Sorte Muld

Ved Ibsker sydøst for Svaneke lå der i jernalderen en meget rigt bopladskompleks, Sorte Muld, der ud fra arkæologiske udgravninger har dækket et område på omkring en kvadratkilometer.

Navnet Sorte Muld, stammer fra de enorme ophobninger af trækul, gødning fra husdyrhold samt køkken- og bygningsaffald, som igennem århundreder er blevet efterladt og formuldet på stedet. Dette kulturlag er ca. 1,4 m tykt, og jordens fosfatindhold (PH-værdi) på Sorte Muld er det højeste blandt de øvrige jernalder- og vikingetidslokaliteter med bevaret kulturlag på Bornholm.

Området ved Sorte Muld har været beboet fra århundrederne efter Kristi fødsel g frem til år ca. 750. Pladsen ser ud til at have haft sin storhedstid ca. 400-650 e.Kr. Blandt de helt enestående fund fra perioden ca. 550-650 e. Kr. er 2500 guldgubber, små guldblikplader med billeder af mænd og kvinder eller dyr, der er præget eller udskåret.

Guldgubbernes betydning og funktion kan have været af både økonomisk og kultisk karakter og Sorte Muld har antagelig været et såvel administrativt som religiøst magtcenter med en fyrstehal og en kultbygning.

Både guldgubber og andre fund viser, at pladsen har haft kontakter, der rakte ud over Bornholm, til blandt andet Sydsverige og det øvrige Danmark. Kontakterne viser, at sejlads og handel får en øget betydning i løbet af yngre jernalder. Rundt om Svaneke vidner flere fund om de naturhavne, der er blevet benyttet som anløbspladser.

Der er også fundet oldsager fra vikingetiden på Sorte Muld, men pladsen antages at være blevet ødelagt i løbet af denne periode.

Andre spændende steder fra Vikingetiden i nærheden.

For amatørarkæolog Klaus Thorsen startede det i 1993 med fundet af en enkelt arabisk mønt af sølv. De følgende dage dukkede flere sølvfund op under metaldetektoren, indtil den til sidst fangede et signal dybere end pløjelaget. Med fingrene finkæmmede han jorden og fandt på den måde Pæregårdsskatten, et af Bornholms største sølvfund omkring 950 år efter, at den var blevet gravet ned mellem to tagbærende stolper i et hus fra vikingetiden. 

Læs mere om Bornholms Museum her

Runestenen er den største på Bornholm, og har oprindelig stået ved en lille høj. Den blev flyttet i 1700-tallet, og siden genfundet i 1868, hvor den havde været brugt som dæksten på Brogårdsbroen over Baggeå.

► Læs mere om Brogårdsstenen her

Det svært indtagelige klippeplateau er i sig selv en naturlig fæstning, men vikingerne forstærkede den med volde bygget af kampesten, ler og jord. Her, langt inde i hjertet af Bornholm blandt klippetoppe og kløfter, fungerede Gamleborg formentlig som kongens centralborg og hovedbefæstning, langt væk fra kysten og Østersøens hærgende sørøvere.

► Læs mere om Gamleborg i Almindingen her

“Bøgebjerget er en lille aflang skovbevoxet Bakkeryg, som har været tæt belagt med en Samling Grave fra den yngre Jernalder. Denne mærkelige Gravplads er i Sommeren 1877 bleven undersøgt, dels af mig dels af Kammerherre Vedel og mig i Forening…”. Sådan skriver skolelærer J.A. Jørgensen i 1877, da han sammen med amtmand Vedel udgravede en lille andel af gravene. I tre af stenkisterne er der fundet skålspænder, de store ovale spænder, som kvinder i vikingetiden bar en af ved hver skulder.

Læs mere om Bøgebjerg her

Det er ikke for ingenting, at det bakkede landskab små 4 km nordvest for Nexø med rå klipper, skov og moser endte med at få navnet paradis. Her kan man besøge Gamleborg i Paradisbakkerne, en anden af Bornholms tilflugtsborge og for et øjeblik forestille sig, hvordan mennesker har søgt tilflugt her fra indtrængende fjender og ufred. Den blev anlagt på en ca. 20 m høj klippeknude måske så langt tilbage som i bronzealderen.

► Læs mere om Gamleborg i Paradisbakkerne her