Kirkebådslauget

Kontaktinformation:

Anne-Maria Paulmann
Telefon: +45 42 77 39 75
Mail: anmarimann(at)gmail.com

Langskibet fra Dalarna

Langskibenes efterkommere

    Vikingernes langskib (det lange, slanke, spidsgattede, klinkbyggede fartøj beregnet til både at blive roet og sejle for sejl, og med en styreåre i den ene side) overlevede i mange egne af Norden helt op til vore dage.

    Vikingeskibsmuseet ejer flere sådanne både, herunder en såkaldt kirkebåd fra Siljan i Dalarna.

Kirkebådene før

    Siljan er på 290 km2 (som Fyn), og største vanddybde er 120 meter. Ved søen ligger tre byer: Mora, Rättvik og Leksand. Hver med deres kirke. Disse kirker var centrum i hvert sit store sogn. Egnen omkring Siljan og Dalelven (som løber gennem Siljan) var nemlig ikke særlig tæt befolket, så der var langt mellem landsbyerne. Og da vejnettet ikke var særligt udbygget, nærmest ikke eksisterende, så var sejlads på søerne og elvene den nemmeste (og mange gange også den eneste) måde at komme fra sted til sted på.

    Kirkebådene var i brug på Siljan og Dalelven helt op til slutningen af 1800-tallet. Hver kirkebåd ejedes af et landsbyfællesskab. Hver gård i lands­byen havde (alt efter gårdens størrelse) en eller flere anparter i båden. Bådene havde forskellige størrelser, de var 10 til 18 meter lange og havde 6 til 10 par årer. De kunne sædvanligvis rumme alle kirkegængere fra en landsby, men enkelte større landsbyer havde flere både med hvert deres bådelaug. Man til forskel for de øvrige nordiske både, så førte kirkebådene ikke sejl. De var rene rofartøjer.

    Bådelauget omkring en båd blev ledet af en oldermand. Han førte regnskaberne og besluttede om bådens vedligeholdelse. Det var også ham, som havde nøglen til bådehuset og bestemte, hvornår man skulle afsejle til kirken. Hver gård havde sine faste pladser i båden markeret ved, at gårdens bomærke var indskåret ved årehullet. Hver gård stillede med sine egne årer. Det var derfor vigtigt, at hver gård stillede med det rette antal personer, der kunne ro. De, der ikke roede, satte sig i bådens ender og mellem roerne, men med ansigtet fremad, således at de ikke generede roningen. Og sommetider sad man endog på rælingen mellem årehullerne. På den måde kunne en kirkebåd med 10 par årer – 20 roere – rumme op til 40–60 personer. Styreåren blev altid passet af den samme mand, en af landsbyens ældste, der kendte båden og farvandet. At være styrmand var en ære.

    Kirkebådssejladsen begyndte tidligt om morgenen afhængig af, om man skulle til første eller anden gudstjeneste. (Man var nemlig nødt til at afholde flere gudstjenester hver søndag, da ikke alle sognets kirkegængere kunne være i kirken på en gang.)

    Roturen var ofte lang, 10 til 15 km hver vej. Man skiftede derfor roere flere gange undervejs. Man skiftede et årepar ad gangen, for at båden ikke skulle tabe fart. Både mænd og kvinder roede, men hvert køn for sig. Men ellers var der ingen regler for hvem, der roede hvornår.

    Vel ankommen til stranden ved kirken nettede man sig, inden man gik i gang med dagens gøremål. Det var meget andet end gudstjenesten. Man gik på indkøb, men afleverede og/eller afhentede ting, man udvekslede nyheder (og rygter) med venner og bekendte fra de andre landsbyer, man fik sig en bid brød, og mændene også en dram eller to.

    Man sejlede fra kirke nogenlunde samtidigt. På det første stykke roede man om kap. Det gjaldt om at hævde landsbyens ære. Sent på eftermiddagen nåede man hjem. Båden blev trukket op i bådehuset, døren låst, og man gik hjem med sin åre og sine indkøb.

    Var vejret blevet så hårdt, at man ikke kunne ro hjem (hvilket var præstens afgørelse) blev de sejlende indlogeret i småhytter ved kirken, indtil vejret bedredes.

    Kirkebådene blev også brugt verdsligt. Når landsbyernes befolkning skulle til marked. Når de større børn skulle til/fra kostskolen i kirkebyen. Til hjælp ved tømmerflødningen. Og meget mere. Den datidige lokale betegnelse var da også storbåde. (I modsætning til de almindelige små både.)  

