Introduktionsartikel til temabogen

Verden i vikingetiden

Af Søren M. Sindbæk

Det er kunsten at bygge sødygtige, sejlførende skibe og fortroligheden med at sejle på åbent hav, som definerer vikingetiden. Den opblomstring af søfart, handel, pirateri, og udforskning, som begyndte at tage fart i 700-tallet, er dog ikke begrænset til Europas nordlige have, men modsvares i andre dele af verden på den samme tid. Hvis den epoke, som begyndte med de store europæiske opdagelsesrejser i slutningen af 1400-tallet er kendt som opdagelsernes tidsalder, fortjener vikingetiden i høj grad samme navn. Fra det Sydkinesiske Hav til Nordatlanten var århundrederne frem mod år 1000 opdagelsernes første store tidsalder – en tid, hvor skibe fandt vej til nye farvande, hvor nye lande blev opdaget, og nye havnebyer voksede frem langs kysterne.

Søfarere
Tre beretninger om søfarere, som sejlede på omtrent samme tid, i midten af 800-tallet, viser, hvordan skibe forbandt og forandrede verden i vikingetiden. Den første af de tre, nordmanden Ottar, dukkede op som gæst op ved Kong Alfred den stores hof i England mens vikingetogterne hertil var på deres højeste. Ottar fortalte om sit liv som høvding i Nordnorge og om sine sørejser fra Det Arktiske Hav til Danmark. Hvad han kunne meddele, var så nyt og ukendt ved det engelske hof, at hans historie blev skrevet ned. Ottars beretning er den ældste bevarede øjenvidneskildring fra Skandinavien. Da han rejste, havde sejlskibet kun været kendt i få generationer i Skandinavien, og lange sørejser åbnede en verden af nye muligheder. Inden år 900 havde skandinaviske søfarere slået sig ned på Island og på øer i Nordatlanten, hvorfra de siden rejste til Grønland og Nordamerika.

Fortællinger om nye rejser og lande genlød også i havnebyen Siraf ved Den Persiske Golf. For første gang begyndte skibe fra Mellemøsten at sejle hele vejen til Kina. I Sydøstasien gjorde disse rejser stræderne mellem Sumatra, Malaysia og Java til et nyt brændpunkt for handel og kulturel udveksling. En af de opdagelsesrejsende, hvis navn blev berømt, var kaptajn Abhara, en hyrde fra det persiske højland, der endte som langfartskaptajn på Indien og Kina. De oplevelser, som han og andre rejsende vendte hjem med, dannede ophav til nogle af historiens mest originale rejseskildringer i de sande og opdigtede fortællinger, som blev samlet i Siraf og andre byer ved Den Persiske Golf. 

Arkæologiske fund kan også berette om rejser. Det er tilfældet med den byzantinske gesandt Theodosios, hvis seglaftryk fra breve er fundet tre steder i Danmark og Nordtyskland – i Ribe, Hedeby og Tissø. Han rejste i 840-42 fra Konstantinopel over Adriaterhavet til Venedig og videre til det frankiske hof i Trier. Rejsens mål var at skaffe det byzantinske kejserrige allierede til kampen mod muslimske pirater, som havde erobret Kreta. Når Theodosios under rejsen sendte budskaber videre til en fjern del af verden, som kejserhoffet i Byzans knap kendte eksistensen af få år forinden, skyldtes det sandsynligvis en lille gruppe skandinaver, som nyligt var sejlet ad de russiske floder til Konstantinopel – den første kendte rejse langs denne rute fra Skandinavien til Det Byzantinske Rige. Den nye handelsvej fik snart stor betydning i Skandinavien og ved Middelhavet, og ikke mindst i det nye rige, der opstod langs flodruterne, Rusland.

Ottars, Abharas og Theodosios’ rejser strakte sig over den halve klode, fra Kina til Den Persiske Golf, fra Middelhavet til Nordeuropa og videre til de yderste arktiske egne af Skandinavien.  Alligevel var deres verdener så tæt forbundet, at de meget vel kan have gjort fælles bekendtskaber de steder, de nåede frem.  I de seneste år har arkæologiske opdagelser givet et nyt indblik i, hvordan søfarten forandrede verden i vikingetiden. Hvordan et langfartsskib kunne se ud i Det Indiske Ocean på Abharas tid er blevet afsløret efter fundet af et vrag ved øen Belitung i Indonesien. Et skib gik ned her lidt før midten af 800-tallet med en last fuld af kinesiske varer.  Nye fund fra handelsbyer som Aylah ved Rødehavet, Unguja Ukuu på Zanzibar eller Abharas hjemhavn Siraf – byer, som voksede frem på netop denne tid – viser den sammensatte kultur, der opstod i sørejsernes knudepunkter. I kinesiske byer findes spor efter de industrier, som fremstillede varer til sø-handelen. I Istanbul har store udgravninger afdækket en af Konstantinopels havne med mange vrag af de skibe, som gjorde Det Byzantinske Rige til en verdensmagt på havet.

