Byttehandel og møntøkonomi

Arabiske mønter, bidesølv. Foto: Vikingeskibsmuseet
Arabiske mønter og bidesølv. Foto: Vikingeskibsmuseet

I vikingetiden brugte man mønter i Norden. Men der kunne være stor forskel på hvor meget de var værd og hvordan man betalte med dem.

Byttehandel var almindeligt i vikingetiden. Folk mødtes på markedspladser og byttede overskuddet fra egen gård til ting, de manglede. Det kunne være nødvendigheder som redskaber, tøj og dyr eller luksusgenstande som smykker og glas.

I løbet af vikingetiden blev sølv mere almindeligt at handle med. I starten var sølvet som en vare, hvor man betalte efter vægt. Senere blev sølvmønter almindelige og man betalte med et antal mønter. Der stod ikke en værdi på mønterne, som vi kender i dag.

Den første måde at handle på kan kaldes for bytteøkonomi, den sidste for møntøkonomi.

Købte man kun småting, var en hel sølvmønt for værdifuld og man klippede derfor mønten i stykker. I dag findes der masser af itu-klippede mønter fra vikingetiden.

Betaling kunne også ske med ” bidesølv” – en sølvbarre eller et sølvarmbånd, som man kunne klippe passende stykker af.

Fakta: Guld blev ikke brugt til mønter, men til smykker og andet. 

Sølvet kom til Danmark fra udlandet. Meget kom som krigsbytte fra England, Frankerriget (Tyskland, Frankrig, Holland) eller andre vestlige lande. Andet sølv fik vikingerne som betaling for de danske handelsvarer. Noget sølv kom fra Rusland og Orienten som betaling for vikingernes arbejde som lejesoldater. Lejesoldaternes løn kaldte man sold.

De mønter, man brugte i Danmark var altså ofte udenlandske, selvom der blev slået mønt i Danmark igennem hele vikingetiden. I lang tid efterlignede man de udenlandske mønter. Dem kendte folk, og havde tillid til. Derfor findes der i dag mønter fra Hedeby hvor den frankiske kejser er afbilledet og mønter med ulæselige bogstaver, der er efterligninger af arabisk skrift.

Kongens redskab

Efterhånden blev det almindeligt at bruge danske mønter, og i slutningen af vikingetiden forsøgte kongerne at begrænse brugen af udenlandske mønter, for at vise deres egen magt. Kom man hjem fra togt eller handelsrejse med udenlandske mønter, måtte man veksle dem hos kongens mænd mod en afgift eller skat.

Udover skatterne var der også en anden grund til at kongen gerne ville udbrede sine egne danske mønter. Billeder og skrift på mønterne var nemlig en vigtig måde at viderebringe budskaber på. Det gælder f.eks. kristendommens symboler. Mange mønter fra Harald Blåtands kongetid var med kors.

Hen imod slutningen af 900-tallet begyndte man at lave danske mønter med kongens navn på. Og under Svend Estridsen (1047-74) var det blevet helt almindeligt.

Svend Estridsens krav på tronen var, ifølge de skriftlige kilder, ikke helt legitimt, i hvert fald ikke i alles øjne. Men ved at få sine mønter præget med sit navn, udbredtes kendskabet til ham og folket fik lettere ved at acceptere ham som konge. Den almindelige befolkning lærte ham at kende gennem mønterne.

Mønt-slagning foregik i de store byer og det var et privilegium, som kongen kunne uddele. Blev der slået mønt i en by, var det et tegn på at den var en vigtig by. Det er en hjælp, når vi i dag skal prøve at afgøre en bys vigtighed.

Af: Kristian Helmersen, Vikingeskibsmuseet
Red: Marianne Juelsgård Horte, Vikingeskibsmuseet