Vævning af sejldug til en gokstadbåd

I Vikingeskibshallen er det muligt, at se væver Anna Nørgård arbejde på uldstof, en såkaldt ulddug, der skal benyttes på en rekonstruktion af den store båd fra Gokstadfundet. Båden bliver bygget på Vikingeskibsmuseets værft i sommeren 2009.

Anna Nørgår arbejder med væven

Gokstadfundet, der er udgravet i 1880 ved Gokstad nær Oslofjorden i Norge, består af et stort skib, som i starten af 900-tallet blev benyttet til begravelsen af en stormand. Foruden sit personlige udstyr fik han tre mindre både med i skibet. Det er et sejl til en rekonstruktion af den største af disse, der nu væves på Vikingeskibsmuseet. 

Til uldsejlet skal benyttes 16 m2 stof i 6 baner af 4 m, der væves på en opretstående vægtvæv. Væven er rekonstrueret på baggrund af vævdele fundet bl.a. i nordboudgravningerne ”Gården under sandet” ved Gothåbsfjorden på Grønland. Denne vævtype var formentlig dominerende i vikingetid og middelalder ved fremstillingen af uldsejlsstoffer, men det er kun ved afprøvningen af væven i praksis, at det kan belyses, hvorvidt denne vævtype kan have været benyttet til vævningen af de lange stofbaner.

Vævningen af ulddugen til Gokstad-bådens sejl er et led i Vikingeskibsmuseets langsigtede deltagelse i et omfattende nordisk uldsejlsprojekt omkring fremstilling, forarbejdning og anvendelse af uldsejl.

Fra 2006-2008 benyttede Anna Nørgård samme opretstående vægtvæv til at væve 8 baner af 5 m’s længde til et 25m2 sejl til den ene af museets store Oselver-både. Vævearbejdet og de første sejladser med det nye sejl er gået over al forventning og en rapport om vævearbejdet er nu under udarbejdelse.

Det nye sejl til Gokstad-båden væves i en tyndere kvalitet end sejlet til Oselveren. Det er herefter muligt, at foretages sammenlignelige analyser af vævearbejdet og af sejlegenskaberne i de to sejl.

I filmen ”Annas sejl” viser og fortæller væver Anna Nørgård om de særlige kendetegn ved den opretstående vægtvæv og om arbejdet med sejlet.

Af: Mette Busch