Århundrederne frem mod år 1000 kendes mange steder kendes som en tid, hvor antikke imperier og deres bykultur forsvandt.  Men samtidig opstod nye samfund og kulturelle netværk, der forbandt kyster verden over. Bag forandringerne lå ofte håndgribelige forbindelser. Når Ottar handlede på sine rejser i Nordsøen mødte han arabiske sølv mønter fra de islamiske riger som dem, Abhara må have haft i bæltet undervejs til Kina. I skandinaviske handelsbyer har han set glasperler fra de samme værksteder som forsynede Zanzibar.

Den tidsalder, hvor disse ting fandt sted, kendes under mange forskellige navne. Det var de frankiske og byzantinske kejseres tid, tiden hvor de abbasidiske kaliffer regerede i Bagdad og hvor Tangdynastiet herskede i Kina. Men i lige så høj grad var det en tid, hvor eventyrlige sørejser førte land og hav sammen på nye måder. Det var verden i vikingetiden.

Verden
Længe før vor tidsregnings begyndelse fandtes sejlskibe på vej fra Middelhavet til Indien. Langs store dele af Europas kyster havde skibe krydset under sejl siden det romerske riges storhedstid. I Skandinavien vandt sejlskibe til sammenligning sent frem. I årtusinder havde man roet i små og store både mellem kysterne, men fra slutningen af 700-tallet bebuder beretninger og arkæologiske fund at noget var indtruffet, der havde gjort det åbne hav farbart.

Sejlskibe gjorde det muligt at nå andre verdener. Men der var stor forskel på den verden, der kunne nås med skib i antikken og i vikingetiden. I 700- og 800-tallet voksede de islamiske riger under de abbasidiske kalifer fra Afghanistan til Spanien. Kostbarheder strømmede til landene omkring Den Persiske Golf, og for første gang i næsten 1000 år var Middelhavet ikke den maritime handels midtpunkt.  Samtidigt vendte Kina sig under Tang-dynastiets kejsere mod havet, og havnebyer blomstrede op. Den Store Kanal, som i 600-tallet blev anlagt fra Sydkina til Den gule Flod og Beijing mod nord, forbandt kystlandet med rigets centrum og gjorde søfart til en indbringende forretning.  I Europa var Middelhavslandenes gamle herredømme over handel og politik svækket af ufred. Frankerriget i vest og Byzans i øst udviklede i stedet kontakter med landene omkring Nordsøen og Sortehavet. 

Hinsides de gamle imperier ved Middelhavet, i Mellemøsten, Indien og Kina, var store dele af verden i Antikken ugæstfri egne for sejlskibe. På Ottar, Abhara og Theodosios’ tid var mange steder derimod blevet samfund, der producerede efterspurgte varer og bød handlende velkommen. I Afrika samledes kongeriger, og fra de nye kystbyer udførtes bl.a. guld, slaver og elfenben. På Java og Sumatra blev sjældne varer som kamfer og krydderier fremstillet til eksport. I Skandinavien var produktionen af uldklæde og jern af høj kvalitet blevet vigtige erhverv. Gradvise fremskridt inden for skibsbygning og navigation, geografisk viden og fortrolighed med havet muliggjorde længere og sikrere sejlads også i hårdt vejr og vanskeligt farvand. 

Søfart over åbent hav byggede på en fortrolighed med navigation uden landkending, som krævede lang erfaring til søs. Og den byggede på store investeringer i arbejde og materialer, hvad end det var særligt udvalgt træ til skibsbygning, smedejern af høj kvalitet til nagler, søm, anker og kæder, eller håndvævet segldug, tjære og tovværk, som skulle skaffes i store mængder. Hvorfor gav disse investeringer mening? Sørejser var ikke kun en vej til handel og rigdom. Krigere, diplomater og pirater brugte skibe i spillet om magt. Skibe gav udrejsende kolonister håb om et bedre liv, mens de førte tilfangetagne slaver til elendighed. Pilgrimme, håndværkere og lærde rejste efter ny indsigt. Andre drog ud af nysgerrighed, som Ottar, der efter eget udsagn sejlede til Hvidehavet ”for at finde ud af, hvor langt landet mon kunne strække sig”. Søfarten gav mulighed for at nå noget andet end det, man kendte. Det var denne forskellighed, som gav maritime kontakter ny betydning i vikingetiden.

