Skibets sejl

Vikingeskibenes sejl gjorde det muligt at tilbagelægge store afstande over åbent hav. Der lå et stort arbejde i at væve sejlene og få tilpasset det enkelte skib og skibstype. Vikingerne brugte forskellige materialer til deres sejl. De to vigtigste var hør og uld - bygge har fordele og ulemper:

Hør, som er en plantefiber, giver et let og stærkt sejl. Men det er et stort arbejde at bearbejde hør-fibrene og gøre dem klar til vævning, og desuden rådner det let.
Uld giver også et tungt sejl, men sejlet bliver mere elastisk. Uld rådner ikke, men er sværere at overfladebehandle og tætne. 

Læs mere om hvordan Vikingeskibsmuseet har rekonstrueret sejl under skibets håndværkere.

Sejlet størrelse

Vikingeskibenes firkantede sejl, også kaldet råsejl, var i størrelse og form udviklet så det passede til den enkelte skrog-størrelse og skibstype.
Det vigtigste er at skabe den rigtige balance mellem skrog, sejl og ror under sejlads op mod vinden, dvs. under bidevindsejlads.

  • Bliver sejlet for bredt i forhold til skibets skrog og skrogform, søger skibet væk fra vinden – bliver lægerig (med tendens til at dreje sig så forstavnen vender væk fra den retning vinden kommer fra)- og kan ikke krydse op mod vinden. 
  • Bliver sejlet for smalt, løber skibet op i vinden uden at roret kan hindre det – bliver luvgerig (med tendens til at dreje sig så forstavnen vender i den retning vinden kommer fra)

  • Bliver sejlet for lavt, er skibet for langsomt, og det sejler kun optimalt når det virkelig blæser. 
  • Bliver sejlet og masten for højt, er belastningerne for store, og der skal rebes for tidligt - dvs. arealet af sejlet skal mindskes for at tilpasses vinden.

Hertil skal man regne med, at den enkelte skibstype er lastet rigtigt, og har den nødvendige ballast.

Til de senere nordeuropæiske råsejlsbåde var der udviklet måleregler for størrelse af mast, sejl og ror for den enkelte bådtype.

Hvad fundene fortæller os

Rekonstruktionen af sejl og rig fra vikingetid og tidlig middelalders sejl
(master, bomme, tovværk m.m.) har været en særlig udfordring, da der kun er få spor bevaret i det arkæologiske materiale. Derfor er det nødvendigt, at inddrage andre lignende fund og etnologisk materiale. (Etnologi er studiet af menneskers kultur og dagligliv i de europæiske samfund, både i nutid og i fortid.)

Fra vikingetid og middelalder er der fundet en del rig-detaljer som fx. blokke, vantnåle (vantnålens funktion er dels at stramme, dels at låse vanttovet, som holder masten), mastestumper, rå mv. Fundene viser at der er sket meget få variationer gennem tiden, også i forhold til de nordiske råsejlsbåde fra det tidlige 20. århundrede. Kombineret med den mundtlige overlevering er det derfor muligt at udføre rig-rekonstruktioner af de enkelte skibsfund.