Skibets sejl

Vikingeskibenes sejl gjorde det muligt at tilbagelægge store afstande og sparede roerne for mange timer bag åren. Men der lå også et stort arbejde bag, både i at lave sejlene og i at få sejlet til at passe til det enkelte skib og skibstype. Vikingerne brugte forskellige materialer til deres sejl, og de to vigtigste var hør og uld. Begge typer har fordele og ulemper.

Hør, som er en plantefiber, giver et let og stærkt sejl. Men det er et stort arbejde at bearbejde hør-fibrene og gøre dem klar til vævning, og desuden rådner ret let.

Uld giver også et let sejl, men sejlet bliver mere elastisk. Uld rådner ikke, men er svære at overfladebehandle så det bliver tæt nok, end hørsejlet er. 

Læs mere om hvordan Vikingeskibsmuseet har rekonstrueret sejl under skibets håndværkere.

Sejlet størrelse

Vikingeskibenes firkantede sejl, som kaldes råsejl, var i størrelse og form udviklet så det passede til den enkelte skrog-størrelse og skibstype. Det vigtigste er at få den rigtige balance mellem skrog, sejl og ror under sejlads op mod vinden, dvs. under bidevindsejlads.

  • Bliver sejlet for bredt i forhold til skibets skrog og skrogform, søger skibet væk fra vinden – bliver lægirig (med tendens til at dreje sig så forstavnen vender væk fra den retning vinden kommer fra)- og kan ikke krydse op mod vinden. 

  • Bliver sejlet for smalt, løber skibet op i vinden uden at roret kan hindre det – bliver luvgirig (med tendens til at dreje sig så forstavnen vender i den retning vinden kommer fra). Rettes dette ikke, er skibet farligt at sejle med, ja faktisk ubrugeligt som sejlskib.

  • Bliver sejlet for lavt, er skibet for langsomt, og det sejler først ordentligt når det virkelig blæser. 

  • Bliver sejlet og masten for højt, er belastningerne for store, og der skal rebes for tidligt.

Hertil skal man regne med at den enkelte skibstype er lastet rigtigt, og har den nødvendige ballast.

I vikingeskibenes efterkommere, de nordeuropæiske råsejlsbåde, havde man måleregler for størrelse af mast, sejl og ror for den enkelte bådtype.

Hvad fundene fortæller os

Rekonstruktionen af vikingetiden og tidlige middelalders sejl og rig
(master, bomme, tovværk m.m.) har været en særlig udfordring da der kun er få spor af det bevaret i det udgravede materiale. Derfor er det nødvendigt, at inddrage andre lignende fund og etnologisk materiale. (Etnologi er studiet af menneskers kultur og dagligliv i de europæiske samfund, både i nutid og i fortid.)

Fra vikingetid og middelalder er der fundet en del rig-detaljer som fx. blokke, vantnåle (vantnålens funktion er dels at stramme, dels at låse vanttovet, som holder masten), mastestumper, rå mv. Fundene viser at der er sket meget få variationer gennem tiden, også i forhold til de sidste nordiske råsejlsbåde, i det tidlige 20. århundrede. Kombineret med den mundtlige overlevering er det er derfor muligt at udføre rig-rekonstruktioner af de enkelte skibsfund.

Marianne Juelsgård Horte, Vikingeskibsmuseet