Vikingerne i England

I 793 plyndrede danske vikinger for første gang på engelsk jord. Overfaldet på klosteret Lindisfarne var begyndelsen på vikingernes magt i England.

De danske vikinger sluttede fred med lokale folk mod betaling af penge – den såkaldte Danegæld. Året efter ankom en større vikingehær på omkring 2000-3000 mand og erobrede det meste af Østengland. Det er siden blev kaldt Danelagen. Ordet betyder egentlig "danerloven".

Svend Tveskæg og Knud den Store

I store dele af vikingetiden var England forholdsvis fredeligt. Men der opstod uroligheder, da den engelske konge Edward blev myrdet i 978, og broren Æthelred på 10 år blev konge. Vikingerne udnyttede uroen og hærgede i 980 den engelske kyst. Svend Tveskæg kom med en stor flåde på 90 skibe og plyndrede det sydøstlige England. Svends hær blev betalt 10.000 pund sølv i danegæld af englænderne. I de følgende 20 år fulgte en periode med konstant plyndring. Angrebene startede som små og spredte overfald, men blev siden samlet i store hære, ledet af høvdinger eller konger. Udbetalingen af danegæld steg hastigt i disse år.

I 1013 sejlede Svend Tveskæg endnu en gang mod England - Denne gang for at erobre landet. Det lykkedes for ham efter kun få måneders kampe. Svend Tveskæg døde året efter, og hans søn Knud blev valgt til konge af hæren. Efter Knuds død i 1035 blev England splittet. To af Knuds fire børn kom til at sidde på den engelske trone, men i 1042 var de alle døde uden efterkommere. Æthelreds søn Edward blev nu konge. Hvad der siden skete, kan du læse mere om i Kampen om England.

Nordiske Stednavne i England

Vikingernes indflydelse i England kan ses på de bevarede nordiske stednavne. Danelagens grænser kan i dag også spores ved hjælp af stednavne. I det sydlige Yorkshire findes flere mindre byer og stednavne, der ender med ordet by. Byerne ligger kun en dags ridt fra den store by York, som i vikingetiden hed Jorvik. Den var en slags hovedstad for de skandinaviske vikinger i England.

Læs mere om vikingerne i England

Ifølge de irske annaler betrådte vikingerne første gang Isle of Man i året 798. Hen mod 820 havde de erobret øen og bosat sig der. De grundlagde en velstående vikingekoloni, der nød godt af handelen mellem Irland og de skotske øer.

Isle of Man lå centralt placeret på sejlruten mellem Skandinavien og Irland. Med sin frugtbare landbrugsjord og gode havne rundt langs kysten udgjorde øen en vigtig base – ikke blot for plyndring og bebyggelse men også for handel med Irland og Skotland.

Arkæologiske fund har bekræftet vikingernes tilstedeværelse på Isle of Man. De mangeartede fundgenstande fra grave og bosættelser samt de bevarede nordiske navne og skikke, skaber et næsten fuldstændigt billede af vikingernes liv på øen. Nogle af de vigtigste vikingelokaliteter på øen omfatter gravhøjene ved Ballateare, borgen Peel Castle på St Patrick's Isle og Tynwald.

Vikingernes herredømme endte i 1265 da Isle of Man blev overgivet til Alexander III af Skotland.

Peel Castle

Peel Castle har gennem flere historiske perioder været et magtcenter og religiøst samlingssted på Isle of Man. I 1982 påbegyndte arkæologer en omfattende udgravning af borgruinerne for at bevise stedets betydning og nærmere datere borgens byggefaser og brug.

Indenfor borgmuren ligger et rundt tårn fra 1100-tallet, en katedral fra 1300-tallet og senere småhuse tilhørende de engelske lords, der regerede Isle of Man.

Udgravningerne viste ikke mindre end 7 hedenske grave indenfor borgmuren, alle lokaliseret ved den senere kristne kirkegård.

Et af de mest spektakulære fund var en gravlagt kvinde fra vikingetiden som tydeligvis nød høj status i samfundet. Graven indeholdt flere rige gravgaver, heriblandt en perlehalskæde. Halskæden er dateret til 900-tallet og består af 73 perler i glas og rav. Perlerne har alle forskellige størrelse, form og farver. Selve antallet af perler på kæden og perlernes forskellighed gør fundet til et af de mest imponerende smykkefund nogensinde.

