udsendt den 19/12-2014

Rundvisning i særudstillingen og foredrag 28. december

Søndag den 28. december inviterer Vikingeskibsmuseet til en temadag med glimt fra fjerne verdener og som sætter vikingetidens søfart i et globalt perspektiv.

Et kig fra særudstillingen 'The World in the Viking Age'. Foto: Werner Karrasch

Vikingeskibsmuseets internationale særudstilling 'The World in the Viking Age' vises til og med juleferien, så det er bare om at udnytte juledagene til at se den roste udstilling.

Søndag den 28. december afslutter vi rækken af events, der gennem året har uddybet udstillingens temaer.
Projektansvarlig for særudstillingen, museumsinspektør Louise K. Henriksen starter dagen med to særrundvisninger i udstillingen. Hun vil tage jer igennem den helt nye forskningen, der ligger bag fortællingerne, tankerne om udstillingsdesignet - og ikke mindst dykke ned i historier om de udstillede genstandenes oprindelse og menneskene bag.

Kl. 14.00 vil Adjunk Kristoffer Damgaard, der har bidraget til den viden udstillingen bygger på, fortælle om de nyeste resultater fra udgravningerne i byen Aylah ved Rødehavet – et af 800-tallets maritime knudepunkter, som stort set er bevaret intakt.
Med udgangspunkt i de arkæologiske fund bringes den kosmopolitiske havneby til live igen, og Aylahs rolle i arabernes internationale handelsnetværk blotlægges som en af brikkerne i forståelsen af udstillingen 'The World in the Viking Age'. Kristoffer Damgaard afslutter i disse dage flere års arkæologiske udgravninger i området.

Museumsbutikken holder bazar med nedsatte varer, knyttet til udstillingens eksotiske områder; bl.a. keramik, krydderier og tekstiler.

Fakta:

kl. 11.00 & 12.30: Omvisning i særudstillingen ved Louise Kæmpe Henriksen
14.00-15-30: Foredrag med Kristoffer Damgaard
10.00-16.00: Bazar i Museumsbutikken med 50 % på varer (Særudstillingen)
10.00-16.00: Café Knarr har åben og byder på lækkerier med smag fra hjemlige og fremmede himmelstrøg. Blandt andet en lækker brunchtallerken til 145,00 DKK.

Arrangementet er gratis, når entré til museet er betalt. Billetter til arrangementet kan bestilles på billetto, ved at følge nedenstående link.
 » Bestil billetter her...

Om 'The World in the Viking Age'
Udstillingen tager afsæt i beretninger om tre historiske søfarere, der i midten af 800-tallet rejser over store afstande på tværs af oceaner og kontinenter - fra de yderste egne af Skandinavien til Middelhavet og fra Den Persiske Golf til Østafrika og Kina. Deres rejser strækker sig over den halve klode, alligevel er deres verdener tæt forbundet af maritime netværk.

Et utal af imponerende genstande er indlånt fra 11 forskellige museer, bl.a. British Museum, Suzhou Museum i Kina og Zanzibar Museum. Genstandene bærer spor af fortidens rejseruter, handel og kontakt mellem fjerne kulturer.

Af: Rikke Tørnsø Johansen