De nordiske guder

Vikingernes skabelseshistorie var meget forskellig fra den, der kendes i Bibelen. Her i Peter Madsens velkendte streg fra Valhalla-tegneserierne. Tegning og copyright: Peter Madsen.
Vikingernes skabelseshistorie var meget forskellig fra den, der kendes i Bibelen. Her i Peter Madsens velkendte streg fra Valhalla-tegneserierne. Tegning og copyright: Peter Madsen.

Indtil kristendommen fik overtaget, troede man i Skandinavien på de nordiske guder og den nordiske mytologi. Vikingerne troede på en række forskellige guder og gudinder, som alle havde forskellige evner eller egenskaber. Guderne kunne hjælpe i krig og med jagt eller fiskeri. De herskede over vejret og fik kornet på markerne til at gro. de styrede også menneskernes kærlighed og kunne sørge for at man fik mange børn.

Gudernes konge:
Odin var gudernes hersker. Han havde kun et øje, men kunne alligevel se alt, Han var gud for krig, magi, visdom og runer. Når Odin besøgte menneskenes verden, Midgård, lignede han en meget gammel mand med kun et øje.

Krigsguden Tor:
Tor, var søn af Odin. Han var krigsgud  og frugtbarhedsgud. Hans kendetegn var en magisk hammer som hedder Mjølner, og som han brugte i kamp mod jætterne. Når Tor kørte over himlen i sin magiske vogn, som blev trukket af geder, tordnede og lynede det i Midgård. På denne måde skaffede han regn til bønderne. Tor var den mest populære gud, og mange vikinger havde en lille torshammer som smykke eller amulet.

Frugtbarheds guderne:
Frej og Freja var søskende. Frej sørgede for at kornet voksede og at husdyrene fik unger. Freja var gudinde for kærlighed og frugtbarhed mellem mennesker. Hun sørgede for at kvinderne kunne blive gravide. Freja bestemte også over vikingernes tryllekunst som hed Sejd.

Guderne kæmpede bestandigt mod jætterne, og ved verdens ende skulle guderne og jætterne mødes i et stort slag, Ragnarok. Jætterne var et symbol på det onde og kaotiske i verden.

Nogle af de farligste væsener i verden var Midgårdsormen og Fenrisulven. Midgårdsormen var en gigantisk søslange, som strakte sig hele vejen rundt om jorden. Fenrisulven var en stor glubsk ulv, som guderne havde bundet i en hule, så den ikke kunne sprede død og ødelæggelse. Til Ragnarok slider Fenrisulven sig løs og deltager i Ragnarok sammen med Midgårdsormen.

Figuren på dette spænde tolkes som Odin med de to ravne Hugin og Munin på hver side af hovedet. Foto: Den Antikvariske Samling, Ribe
Figuren på dette spænde tolkes som Odin med de to ravne Hugin og Munin på hver side af hovedet. Foto: Den Antikvariske Samling, Ribe

Blandt andre væsener i den nordiske mytologi kan nævnes dværgene, som var kendt for smedekunst, eller valkyrierne, som hentede de døde vikingekrigere op til Valhal. Når en viking døde i kamp, kom han op til gudernes rige, Asgård. Dér boede han i Valhal hvor han trænede om dagen og festede om aftenen, indtil han skulle deltage i Ragnarok.

Efterhånden blev vikingerne kristne. Det kan du læse mere om på siderne oppe til højre.

Af: Kristian Helmersen, Vikingeskibsmuseet
Red: Marianne Juelsgård Horte, Vikingeskibsmuseet