Download lyd-guide og hør vikingeskibenes dramatiske historier

Published 28th May 2021

Sæt strøm til de gode historier om de fem vikingeskibe, der er udstillet i Vikingeskibshallen.

Date: to (all day)

En familievenlig, dramatiseret lydfortælling tager børn og voksne med tilbage til dengang, vikingeskibene sejlede havene tynde.

Lyt til spændende historier om de vidtberømte vikingeskibe, der står smukke – men tavse – og gemmer på fantastiske historier om en fjern fortid med uhyggelige krigstogter og handelsrejser til fjerne egne, om søfolkene ombord og om livet ved havet for 1000 år siden.

Lydunivers for alle i familien

Lydfortællingerne er tilrettelagt, så hele familien kan være med. Udgangspunktet er en medrivende fortælling, der tager afsæt i vikingetiden. 

Der er udviklet forskellige 'spor', der passer til alder og den tid man har til museumsbesøget:

  • Det børnevenlige spor er den korteste udgave.
  • Det mere voksenvenlige spor har flere detaljer og tager lidt længere tid at lytte til.
  • Der er også et særligt 'ekspert-spor', hvor der er fuld blæs på fakta, detaljer og nørderi, når museets eksperter fortæller.

Der er i alt 8 'lytte-poster' og man behøver ikke lytte til alle fortællingerne på en gang. Fortællingerne er enkeltstående historier, så man kan vende tilbage og høre resten af fortællingerne en anden dag.

Man hører lydfortællingerne via museums-app’en ’Useeum’, og det er både let og trygt, fordi gæsterne bruger deres egne smartphones. App'en er gratis at downloade. Museet har også låne-tablets, hvis man ikke selv har.

Fakta om audioguiden:

• Audioguiden kan opleves fra 1. juni 2021.
• Audioguiden afspilles via app’en Useeum.
• App'en hentes gratis i App Store eller på Google Play.
• Medbring en smartphone, ipad eller tablet.
• Husk også gerne høretelefoner/earpods for at få den optimale oplevelse.
• Man styrer selv farten i rundturen i Vikingeskibshallen, og bestemmer også selv i hvilken rækkefølge, man vil opleve posterne.  

Audioguiden er støttet af foreningen 'Vikingeskibsmuseets Venner'