern Bælt i foråret 2012.  Foto: Morten Johansen, Vikingeskibsmuseet

Marinarkæolog og museumsinspektør Jørgen Dencker holder foredrag fra en rigtig travl sæson, om de marinarkæologiske projekter, Vikingeskibsmuseet har gennemført i løbet af året. Årets største opgave var undersøgelsen af det meget spændende hollandske krigsskib Swarte Arent, der blev sænket 13. oktober 1644 i Femern Bælt, i et søslag mellem den danske flåde på den ene side og en svensk-hollandsk flåde på den anden. Som noget helt unikt, var det lykkedes marinarkæologerne at holde skibets position hemmelig, og derfor lå skibet urørt på 24 meters dybde, som den dag, det sank for mere end 350 år siden.

Endvidere er udgravningen af den 7.000 år gamle, submarine boplads fra jægerstenalderen, Tudse Hage, ved Skælskør fortsat. Bevaringsforholdene for organisk materiale er netop på denne plads ekstremt gode, og her er lokaliseret meget rige kulturlag, med fund af blandt andet knogler, gevir, træ, fiskeben, hasselnødder osv.

Foredragsholder:
Jørgen Dencker, museumsinspektør, teamleder for Vikingeskibsmuseets marinarkæologiske undersøgelser.

Fakta
Foredraget finder sted Torsdag den 1. november kl. 19.30 til 22.00 i Vikingeskibshallen, og er gratis for medlemmer med ledsager.
50,- DKK for ikke-medlemmer.

 

 

 

Af: Rikke Johansen