Foredrag: Vester Egesborg - en produktions- og togtsamlingsplads

Efteråret byder på flere spændende foredrag, det første i rækken afholdes torsdag den 19. september kl. 19.30. Her fortæller Jens Ulriksen, forskningsleder, Ph.d. ved Museum Sydøstdanmark om Vester Egesborg - en samlingsplads fra vikingetiden.

Vester Egesborg er en specialiseret anløbsplads, der fra 6.-10. århundrede e.Kr. lå ved bredden af Dybsø Fjord på Sydsjælland. Pladsen er blandt de største og fundrigeste af slagsen, og den har blandt andet fungeret som samlingsplads og træningslejr for skibsmandskaber inden oversøiske togter. Meget tyder desuden på, at der har været afholdt et lokalt eller regionalt strandmarked, når skibsmandskaberne kom hjem igen.

Foredraget finder sted i Vikingeskibshallen på Vikingeskibsmuseet, og er gratis for medlemmer med ledsager. 
Billetter koster 50,00 DKK for ikke-medlemmer. Billetter sælges ved indgangen, dørene åbnes kl. 19.00.

Bliv ven med Vikingeskibsmuseet!

Venneforeningen blev etableret i 1990 og tæller omkring 600 medlemmer. Foreningen er rundet af et ønske om at bakke Vikingeskibsmuseet op i den formidling og forskning af nordisk skibs- og bådebygningkultur og marinearkæologi museet er sat i verden for at udøve.

Som medlem af foreningen støtter du museets arbejde gennem en årlig økonomisk donation. Hvert år donerer foreningen omkring en tredjedel af medlemsbetalingen til specifikke projekter på museet. Foreningen afholder også årligt fem til seks foredrag, og støtter ydermere museet gennem medlemmers frivillige arbejde.

Som medlem af Venneforeningen får du:
• Fri adgang til Vikingeskibsmuseet hele året inkl. en ledsager
• Fri adgang til foreningens fem til seks årlige foredrag inkl. en ledsager
• Medlemsrabat på 15% ved de fleste af museumsbutikkens varer samt 30% på museets egne bogudgivelser over 100 kr. 

» Læs mere om venneforeningen...
» Download venneforeningens foredragsprogram for efteråret 2019... 


Created by Sabine Stubbe Østergaard