Vikingernes byer
Den irske kyst, som vikingerne mødte, havde meget få naturlige havne og strande, og den var ikke særlig befærdet. De fleste steder mødte vikingernes skibe klipper, skær og brænding, men ved flodmundingerne var der mere fremkommeligt. På floderne var der gode sejlforhold for skibene, og floderne ledte ind til lavlandet med mange søer.
Dublin ligger ved Liffey flodens munding og den vikingetidige bebyggelse lå placeret på den naturlige bakkekam, der hæver sig over flodens sydlige bred.
Vikingebyen Dublin
Dublin blev grundlagt første gang som en flådebase i 841. Det har hidtil ikke været muligt at lokalisere denne base arkæologisk, og det er derfor ikke muligt at sige noget præcist om dens karakter. Formentlig har der dog været tale om en befæstet lejr eller bebyggelser - et såkaldt longphort.
Fra den store gravplads ved Islandbrigde/Kilmainham er der fundet vægte og vægtlodder af bly, der vidner om, at handel spillede en rolle i Dublin allerede i det 9. århundrede.
Ifølge de skriftlige kilder blev vikingerne overvundet og fordrevet fra Dublin af irske konger i 902. Desværre står der intet i kilderne om, hvad der derefter skete med dette longphort.
Først 15 år senere i 917 vendte vikingerne tilbage til Dublin, hvor byen blev grundlagt som en befæstet by – kaldet dún i skriftlige kilder. Fra denne tid er der fundet utallige genstande og huse.
Dublins store betydning i vikingetiden skyldtes bl.a. byens beliggenhed. Megen trafik passerede gennem det Irske Hav – fra Skandinavien, Færøerne, de vestlige og nordlige skotske øer til Sydvestengland, Frankrig og Spanien.
Udgravningen af Dublin
Nationalmuseet i Dublin begyndte i vinteren 1961-62 de første systematiske udgravninger under ledelse af først Mr. Breandan Ó Ríordáin og siden Dr. Patrick F. Wallace. Udgravningerne fandt sted i området ved Christchurch Cathedral omkring High Street, Winetavern Street, Christchurch Place, Wood Quay og Fishamble Street.
De arkæologiske fund fra Dublin har bragt os i direkte forbindelse med vikingerne. Rester af huse, deres grave, genstande de brugte og senere kasserede eller tabte finder vi i kulturlagene.
Ordforklaring: ordet 'kulturlag' bruges indenfor arkæologien til at beskrive jordlag af varierende tykkelse, dannet af affald efter menneskelig aktivitet. De kan fx indeholde måltidsrester, redskaber og keramikskår.
I vikingetiden byggede man nye huse ovenpå de gamle og på denne måde voksede kulturlagene og blev metertykke op igennem vikingetiden.
I Dublin blev der i de 3 meter tykke kulturlag udgravet tusindvis af genstande og fundamenter af mindst 150 huse. Der blev identificeret 14 forskellige grundstykker, og 13 forskellige byggefaser fra perioden 920-1100.
Vikingetidsbyerne Waterford, Wexford og Cork
Som det er tilfældet med Dublin, blev de øvrige irske byer anlagt i relativt højt beliggende områder med udsigt over flodmundinger og disses bifloders sammenløb.
I Waterford har man forskellige steder afdækket adskillige huse, dele af bymure og en unik kirke med en apsis/korrunding dateret til slutningen af det 11. og starten af det 12. århundrede.
I Wexford har udgravninger blotlagt en række træbygninger, hvoraf den tidligste er dateret til kort efter år 1000.
Vikingebopladsen i Cork formodes at have været anlagt på den sydlige ø i floden Lee, men man har endnu ikke udgravet nogen strukturer fra vikingetiden.
Der findes kun få tegn på vikingebosættelser uden for byerne, men der er fundet samtidige datérbare genstande fra forskellige bopladser, og der er kendskab til en formodet vikingebosættelse på øen Beginish, Co. Kerry.