Aktiv sommer ved Roskilde fjord

Vikingeskibsmuseet ligger smukt ned til Roskilde Fjord og er et oplagt besøg for alle med bare lidt vikingeblod i årene.

Vikingeskibene fra Skuldelev

De fem verdensberømte vikingeskibe, som blev udgravet i fjorden ud for Skuldelev, er udstillet i Vikingeskibshallen med Roskilde Fjord, som levende bagtæppe.

Følg ruten rundt i mellem de originale vikingeskibe, der vidner om krig, handel, søfart og livet på havet for 1000 år siden. Man kan nemt forestille sig handelsmanden, der drog af sted mod fjerne kyster med sine varer. Krigeren, der kyssede familien farvel inden togtet, og fiskeren, der drog ud på fjorden med håbet om at vende tilbage med en god fangst.

Vikingetiden og bygning af vikingernes fantastiske skibe 

I museumhallen findes uddybende udstillinger om vikingetiden og sørejser, og i Vikingeskibshallens underetage vises skiftende særudstillinger.

Bådeværft og Museumshavn

Museets store udendørs udstillingsområder fokuserer på den nordiske bådtradition.

På bådeværftet bygger håndværkerne skibe med de samme materialer, teknikker og værktøj, som vikingerne brugte for 1000 år siden.

De genskabte skibe kan ses i museumshavnen. Her ligger også den store samling af traditionelle, nordiske både, der viser den stærke sammenhæng i håndsværkstraditioner gennem 1000 år og på tværs af alle Nordens lande.