udsendt den 14/04-2014

Sidste chance for at se international særudstilling om verden i vikingetiden

Vikingeskibsmuseets roste særudstilling lukker ved udgangen af juleferien.

Oplev vikingetiden i et nyt, globalt perspektiv. Særudstillingen ’The World in the Viking Age’ fortæller en verdenshistorie om skibe, mennesker og ting på rejse og inviterer de besøgende med på sørejser fra de yderste egne af Skandinavien til Middelhavet og fra Den Persiske Golf til Østafrika og Kina.

800-tallets søfart forandrede verden.

I udstillingen møder museumsgæsten tre søfarere, der i midten af 800-tallet rejste over store afstande i deres del af verden. Deres fortællinger underbygges af et stort antal genstande, der aldrig tidligere har været udstillet sammen. De arkæologiske genstande er spor af fortidens rejseruter, og vidner om handel og kontakt mellem kulturer og om, hvordan skibe forbandt og forandrede verden i vikingetiden. Alle de udstillede genstande er udvalgt, fordi de, i kraft af deres oprindelsessted og det sted, hvor de er fundet, bærer på en historie om rejseruter på tværs af kontinenter og over oceaner.

I løbet af 800-tallet finder søfarten nye veje. Sejlførende skibe gør det muligt at nå verdener, langt fra det kendte. I sørejsernes knudepunkter opstår nye, sammensatte kulturer og byer, netværk og fællesskaber. Rejserne forbinder kyster verden over og fører mennesker sammen, på tværs af tanker, tro og traditioner.


Fakta: 

The World in the Viking Age
Særudstillingen vises alle dage til og med juleferien.

Vikingeskibsmuseets åbningstid: 10.00 - 16.00
Museet er lukket: 24., 25. og 31. december.

Entré til Vikingeskibsmuseet:
Børn og unge til og med 17 år gratis.
Voksne: 80 kr.

Forskning bag udstillingen
Udstillingen er forankret i et samarbejde mellem Vikingeskibsmuseet og Det Frie Forskningsråds Sapere Aude forskningsprojekt 'Entrepot – maritime udvekslingsnetværk og urbanisering i global middelalderarkæologi', et samarbejde mellem Aarhus Universitet og University of York, Storbritannien.

Udstillingen er støttet af:
D/S Orients Fond og Augustinus Fonden
Knud Højgaards Fond samt Dronning Margrethes og Prins Henriks Fond.

Af: Rikke Tørnsø Johansen