Falster Virke

Når vikingetidens falstringer følte, at der var fare på færde, så søgte de hurtigst muligt til midten af øen, i sikkerhed bag Virkets volde. Bortset fra den smalle sydlige strækning af øen havde ingen af øboerne mere end 15 km til et af Danmarks største forsvarsværker fra oldtiden. Over en strækning på 1,5 km blev der opført jordvolde; op til 40 m brede og med palisade i en halvbue. Volden kan stadig ses fra Virketvej ved Tresnippen til Listrupvej. Der er info-skilte på stedet.

Andre spændende steder fra Vikingetiden i nærheden.

Yderst på den østlige spids af Møn ligger Busene Have med udsigt ud over Østersøen – det har været et populært sted for begravelser gennem hele oldtiden. Her er 10 gravhøje fra bronzealderen, et par imponerende stensætninger fra stenalderen og flere bautasten rejst i vikingetiden.

► Læs mere om Busene Have her

Grønsund mellem Sjælland og Falster udgør den naturlige hovedvandvej fra Østersøen til øhavet sydvest for Sjælland. Ca. 2 km syd for Stubbekøbing fandt arkæologer i 1981 velbevarede, men udslidte skibs dele, som stammede fra flere forskellige skibe.

► Læs mere om Fribrødre Ledingshavn her

I den store Vålse Vig fandtes før inddæmningen i 1800-tallet en række naturligt beskyttede anløbspladser med ferskvandskilder; en fordelagtig placering med adgang til Østersøen og Smålandshavet. Handlen fra Vålse Vig har været lukrativ, det vidner fundet af en stor sølvskat i 1835 om.

► Læs mere om Vålse Vig her

Centralt på Lolland, midt imellem Maribo Søerne, ligger Hejrede Vold, som var for lollikkerne, hvad Virket var for falstringerne – et forsvarsværk anlagt i jernalderen, men i brug helt op til middelalderen.

► Læs mere om Borgø og Hejrede Vold her

To af Lollands runesten er endt i forhallen til museet i Maribo. Skovlængestenen har været kendt siden 1600-tallet, hvor den ifølge skriftlige kilder stod i en stenbro på vej til Gurreby, umiddelbart øst for Nakskov. På stenen står der “Astrad rejste denne sten efter Jyde, sin far, en meget god thegn” – thegn betyder formodentlig en høvding og er en titel, som må have været ret udbredt i vikingetiden, da den er brugt på runesten over hele landet.

► Læs mere om Museum Lolland-Falster her