udsendt den 13/09-2016

Vikingeskibsmuseet står stærkt på turistmarkederne

Ny analyse viser, at Vikingeskibsmuseet er den 3. mest kendte danske attraktion i Tyskland, og dermed det bedst kendte danske museum - næsten hver 4. tysker kender Vikingeskibsmuseet!

Internationalt kendskab opnås gennem tilstedeværelse på den internationale scene. Havhingstens besøg i Berlin i 2014 gav masser af omtale, og satte fokus på museet som international attraktion. Vikingeskibsmuseet i Roskilde topper listen over internationalt kendskab til danske museer, viser ny undersøgelse fra Visit Denmark.

Sommeren er ovre for langt de fleste, men ikke på Vikingeskibsmuseet. Her indtager de internationale gæster først for alvor pladserne ved årerne eller med øksen i hånden i sensommeren.

”Fra 2. uge i august og frem til udgangen af september genlyder Vikingeskibsmuseet virkelig af et mylder af forskellige sprog,” fortæller Kommunikationsansvarlig på Vikingeskibsmuseet, Rikke Johansen, der fortsætter: ”Vi har gæster fra hele verden med specielt mange besøgende fra USA og Canada. Tyskerne er også godt repræsenteret sammen med englænderne og hollænderne. Faktisk er hele 70 % af Vikingeskibsmuseets gæster udenlandske turister”.

I Tyskland er Vikingeskibsmuseet Danmarks mest kendte museum

Turistsammensætningen svarer meget godt til VisitDenmarks seneste analyse af det internationale kendskab til de danske attraktioner.

Her placerer Vikingeskibsmuseet sig som nummer tre på listen over Danmarks mest kendte attraktioner blandt tyskere, kun overgået af Legoland og Tivoli. 23 % af tyskerne kender Vikingeskibsmuseet, og ser man på de tyske børnefamilier, angiver hele 79 % at have ’Stor interesse i at besøge’ Vikingeskibsmuseet. Det tal overgås ikke af nogen andre attraktioner i hele undersøgelsen.

Langsigtet indsats giver resultat

Visit Denmark har gennem en årrække undersøgt kendskabet til de danske attraktioner, og de har vist, at Vikingeskibsmuseets kendskab er steget støt de seneste år. Og det er ikke tilfældigt, men resultatet af målrettet markedsføring.

 ”At Vikingeskibsmuseet er det meste kendte, danske museum i Tyskland, er et helt fantastisk resultat for os”, fortæller Rikke Johansen. ”Netop i disse dage for to år siden sejlede vi vores flagskib ’Havhingsten’ gennem Berlin på Spreefloden, og lagde til lige ved ’Museumsinsel’ midt i den tyske hovedstad”.

Vikingeskibsmuseets 30-meter lange vikingeskib var i Berlin i forbindelse med åbningen af den store Vikingeudstilling, der blev vist i Berlins berømte udstillingsbygning ’Martin-Gropius-Bau’.

Vikingeskibsmuseet viste særudstillingen ’Vikingernes skibe’ i umiddelbar forlængelse af den traditionelle, arkæologiske udstilling, og i løbet af den fire måneder lange udstillingsperiode byggede Vikingeskibsmuseets håndværkere en rekonstruktion af et mindre vikingeskib, fuldt udstyret med håndlavet sejl og tovværk af lindebast og hestehår.

 ”Vi flyttede en lille del af vores bådeværft ind midt i Berlin. Der duftede af tjære i hele den smukke udstillingsbygning. Der genlød af øksehug og klangen af jern mod jern, når skibets jernnagler blev nittet sammen, kunne høres gennem hele den store Vikingeudstilling!” 

Tilstedeværelse er væsentligt for kendskab

Udstillingen blev en stor succes. Den håndgribelige tilgang til formidlingen af vikingernes håndværk, hvor gæsterne kan følge processen, føle og dufte materialet og ikke mindst stille spørgsmål til håndværkeren, mens der bliver arbejdet, vækkede stor begejstring – både hos publikum og blandt de tyske medier, hvor Vikingeskibsmuseets engagement blev nævnt flere end 150 gange i tyske nyhedsmedier.

”Vi er ikke i tvivl om, at det har haft en kæmpe betydning for vores kendskab i Tyskland, at vi fik den synlighed i Berlin. Derfor deltager vi også så ofte vi kan, når Danmark har muligheden for at præsentere sig i udlandet”, fortæller Rikke Johansen.

Lige nu deltager Vikingeskibsmuseet med vikingeskibe på tre udstillinger; to der turnerer i USA de kommende år, og et skib er med på en stor vikingeudstilling i Spanien, ligesom Vikingeskibsmuseet deltager med flere rekonstruktioner af ror, årer og sejl på en udstilling i Tyskland. Og sidste år havde museet både et skib og flere håndværkere med på udstilling i Kina. "Kina er et turistmarked i vækst, og derfor er det vigtigt, at vi også dér har fokus på kendskabet til Vikingeskibsmuseet. Vores erfaringer viser, at man som kulturhistorisk museum kan skabe international opmærksomhed og dermed både øge kendskabet til attraktionen og ikke mindst Danmark som rejseland”, slutter Rikke Johansen.

Det er ikke bare i Tyskland, at Vikingeskibsmuseet klarer sig godt i kendskabsanalysen. I England og i Holland ligger Vikingeskibsmuseet på henholdsvis 4. og 5. pladsen i opløbet om at være Danmarks mest kendte attraktion.

» Læs hele VisitDenmarks analyse ”Kendskab og interesse for danske attraktioner 2016” her ...

Af: Rikke Tørnsø Johansen