Julemarked 11. og 12. december 2010

Besøg Vikingeskibsmuseet til en weekend i julens tegn. Museumsbutikken inviterer indenfor til julestue og der er aktiviteter for børn. Der er gratis adgang på hele Museumsøen og i Aktivitetshuset.

Foto Werner Karrasch

Museumsbutikken har samlet et unikt udvalg af kvalitetsvarer i Aktivitetshuset på Museumsøen. Her kan du købe eksklusivt julepynt fra hele Skandinavien og smukke brugsting i glas, tekstil, keramik og smedearbejde. Køb lækre uldvarer som trøjer, huer og vanter – enten til at lægge under juletræet eller til selv at holde varmen med i den kolde vinter. 

Museumsøen er pyntet med julelys, og der er mulighed for at varme sig med en kop varm kaffe eller gløgg.

Vikingernes Jól – vores Jul!

Du kan også besøge en mindre særudstilling, hvor historien om vikingernes jul fortælles. Fra da julen var en Midvinterfest, til den blev en fejring af Jesu fødsel efter landet blev kristent i slutningen af 900-tallet.

Du kan teste din viden om julen i vikingetiden, dufte til vikingernes krydderier og røre ved nogle overraskende genstande.

Samme sted kan børn og barnlige sjæle fremstille julegaver; rulle et lys af gylden bivoks, lave en perlekæde af glasperler eller udsmykke en Thorshammer (bemærk disse aktiviteter kræver betaling). Til at stille den lille sult, kan du købe et lunt julebrød med honning varmet over bål.

Fakta
Julemarked og udstilling foregår i lokalerne på Museumsøen og er en del af Roskilde Havns julemarked. Besøg også roskildehavnsvenner.dk og roskildehavneforum.dk

Åbningstider: 10 - 17

Entre: Gratis adgang til Museumsøen og Aktivitetshuset hvor julemarkedet afholdes. Entré til Vikingeskibshallen: Voksne 70 kr. Børn og unge til og med 17 år Gratis.
Aktiviteter: Bemærk at visse aktiviteter kræver betaling 

Vikingeskibsmuseet siger en varm tak til:
• Marianne Bloch Hansen for illustrationer til udstillingen.
• Jacob Nyborg Andreassen for fotografier til udstillingen.
• Johnnie Nielsen, Direktør Formatek a/s, Roskilde, for sponsering af plastikbobler til udstillingsvæg. 

Af: Lena Thulstrup Jensen