Netværk
Sejlede man bort fra kendte egne, fokuserede rejserne på nogle få, kendte mål. Verden blev lille, forbundet af ruter, der var besejlet og beskrevet før. I knudepunkterne, hvor ruterne mødes, opstod ofte nye byer. De lå ofte på steder, hvor videre rejse blev vanskelig eller ugunstig – hvor farvand ændrede karakter, hvor rejseruter løb sammen, hvor store floder mødte havet, eller hvor sommerruter vekslede med vinterruter.

De forudsætninger, som førte mennesker sammen her, lå ikke i et opland omkring byen, men i lange togter over havet. Skibe krævede havne med sikkerhed for mandskab og last og markeder med varer nok til at fylde lasten. Det måtte være muligt at skaffe forsyninger og udføre reparationer, om nødvendigt at gøre ophold i måneder. Nogle varer ankom fra indlandet efter sejlsæsonen. Derfor var der travlhed i byerne året rundt. De lå spredt med store afstande: rejste man for at handle, var det vigtigt, at andre handlende opsøgte de samme havne. For søfolk, der havde rejst i månedsvis, var det mindre væsentligt, om rejsen blev nogle dage længere, hvis man derved kunne finde den sikreste havn og det bedste marked.

Søfartens byer – emporier – var ikke midtpunkt for en egn eller et rige, men knudepunkter i et netværk.  Ofte bestod de af beskedne huse bygget af træ, og de sprang ikke i øjnene med templer, bymure og paladser. Alligevel husede de et umiskendeligt byliv. Her fandtes markedsgader med eksotiske varer. Trænede håndværkere mestrede sjældne teknikker. Her boede folk, som havde fæller i fjerne byer. Fremmede gæster færdedes, og mange tungemål hørtes. På lang afstand fortalte sejlskibenes master, at dette var steder af en helt egen slags.

Emporierne voksede frem som opsamlings- og fordelingspladser for skibenes store laster. Mange af de ting, som blev fragtet rundt med skibe, havde knap været kendte uden for deres hjemegne, inden søfarten gjorde dem tilgængelige. Ottar medbragte tænder af hvalros som en eksotisk gave til Englands konge. Få årtier senere var dette arktiske elfenben blevet en eftertragtet vare, som forarbejdedes af kunsthåndværkere mange steder i Europa. Tungt gods som tømmer, vintønder, stengryder, massefremstillet keramik eller tunge kværnsten blev flyttet over afstande, som ville være utænkelige over land. Blandt rejsende, som fik brug for at udveksle varer nemt og kontant, vandt nye økonomiske redskaber frem: mønter, vægte og målesystemer. Tanker og trosforestillinger rejste også med søfarten, og religionernes verdenskort tegnedes om. Moskeer dukkede op i Afrika og Indien, i Skandinavien byggedes missionskirker, og på Java og Sumatra vandt buddhisme og hinduisme frem. Skibe løste ikke blot et behov for transport, men ændrede spillets regler for de enkelte søfarere og for deres samfund.

Vikingetidens maritime netværk og byer er en af arkæologiens store opdagelser. De har længe været kendt ved Nordeuropas kyster, hvor store udgravninger i de senere år har givet ny viden om mange vigtige steder. Men i de seneste år har arkæologiske fund ved Middelhavet og omkring Det Indiske Ocean afdækket en verden, som hidtil kun har været kendt i glimt fra rejseberetninger. Nye teknikker giver arkæologer mulighed for at spore oprindelsen af stadigt flere genstande i emporierne og forstå de vidtstrakte maritime netværk, som de genspejler. Søfarten forbandt forskellige kulturer, formidlede vidt forskellige varer, og fremkaldte kulturelle forandringer på tværs af verden i vikingetiden. Udforskningen af denne historie er en ny arkæologisk opdagelsesrejse, som er i fuld gang.

 

Referencer:
Chaudhuri, K.N. 1985: Trade and Civilization in the Indian Ocean. An Economic History from the Rise of Islam to 1750. Cambridge: Cambridge University Press.
Horden, P., & Purcell, N. 2000: The corrupting sea: A study of Mediterranean history. Oxford [U.K.: Blackwell.
Sharma, R.S. 1987: Urban Decay in India (c.300-1000). New Delhi: Munshiram Manoharlal.