Biter - roernes sæde

Biter og bjælker bliver som regel hugget ud af et ret stykke træ, og fastgjort med et knæ i hver sin side. Men ofte er det sådan at der er et ”groet knæ” i den ene side. Det vil sige at der er valgt en stamme med en gren der har haft den rigtige facon.  

Biterne er vigtige dele af spantet, en bite med sin bundstok, knæ og oplængere er den stiveste konstruktion i en båd. Styrken i plankerne, bundstokkende, knæene mv. er stor, fordi de alle følger træets fiber. Derfor kan alle disse emne hugges ned til små dimensioner og samtidig være stærke. Plankerne, kølen og spanterne indbyrdes, kan give lidt efter. Det giver tilsammen et stærkt og fleksibelt skrog, som er kendetegnet for den åben, nordiske, klinkbyggede båd, der har sin oprindelse i bådene fra før vikingetiden.