Vand, vind og vikingemad - kom til festival i Roskilde!

Der bliver nok at se til for hele familien, når Vikingeskibsmuseet åbner op for en maritim weekend den 20. og 21. august, med aktiviteter til vands og til lands.

Slip din indre bådebygger løs på model-bådeværftet og deltag i den traditionsrige kapsejlads "Roskilde Træbåds Ræs for fantasifulde vikingeskibe". Foto Werner Karrasch

Mens ungerne hygger sig med at bygge modeller af vikingeskibe til den efterfølgende kapsejlads, kan mor og far deltage i madværksted og tilberede frokosten af vikingetidens bedste råvarer. Eller hvad med en sejlads med vikingeskibet Helge Ask på Roskilde Fjord? Eller kig nærmere på de mere end 40 klassiske brugsbåde, som deltager i Træf Fjordens Træbåde.

Du kan også bare komme forbi og suge stemningen til dig. Under alle omstændigheder bliver der nok at se, smage og opleve for alle.

"Vikingeskibene gjorde havet til et magtfuldt territorium for vikingerne. Mange traditioner er udsprunget af vikingetidens indsigt og udsyn, og en maritim weekend kan slet ikke give tiltrækkelig kredit til den mangfoldighed af viden, vi dagligt har i hænderne. Men vi kan gøre forsøget", fortæller museumsinspektør Lonnie Hansen og fortsætter: "Vand og Vind Festivalen er en begivenhed, hvor alle kan opleve lidt af den maritime verden, affødt af vikingernes handel og eventyrlige rejser. Der er aktiviteter på vand og land".

Ny Nordisk Viking Mad

Under festivalen introducerer museet et nyt formidlingstiltag. "Sammen med nogle af de førende mad-eksperter, vil vi skabe nye madoplevelser, så i år sætter vi fokus på vikingetidens spisekammer. Mad, historie og oplevelser kommer til at gå hånd i hånd under fællestitlen Ny Nordisk Viking Mad. Og som med museets forskningstradition, vil vi bringe fortiden ind i nutiden. Maden skal være - en fusion af fortid og nutid", fortæller Lonnie Hansen.

"Det vil helt sikkert overraske museumsgæsterne og bryde med billedet af vikingerne som hulemænd, der spiste råt, simpelt og larmende. Vikingerne var eventyrere, der i kraft af deres maritime kultur havde adgang til en raffineret mængde af råvarer og bragte mange nye smage til Norden". 

Vikingeskibsmuseet samarbejder blandt andet med Meyers Madhus. På Vand & Vind Festivalen kan gæsterne deltage i en Viking Dinner Cruise på Roskilde Fjord, gå om bord i et madværksted, hvor der arbejdes med råvarer og tilberdning, med inspiration fra vikingetidens køkken eller blot lægge vejen forbi Meyers Madbod.

De næste år vil Vikingeskibsmuseet løbende tage en række initiativer, hvor formidling og spiseoplevelse knyttes sammen. Projektet skal udvikles løbende i sammenhæng med museets øvrige formidlingstiltag.

Træbådsræs og klassisk bådkultur

Oven i alle de andre aktiviteter i den maritime weekend er Vikingeskibsmuseet værter for det årlige Træf Fjordens Træbåde, hvor et par hundrede træbåds-entusiaster og godt 40 traditionelle brugsbåde sætter hinanden stævne til kammeratligt samvær, kappestrid og erfaringsudveksling. Og selvfølgelig vil de mange entusiaster også vise deres færdigheder og smukke træbåde for publikum.

 

Det er tredje gang museet lægger havn til træffet, som har været afholdt hvert år de seneste 12 år, rundt omkring i Isefjorden og Roskilde Fjord.

Både lørdag og søndag er der aktiviteter til lands og til vands, men allerede i ugen op til weekenden, ankommer de første både. Kulminationen er om lørdagen, hvor der blandt andet inviteres til klassisk kapsejlads mellem de deltagende både. Det såkaldte Roskilde Træbåds Ræs er en festlig og fornøjelig ramme, hvor de mange træbåde mødes i venskabelig kappestrid.

Af: Preben Rather Sørensen