Lund

Lund bliver grundlagt med den kongelige bolig, Lundagård af Svend Tveskæg omkring 990.

Det ældste kendte dokument i Norden er Knud den Helliges gavebrev fra 1085, til Skt. Laurenti kirke i Lund. Det er skrevet på pergament, med latinske bogstaver og skrevet med pen og blæk; ligesom man gjorde på Kontinentet- landene syd for Danmark. I 1103 blev biskoppen i Lund udnævnt til ærkebiskop for hele Norden og de Nordatlantiske øer, og Lundagård blev også bolig for ærkebiskoppen. Med Knud den Helliges gavebrev havde byen fået mulighed for at opføre en domkirke af sandsten, der erstattede den eksisterende kirke. Der blev hentet stenhuggere fra Rhinområdet i Tyskland og fra Italien, og en formentlig italiensk arkitekt ved navn Donatus fik opgaven. Domkirken stod først færdig ca. år 1180. 

Lund var et vigtigt centrum for den danske kongemagt i middelalderen, og med en domkirke, 27 kirker og et kloster blev byen også kaldt for Nordens Rom. I middelalderen var der ca. 3000-4000 indbyggere i Lund, der dermed var en af datidens største byer i Skandinavien. Fra 1000-tallet befandt Danmarks vigtigste møntværksted sig i Lund på Lundagård; f.eks. blev der på én dag i 1231 slået 13.000 mønter.  

Malmø, der bliver anlagt i 1200-tallet, overtager efterhånden Lunds betydning. Lundagård doneres til kirken i 1380, og kongen har dermed ikke længere en kongsgård i byen. I 1440 overtager Malmø prægningen af mønter.