Nyt fra Femern: 42 dage på skibsvraget i dansk farvand

af Jørgen Dencker, projektleder på undersøgelsen af skibsvraget i dansk farvand

Klokken 17.09 torsdag den 14. juni 2012….

Så er det 47 dage siden det gode skib Vina lagde ud fra Kalundborg med retning mod Femern Bælt, hvor det skulle fungere som dykkerbase for marinarkæologiske undersøgelser af to vrag fra 1600-tallet, der var blevet fundet ved opmålinger af havbunden forud for den Faste Forbindelse over Femern Bælt.

Torsdag den 14. juni 2012 afsluttedes undersøgelserne på vraget i dansk farvand. De seks store ankre blev bjærget og med roret hårdt til bagbord blev kursen sat mod sydligere, varmere himmelstrøg. Klokken 17.09 passerede vi – ja, desværre ikke ækvator – men den tyske farvandsgrænse. Hvor vi straks, af det tyske Polizei, blev afkrævet kopier af de ombordværendes pas.

Klokken 17.41 lod vi det første anker gå ved den nye position, hvor vi i de næste tre uger skal undersøge vraget, som sandsynligvis er det danske orlogsskib Lindormen, som gik ned i Slaget i Femern Bælt 13. oktober 1644.

Vi ligger blot 3 kilometer uden for færgehavnen Puttgarten på Femarn, og de fire færger, der hver time sejler ind eller ud af havnen, må vige os. Vi har udsigt til den store, flydende ”Bordershop” inde i færgehavnen, men med en nul-alkohol-politik her om bord, må vi nøjes med at se og ikke røre. Helt på samme måde som med vores vrag på havbunden: Se men ikke røre.

 På vraget i dansk farvand blev der på trods af omfattende hårdt vejr, gennemført 238 dykninger. Der er blevet dykket så meget som overhovedet muligt, hvilket vil sige 4 gange om dagen med to dykkere på hvert dyk. Ved hvert dyk er dykkerne i vandet 2½ time. 2 timer på havbunden, hvor der arbejdes med vraget og 30 minutter i dykkerkurven på vej til overfladen. Hvor dykkerne får tiden til at gå med at småsludre eller eventuel læse en knaldroman. Jo, man kan faktisk godt have en bog med ned og nå at læse siderne, inden de går i opløsning. Der er således blevet dykket hele ca. 595 timer. Ifølge de professionelle dykkere fra JD Contractor, har de aldrig gennemført så stort et antal dyk på så kort tid.

At dette overhovedet har været muligt skyldes både det avancerede dykkerudstyr og det store dykkerskib, der anvendes. Samt naturligvis de gode dykkere, der er blevet håndplukket til opgaven.

Havde vi ikke haft et så stort og langt skib som Vina til rådighed, havde det helt klart ikke været nå det høje antal dykkertimer, som vi, på trods af mange dage med for meget vind, har haft. Med sine 75 meters længde, har skibet, til en vis grænse, kunne drejes således, at det har skabt læ på den side af skibet, hvorfra dykkerne er blevet sænket ned i dybet.

I de kommende måneder vil vi lave supplerende undersøgelser på vraget i Danmark, og det er derfor stadig totalt forbudt for andre end os at sejle ind i det 2000x2000 meter store forbudsområde. Forbudt er det derfor også at opankre og dykke i området.

Vi er så startet på det tyske projekt, hvor der allerede er fundet store kvajl af ankertrosse og smeltet bronze. I de kommende uger vil dette arbejde kunne følges på Vikingeskibsmuseets hjemmeside.

I de kommende dage vil der komme enormt spændende nyt fra vraget i Danmark. Så følg med og se, hvad der kom ud af de sidste på ugers dykning.

15. juni 2012

Vina, Tyskland

Jørgen Dencker