10. maj 2011 åbnede Vikingeskibsmuseet en ny udstilling om marinarkæologiernes arbejde. Udstillingen inviterer - med en lydkulisse af dykkers vejrtrækning, film fra undersøiske udgravninger, fund og aktiviteter for børn - ned under vand til de sunkne historiske verdner.
Udstillingen er indrettet i museets arkæologiske værksted, hvor de seneste fund opbevares i et stort vandkar. Karrets indhold knyttes til fortællinger om arbejdet med opmåling, dokumentation og konservering af skibstræ.
En stor kortvæg synliggør. hvor i Danmark museets marinarkæologer har fundet fortidsminder, og viser film fra de seneste, store udgravninger.
Oplev de forskellige metoder, der bruges til at spore skibsvrag på havbunden, se fund fra stenalder til 1800-tallet og mærk forskellen på konseveret og ukonserveret træ.
I et lille vandkar udenfor værkstedet er havbunden genskabt med sten, muslingeskaller, knogler, keramik og træ gemt i sandet. Her kan børn og barnlige sjæle udgrave genstande fra forskellige historiske perioder. Et opgaveark vil guide igennem udgravningen og stille spørgsmål, der indbyder til aktivitet og fordybelse i udstillingens aktiviteter.
Smøg ærmerne op og rør ved fortiden!
Udstillingen er lukket ned i vintersæsonen. Åbner igen 23. juni 2012
Udstillingen er sponsoreret af Nord Stream AG
- bygherre og samarbejdspartner ved etablering af gasledning i Østersøen.
Fakta:
Vikingeskibsmuseets marinarkæologer har Sjælland, Øerne og Bornholm, samt farvandene øst for Storebælt som deres ansvarsområder. De sikrer truede fortidsminder ved at samarbejde med bygherrer, der planlægger anlægsarbejde, og reagerer på indberetninger fra lokalkendte.
Marinarkæologerne undersøger og udgraver fundsteder fra alle tidsperioder - fra stenalder til nyere tid.
Vikingeskibsmuseet: Vindeboder 12 . DK-4000 Roskilde | Tlf.: +45 46 300 200 | museum(at)vikingeskibsmuseet.dk | vikingeskibsmuseet.dk