udsendt den 12/03-2013

Sejlads på Fjorden hver eneste dag

Vikingeskibsmuseets sejladstjeneste udvider tilbuddet om en unik oplevelse med råsejl og årer på Roskilde Fjord. Nu sejles der hver dag fra 1. maj til 30. september.

Med Domkirken om styrbord. Foto Werner Karrasch

Sidste år oplevede museet en markant øget interesse for at komme tættere på vikingernes både. Tilbuddet til publikum om at komme ud på Fjorden i en af museets mange både, trak mange gæster til, og helt frem til udgangen af september sejlede bådene ud af museumshavnen på hverdage og i weekender.

Vikingeskibsmuseet følger nu op på succesen og udvider sejlsæsonen med to måneder.

”Normalt sejler vi kun i weekender fremtil skolernes sommerferie, men vi vil meget gerne tilbyde publikum en sejltur på hverdage i maj og juni også. Vejret kan jo være fantastisk, og en sejltur binder fortællingen om vikingernes skibe meget bedre sammen”, fortæller museets formidlingschef Merete Ettrup.

En unik oplevelse

”En gæst på Vikingeskibsmuseet kan ikke blot opleve de originale vikingeskibe på tæt hold, men de kan også komme ombord på museets traditionelle nordiske både, der lugter dejligt af tjære og tovværk. Det er en unik oplevelse selv at være med til at ro og sætte sejl", fortsætter Merete Ettrup. "Jeg er helt sikker på, at rigtig mange af vores gæster, som tager med ud på Fjorden, går herfra en stor oplevelse og erfaring rigere ".

Sikkerhed ombord

Sejladserne foregår i udvalgte både fra museets store bådsamling. Søfartsstyrelsen har godkendt bådene til sejlads med gæster, og det samme gælder den besætning, som sejler ud med gæsterne. ”Alle sejladsinstruktører opfylder Søfartsstyrelsens kvalifikationskrav og alle har gennemgået uddannelse i sejlads med netop de både, som museet sejler med”, fortæller sejladsleder Tom Nicolajsen.

 

Fakta

Åbne ture sejles både hverdage og i weekender fra 1. maj til 30. september.


På alle sejladserne er der begrænset plads, og turen varer omkring 50 minutter. Prisen er 75,- DKK pr. person. Billetter købes som tillæg til museets entrebillet ved indgangen på Museumsøen, hvor der også er opslag om dagens sejladstider for de åbne ture.

Grupper kan bestille sejladser – de åbne ture kan ikke forudbestilles.

Der tages forbehold for aflysninger ved for få tilmeldinger eller i tilfælde af vejr, som umuliggør en sikker sejlads.


» Læs mere om sejlads på Roskilde Fjord...

Af: Preben Rather Sørensen