udsendt den 29/12-2016

Nytårsbrunch på Museumsøen

Start 2017 med en frisk tur til Fjorden, og læg vejen forbi Café Knarr, der serverer lækker nytårsbrunch 1. januar 11.30 - 15.30.

Vikingerne 'Jól' var egentlig en nytårsfest, og den kristne jul vi kender i dag, har sit navn fra solhvervsfesten yule eller jól. Da kristendommen kom til Danmark i løbet af vikingetiden, blev juledag faktisk regnet som årets første dag. Først langt senere - i 1575 - fastlagde en kalenderreform nytåret til den 1. januar, og længe efter fejrede man stadig nytåret på juledag.

Selvom vikingerne ikke fejrede det nye år 1. januar, har Vikingeskibsmuseets Café Knarr alligevel valgt at festligholde 'det nymodens pjat' med en lækker nytårsbrunch, hvor de hyggelige omgivelser på Museumsøen giver de perfekte rammer for en forfriskende nytårstur med venner eller familie.

Menu:
  • Skyr m/ honning og æblecrunch
  • Kålsalat m/ tørrede tranebær og vinaigrette
  • Røræg m/ urter
  • Røget bacon
  • Ristede ramsløgspølser med hybenketchup
  • Koldrøget laks og grøn creme
  • Nordisk hummus på flækærter
  • Nordiske oste med kompot
  • Æblekage med kanelcreme
  • Koldhævet brød / rugbrød / smør

Hertil kaffe/ te & most 

Pris: 
Buffet pr. person: 175,- 
Børn under 12 år: 85,-
Hvornår: 
1. januar kl. 11.30 - 15.30

Af: Rikke Tørnsø Johansen