Åledrivkvaser. Historie og baggrund

En Åledrivkvase er en klinkbygget båd fra begyndelsen af 19-hundredetallet.

Båden har fået sit navn på baggrund af den meget specielle fangstmetode fiskerne brugte til ålefiskeriet. De fangede ålene med et drivvod (et net). Med sejlene fik de båden til at drive sidelæns gennem vandet, hvorved drivvoddet blev spilet ud mellem to bomme, en for og en agter.

Betegnelsen kvase bliver brugt om en båd med indbygget dam. En dam er et rum i båden hvori der, på grund af en masse huller i bunden af båden, altid er frisk havvand hvor fiskene kan opbevares levende, til de sælges på land.

Den Åledrivkvase vi bygger på Vikingeskibsmuseets bådeværft, tager udgangspunkt i de både der blev bygget af bådebygger Christian Nielsen i perioden fra 1890 til ca. 1910-15. Han havde sit bådebyggeri på øen Fejø, der ligger i Smålandshavet, nord for Lolland. På billedet ses Christian Nielsen med hele sin familie og en nybygget drivkvase i baggrunden. Hans ene søn, Carl Nielsen, drev bådebyggeriet på Fejø videre.

Carls søn, Christian Nielsen blev også bådebygger, og fortsatte senere sit arbejde på Handels- og søfartsmuseet på Kronborg. Her målte han blandt andet en masse gamle danske bådtyper op, over hele Danmark. Hans opmålinger er udkommet i bogen "Danske Bådtyper". (Den kan købes i museets web-butik)

Åledrivkvaserne var omkring 26-28 fod (ca. 8,5m) lange. De havde et sværd midt i båden, som kunne trækkes op eller skubbes ned, alt efter om båden skulle sejle eller drive med vod. Her ses sværdet og dammen samt klyverbommen forrest og drivbommen ude agter, hvorfra drivvodet blev spilet ud.

Den store rig gav Åledrivkvasen rigtig gode sejlegenskaber, hvilket resulterede i mange kapsejladser kvaserne imellem. Her har Elisabeths Minde, bygget i år 1900, sat alle sejl. Forfra er det: klyver, fok, gaffel-storsejl med topsejl og agterst, mesansejlet.

Netop på grund af sine gode sejlegenskaber er Åledrivkvaserne stadig en fornøjelse at sejle med. Vikingeskibsmuseet ejer en drivkvase, Viktoria fra 1904. Den fremstår i dag som dengang den blev bygget. Den ligger i museets havn og sejles af sit bådelaug, Viktorialauget.

Den anden åledrivkvase, der ligger i museumshavnen, hedder Dan. Den er privatejet og er også tilbageført til 1906-udgave, som den blev bygget af Christian Nielsen.

Her ses Dan og Viktoria på Roskilde fjord i 2005.

Den Åledrivkvase vi bygger på Bådeværftet lige nu, er bestilt af en privat kunde. Den skal bruges som lystbåd.

Den nye båd får en indenbords motor, men bliver ellers bygget og indrettet som de gamle kvaser.

Byggeriet kan følges her på hjemmesiden.