Velkommen til juleweekender på Vikingeskibsmuseet

Oplev julestemningen på Vikingeskibsmuseet i Roskilde og besøg museumsbutikken, Café Knarr og juleværkstedet. Den maritime stemning kombineret med lys og jul giver en helt fantastisk stemning. Tag børnene med og bag vikingeskibe af peberkagedej, rul et vokslys eller klip en julegris. Du kan også købe en unik julegave eller få varmen i museets hyggelige café.  

Vikingernes jul

Julens traditioner kan spores tilbage til vikingetiden. Inden Danmark blev kristent i 900-tallet, og inden julen blev en fejring af Jesu fødsel, var den hedenske jul en lysets fest. Midt i den mørkeste vinter holdt de en stor fest, når det atter vendte mod lysere tider. Solen var vigtig, og det var lysets komme, vikingerne fejrede. Ligesom i dag samledes de til mad og fest.

Museet byder på mange forskellige aktiviteter

Museumsbutikken har samlet et unikt udvalg af kvalitetsvarer. Her kan du købe eksklusivt julepynt fra hele Skandinavien og smukke brugsting i glas, tekstil, keramik og smedearbejde. Køb lækre uldvarer som trøjer, huer og vanter – enten til at lægge under juletræet eller til selv at holde varmen med i den kolde vinter.

Cafe knarr

Cafeen serverer gløgg fra Snorremark og hjemmebagte brunkager, samt en dejlig hjemmelavet flæskestegsandwich. Der er julestemning med røde lys, fine dekorationer og julemusik Der bliver tændt fakler udenfor, så man kan finde frem i vintermørket.

Juleværksted

Museets juleværksted inviterer til kagebage-værksted, hvor børn og barnlig sjæle kan bage og pynte peberkager, der er formet som vikingeskibe. Du kan også lave julegaver eller klippe julepynt og være med til at pynte museets juletræ. Museets formidler fortæller samtidig om vikingernes jul og traditioner. (bemærk visse aktiviteter kræver betaling).

Fakta:

Juleweekender finder sted i Vikingeskibshallen og på Museumsøen; Café Knarr og Foyeren.
Datoer: 3.-4. & 10.-11. & 17.-18. december
Åbningstid: kl. 10.00-16.00
Juleværksted: kl. 10.30-15.30.
Entre: Gratis adgang til Juleværksted, Café Knarr og Museumsbutikken.
Entre til museets udstillinger: Voksne 85 kr. Børn og unge til og med 17 år Gratis.