    Sejladserne på Siljan og Dalelven fandt sted fra søen blev isfri om foråret, til isen igen lagde sig om efteråret. Om vinteren kørte man på slæder over isen.

Kirkebådene nu

    Brugen af kirkebåde begyndte at aftage i 1890'erne. Der var mange årsager til dette. Dels blev de tre oprindelige sogne delt i flere med hver sin kirke. Dels blev vejnettet fremkommeligt. Man begyndte at kunne køre i kirke med hestevogn, eller på cykel. Turen blev ikke kortere, men man slap for at slide ved årene og ankom derfor mere standsmæssigt. Dertil kom, at de første dampbåde dukkede op på Siljan. Det blev billigt og behageligt at sejle med dampbåd til kirke.

    Kirkebådene gik derfor af brug. De blev anvendt som slæbepramme, eller de fik lov til at rådne op i deres skure. Den sidste "gamle" kirkebåd blev søsat i 1902.

    Men samtidig med disse ændringer opstod der i Dalarne en modstrømning. Dalarne blev et kulturelt centrum for en ny folkelig kulturforståelse. Dalarna tiltrak malere, forfattere, spillemænd og andre kunstnere, som alle ønskede at genopvække den folkelige kultur.

    (En bevægelse som fortsætter i vore dage med den ugelange musikfestival "Musik vid Siljan" med klassisk musik, jazz og folkemusik, med passionsspillet "Himlaspelat", og med meget mere.) 

    Enkelte sogne ville derfor ikke opgive deres kirkebåd. De anvendte den ved ceremonielle lej­ligheder, barnedåb, bryllupper, kongebesøg og til­svarende. Disse både forblev velholdte og sø­du­e­lige.

    I slutningen af 1930'erne tog den moderne kirkebådstid fart. Man begyndte at bygge kirkebåde igen. Man denne gang i form af en standardiseret bådtype med 10 par årer. På den måde kunne man konkurrere på lige vilkår. Og dette kirkebådsbyggeri er fortsat lige siden. Omend med varierende intensitet.

    På Siljan afholder man i juli måned hvert år den såkaldte Siljansrodden. En serie af kaproninger mellem byerne og landsbyerne rundt om Siljan. Sejladserne foregår på skift ud for landsbyerne og byerne, indtil man er nået søen rundt.

    Kapsejladsbanerne er lagt tæt på kysten. Bådene nærmest flyver hen over van-det til de talrige tilskueres store begejstring. Man kan kende bådene fra hinanden på besætningernes trøjefarve.

    Men kirkebådene bruges også ceremonielt, ved bryllupper i gammel stil, ved åbningen af "Musik vid Siljan", og tilsvarende. Med besætningerne iført de gamle folke-dragter. I så fald er kun de agterste årer i brug, mens stævnen indtages af spillemænd i egnsdragter og af gæster.

Brudpiga

    Vikingeskibsmuseet fik i forsommeren 1973 en kirkebåd som gave fra Leksands Hembygdsfond. Det var båden "Brudpiga", som var bygget til Västanvik, en forstad til Leksand, i 1944. Men Västanvik havde i 1971 fået bygget en "Brud­piga II", da "Brudpi-ga" ikke længere var hurtig nok. Västanvik var derfor glade for at sælge "Brud­piga" til Leksands Hembygdsfond, som de vidste ville skænke båden til Vikingeskibsmuseet.

    "Brudpiga" blev kørt på blokvogn fra Siljan til Veddelev Havn, hvorfra den d.10. maj 1974 blev roet til Roskilde af dalkarle og dalpiger i deres farverige egnsdragter.

    For Vikingeskibsmuseet er "Brudpiga" ikke ba­re en udstillingsgenstand. Den sejles regelmæssigt hele sommeren på Roskilde Fjord af et af Vikingeskibsmuseets bådelaug.

Kirkebådslauget nøjes ikke altid med at sejle på Roskilde Fjord. I sommeren 2002 var bådelauget i Rättvik ved Siljan i 6 dage, hvor vi havde lejet en kirkebåd mage til "Brud­piga" for at prøve, hvordan det er at sejle på selve Siljan.

    På denne tur overværede vi blandt andet nogle af Siljanroddens sejladser, åbningen af Musik vid Siljan, og vi traf flere af de personer, som havde været med til at ro "Brudpiga" fra Veddelev til Roskilde i 1974. Men først og fremmest så roede vi – fra det ene smukke landskab til det næste.

    I sommeren 2007 var vi i Dublin for at tage imod Havhingsten, da den ankom fra Roskilde, og deltage i de efterfølgende festligheder, dog ikke i Kirkebåden.