På bådeværftet bedrivers der løbende forskning, der udgives som rapporter, der vederlagsfrit kan downloades fra museets hjemmeside          

I  rapporterne beskrives blandt andet dele af Vikingeskibsmuseets eksperimentalarkæologiske forskning.

Arbejdsrapporter

Siden 1977 har museet, med skibsrekonstruktør Erik Andersen som den utrættelige drivkraft, gennemført et langsigtet eksperimental-arkæologisk forskningsprojekt omhandlende fremstilling, forarbejdning og afprøvning af uldstoffer til råsejl. Forskningen er foregået i samarbejde med tekstilhåndværkere, ingeniører og bådbrugere. Der er blevet fremstillet uldsejl i forskellige størrelser og kvaliteter til forskellige fartøjer med udgangspunkt i analyser af arkæologiske tekstilfragmenter og bevarede uldsejl fra nyere tid.

Næsten to års arbejde

Det nyeste skud på stammen er et 25 m2 stort uldsejl fremstillet til en af museets traditionelle vestnorske både, en såkaldt oselver. Stoffet blev vævet på en opretstående vægtvæv i Vikingeskibsmuseets udstilling. Arbejdet blev indledt i juli 2006, og fortsatte frem til maj 2008. Publikum kunne følge væver Anna Nørgårds arbejde på tætteste hold. Det spillede godt sammen med arbejdet på museets bådeværft, og demonstrerede, hvordan den maritime kultur og søfart også har været båret af et tidskrævende kvindehåndværk, der bygger på en omfattende viden om uldens egenskaber, udvælgelse, behandling og brug. 

Uldsejlsprojektet har altid været afhængigt af gavmilde givere. Fremstillingen af Oselvens uldsejl er ingen undtagelse. Arne Vinther, medlem af Vikingeskibsmuseets Venner, og Foreningen Vikingeskibsmuseets Venner skabte det økonomiske grundlag, der muliggjorde både vævningen af sejldugen og syningen af sejlet.

Første gang

"Projekt ’Oselvens sejl’ har bragt museets eksperimental arkæologiske uldsejlsforskning et godt skridt videre. Det er første gang, vi har fremstillet et helt sejl på vikingetidens væv. Det har givet en kvalitativt anderledes indsigt og erfaring end den, vi tidligere har opnået ved fremstilling af mindre stofprøver på den opretstående vægtvæv", fortæller Vikingeskibsmuseets direktør Tinna Damgård-Sørensen, som har skrevet forordet til arbejdsrapporten. 

Som et resultat af den omfattende arbejdsproces har Anna Nørgård, som det fremgår af rapporten, fået mulighed for at foretage en mere realistisk vurdering af tidsforbrug, arbejdsprocesser og redskabernes anvendelighed. Hun har desuden dokumenteret slidspor på redskaber og vægtsvind på vævevægte.  

» Hent arbejdsrapporten 'Et uldsejl til Oselven' (pdf, 1,9 MB)... 

I 1898 gjorde sprogforskeren Jakob Jakobsen et notat vedrørende en fortælling om, at der på Túali i Mykines havde boet en nordmand ved navn Benjamin, der ejede en teinæringur, og at båden havde haft bjælder monteret ved åretollene, som ringede når der blev roet. Bemærkelsesværdigt er det, at jordebogen synes at bekræfte dette: I 1640-1653 boede en bonde ved navn Benjamin Guttesen på Túali i Mykines.

I 1947, 49 år senere, var fortællingen om denne store båd stadigvæk levende på Mykines. Da fortalte geologen Jóannes Rasmussen til arkæologen Sverra Dahl, hvad han havde hørt om teinæringen. Båden var blevet roet af 18 mand og anvendt til handelsrejser til havnene og desuden nordpå til Eiðis for at holde Jul. Toften til det naust, hvor båden skulle have stået kunne stadigvæk udpeges. 

Overleveringen og fortællingen om teinæringen på Mykines ved midten af 1600-tallet fascinerer naturligvis stadigvæk bådinteresserede på Færøerne. Den 24. oktober 1999 blev der derfor stiftet en forening på Færøerne med det formål, at få afprøvet en teinæring bygget indenfor den færøske bådebyggertradition. 

Foreningen bad efterfølgende Vikingeskibsmuseets færøske bådebygger Hanus Jensen om at udføre en byggemodel af teinæringen. Hanus Jensen indvilgede, og sideløbende skulle så Vikingeskibsmuseets sejlekspert Erik Andersen, på dette grundlag, udføre et rigforslag til den store båd. Det resulterede i Hanus Jensens fine byggemodel og denne rigrekonstruktionsrapport.  

» Hent 'Sejl og rig til rekonstruktion af en teinæringur hjemmehørende på Mykines omkring 1640-1653' (Pdf, 1,483 KB)...