Her bygger vi både mennesker og både

Published 05th Feb 2014

På Vikingeskibsmuseets bådeværft er en smuk træbåd ved at tage form.

Der bliver høvlet, målt, følt og diskuteret former, vinkler og byggeriets videre forløb lidt mere end normalt på bådeværftet. En særlig båd og et særlig projekt er nemlig på bedding. Flere mennesker er i fuld gang med arbejdet, og luften emmer af entusiasme og træ.
Projektet er et unikt samarbejde mellem elever fra 'Base 4000', Roskilde Produktionsskoles maritime linje, og Vikingeskibsmuseet. Eleverne går på den del af produktionsskolen, der ligger på Museumsøen lige ved siden af bådeværftet, for at blive afklaret omkring sig selv, evner, interesser og uddannelsesvalg. For Vikingeskibsmuseet er eleverne en uundværlig del af den daglige drift. Det at bygge, sejle og vedligeholde museets både er en central del af produktionsskolens undervisning og af Vikingeskibsmuseets aktiviteter.

Båden bygger mennesker

På bådeværftet, hvor træbåden - en travalje - er ved at blive bygget, går tingene op i en højere enhed. "Umiddelbart ser det ud som det ’bare’ er mennesker, der bygger en båd, men i det her tilfælde er det også båden, der bygger mennesker. Eleverne udvikler sig, mens båden bliver til", fortæller Bjarni Næss Sørensen, der er faglærer på den maritime linje.

Men det er ikke kun på det personlige plan, at de udvikler sig. Faglærer Ole Bønding, der er tovholder på byggeprojektet, er dybt imponeret over elevernes engagement og faglige udvikling.

"Eleverne har virkelig godt indblik i, hvordan det hele hænger sammen og hvorfor", fortæller Ole Bønding.

Mens han fortæller om det store puslespil, det er at lave et sejl ud fra en enkelt skitse, griber en af eleverne fat i ham. Hun vil høre om det kan passe, at sejldugen skal klippes der, hvor Ole har sat en streg. Det vil nemlig betyde, at sejlet bliver ti centimeter for kort i forhold til masten.

Det fremgår ikke af skitserne af sejlet, men det passer, for sejlet bliver fastgjort ti cm under toppen af masten, og det har Ole indberegnet i sine mål. Det kunne eleven ikke vide, men hun vidste, at der var noget, som ikke stemte.

"Det er så fedt at se, at eleverne har overblik og stiller faglige spørgsmål. De er virkelig vågne på, hvad der foregår", griner Ole Bønding.

En travalje

En travalje er oprindeligt et sidefartøj til store skibe som Georg Stage. Travaljer blev brugt til at komme til og fra land for årer eller sejl og derudover er de blevet brugt til at træne elever og kadetter i at ro og sejle.

Hele båden er lavet i naturmaterialer. Båden er bygget af lærk på eg, sejlet er bomuld og rigningen bliver af tjæret naturhamp.

Eleverne har været med i hele processen, og skroget på produktionsskolens travalje er færdigt. Ved første øjekast kan det se ud som om at båden næsten er færdig. Men bådebyggerne og eleverne er kun halvvejs.

En flok elever og to bådebyggere har været en tur i skoven for at finde og fælde det træ, der skal blive til travaljens mast. Den er ved at blive høvlet til. Det samme gælder for årerne, der også er ved at tage form og sejlene begynder at ligne sejl. Og så mangler alt det, der skal være inde i båden.

Der er nok at lave inden den planlagte søsætning omkring den 1. maj og Ole Bønding er en travl, men glad mand.

"Det er okay at have travlt, når det kun er sjove ting, man laver", fortæller han med et stort smil, der ikke lader nogen i tvivl om at projektet allerede er en succes for eleverne, Vikingeskibsmuseet og båden.

Fakta:

Byggeriet af travaljen forventes afsluttet omkring 1. maj.
Arbejdet kan følges på Bådeværftet alle hverdage fra kl. 10 - 15.

Projektleder: Ole Bønding, Bådebygger og faglærer på Maritim linje,  Base 4000, Roskilde Produktionsskole.

Journalist: Louise Crandal

Vikingeskibsmuseet:
Vindeboder 12, 4000 Roskilde, tlf.: 46 300 200

Åbent dagligt kl. 10.00 - 16.00
Entre: Børn/unge under 18 år har gratis adgang. Voksne 80,00 kr.


Created by Journalist: Louise Crandal