Byerne opstår

I vikingetiden blev de første egentlige byer i Skandinavien bygget. De spillede en vigtig rolle for udviklingen af handlen og for kongemagtens administration.

Særligt udvalgte pladser for handel var ikke noget nyt i vikingetiden. Allerede i jernalderen havde man markedspladser, hvor handlende mødtes flere gange om året. Det er dog først på overgangen til vikingetiden, at man kan se planlagte bysamfund.

De tidlige byer

Vikingetidens tidlige byer som Birka i Sverige, Kaupang i Norge, Ribe, Hedeby og Århus i Danmark, voksede frem af tidligere markedspladser. Nogle opstod langsomt ud fra et behov om gradvis større aktivitet hele året. Andre havde karakter af, at være mere planlagte byanlæg fra starten, evt. opbygget af konge eller en anden lokal stormand.

De tidlige byer lå på steder hvorfra handelsmændene let kunne sende varer videre ud i landet og i verden.  De lå normalt ved naturhavne på kysten eller i fjorde med forbindelse til havet. 
Besøg af handelsmænd fra fremmede egne betød nye og spændende varer, f.eks. glas og vin fra Frankeriget (Tyskland, Frankrig, Holland), samt silke og krydderier fra Orienten.

Den øgede kontakt til fremmede lande, både gennem handelsfolk, men også gennem, bragte mange gode varer til Danmark, især meget sølv.

Derfor blev behovet for sikkerhed omkring handelen større og større. På markedspladser og i byerne var der behov for en garanti for fred og orden, ellers kom handelsmændene ikke. Denne garanti var i mange tilfælde kongen eller en lokal høvding, som til gengæld fik forskellige afgifter og privilegier. I nogle byer ejede kongen jord og rådede over forskellige embedsmænd til opkrævning af told og til forsvar af byen.
Op gennem 900-tallet udvidedes, befæstedes og styrkedes byerne i en sådan grad, at der tydeligvis stod en magtfuld og velhavende person bag disse forandringer. Ligeledes findes eksempler på, at konger indbyrdes lavede aftaler om fred for handelen i deres grænseegne.

Flere af de tidlige byer forsvandt, da deres beliggenhed ikke længere var optimal. Der opstod nye og andre handelsveje, og fragtskibenes udvikling til større og tungere fartøjer gjorde det svært at komme frem, hvis området var meget lavvandet. Den centrale kongemagt kan have ønsket at placere byerne anderledes ud fra indenrigspolitiske og strategiske kriterier, og dermed have medvirkende til, at der opstod nye byer og gamle blev forladt. I Hedeby var et angreb og afbrænding af byen i midten af 1000 – tallet medvirkende til, at byen forsvandt. 

Fakta: Kontakten til det fremmede betød ikke blot nye varer, men også kendskab til nye skikke og andre livsformer. Nordens apostel, munken Ansgar, besøgte Birka i 829 og i Danmark fik han lov at opføre en kirke i Hedeby omkring 860 og senere i Ribe.

De nye byer

Fra midten af 900-tallet og op i 1000-tallet opstod en ny type byer. Byer som Sigtuna i Sverige, Tønsberg og Oslo i Norge samt Roskilde, Odense, Viborg, Ålborg, Slesvig og Lund (Skåne) i Danmark. Nogle af de nye byer erstattede ældre by dannelser, mens andre ældre byer som Ribe og Århus blev større og mere strukturerede. Fælles for dem alle var, at grundlaget for deres opståen eller udvidelse var et helt andet end i de tidligere byer. De nye byer voksede ikke frem af markedspladser, som de gamle gjorde. I stedet for handlen, var det nu den voksende kongemagts behov for et centrum for administration og forvaltning, samt for den nyetablerede katolske kirke.

De nye byer lå ofte centralt og strategisk placeret i en landsdel. Husene stod tættere og i flere tilfælde bygget op med hovedgaden som byens centrum, og ikke havnen, som det var i de ældre byer. I midten af byerne var der ofte et torv hvor folk mødtes og handlede. Folk der boede i byerne var håndværkere og købmænd. De købte mad af bønderne, der boede på jorderne uden for byen.

Kongerne samlede alle deres embedsmænd i disse byer. De skulle hjælpe ham med at styre hans kongerige. Embedsmændenes opgaver var at samle ledingen (hæren), de opkrævede told i forbindelse med handel og de tillod opførelse af kirker til udbredelse af den kristne tro.

Kristendommen blomstrede i de nye byer og der er fundet tegn på mange kirkebyggerier. Ofte kendes en by fra de skriftlige kilder i forbindelse med, at der er givet tilladelse til at opføre en kirke, eller at byen er blevet nævnt som bispesæde. Lund bliver det første ærkebispesæde i Norden i 1104 og flere af byerne påbegynder opbygningen af prægtige domkirker i sten allerede i slutningen af 1000-tallet og begyndelsen af 1100-tallet.  

Skandinaviske byer i vest

Vikingerne fik også stor betydning for udviklingen af byer i både England og Irland. Efter de første bølger af plyndringstogter erobrede vikingerne sig jord og bosatte sig. Denne nordiske kolonisation betød en opblomstring af handelslivet og bykulturen.

Barbara Højlund, Vikingeskibsmuseet
Red: Marianne Juelsgård Horte, Vikingeskibsmuseet