Ved udgravningen fandt man også en gylden broche hvis fine detaljer og skrøbelighed indikere, at den var mere pynt end anvendelig.

Fakta: Andre gravfund på Isle of Man inkluderer bådgraven ved Balladoole og gravhøje ved Gronk Moar. Bådgraven, dateret til 850-950 e. kr., indeholdt et 11 meter langt vikingeskib med en gravlagt mand og kvinde iklædt fine dragter samt hesteudstyr, værktøj og et skjold. I gravhøjen fandt man en fuld påklædt mand i en kiste med kappe, kniv, sværd og et spænde til kappen.

Tynwald

I 800-tallet grundlagde vikingerne Tynwald, den ældste fungerende lovgivende forsamling i verden – som stadig eksisterer på øen den dag i dag.
Tynwall betyder på oldnordisk åben forsamling og har stærke bånd til de lovgivende forsamlinger vi kender fra Island (Tingvellir) og Færøerne (Logting).

De lovgivende forsamlinger har muligvis været organiseret lokalt og regionalt til at begynde med, men er siden blevet centraliseret til én forsamling, som allerede havde virke før det engelske parlament.
På Tynwald blev gamle love, som fungerede i lokalområderne og som ikke havde været vedtaget fra central hånd, officielle. Nye love blev fremført og straf blev pålagt lovbrydere.

Opgaver

» Død og begravet

» Vikingerne i England

» Vikingernes udseende, tøj og smykker

London er oprindeligt grundlagt af romerne. Men efter deres tilbagetrækning forfaldt byen, og markerer sig først igen i 800-tallet. Byen blev udsat for vikingeangreb flere gange og blev i 1000-tallet en af Knud den Stores vigtigste byer i England. Senere, Under Edward Bekenderen og Harold Godwinson, får London endnu større indflydelse, og under Vilhelm Erobreren opnår byen særlige kongelige privilegier. 

Romerne gav London sin første bro over floden Themsen og befæstede byen med en ringmur. Men efter romernes tilbagetrækning blev området indenfor bymuren nærmest forladt. Først i midten af 600-tallet kan man igen tale om en by ved London.

Vikingerne angriber

I 800-tallet var London en magtfuld og velhavende by, som tiltrak sig de danske vikingers opmærksomhed. De angreb London i 842 og 851, og Den store Hær overvintrede i byen i 871-72.

Alfred den Store, som blev konge i 878, tvang vikingerne til fred og befæstede London. I løbet af det næste århundrede blev London den vigtigste by i England. Der blev slået mønt 8 steder i byen, handelen blomstrede og der blev fremstillet klæde og smykker; også til eksport. Byen blev samtidigt et vigtigt politisk center, hvor Kongen holdt Råd og lovene blev udstedt.

Da Æthelred den Rådvilde som ganske ung blev kronet som engelsk konge, gjorde han London til sin hovedstad. Det var i hans regeringstid, at vikingerne igen fik interesse for England og dermed også London. Svend Tveskæg angreb London uden held i 994 og igen i 1013. Æthelred måtte i flere omgange betale danegæld og måtte til sidst flygte ud af landet. Svend døde i 1014, men hans søn Knud den Store overtog ledelsen af hæren og belejrede London. Æthelred døde i 1016.

Knud den Store blev konge af England og i 1018 sendte han sin vikingehær hjem til Danmark. Han pålagde den engelske befolkningen skatten thingild til opretholdelse af en mindre hær, og i London placerede han danske garnisoner omkring byen; blandt andet omkring kirken St. Clement Danes.

Knud var en populær konge, og hans regeringsperiode var en fredelig tid i England. Knud døde i 1035, og sønnen Harald Harefod overtog den engelske trone.

Fakta: Harefod blev ved sin død begravet i Westminster-kirken, men på befaling fra hans bror Hardeknud blev liget gravet op og kastet i Themsen. Måske blev han genbegravet i St. Clement Danes udenfor bymuren. Freden i England var forbi.

Edward Bekenderen og Harold Godwinson

Da Edward Bekenderen i 1042 blev engelsk konge, gjorde han London til ét af kun tre mødesteder for det Kongelige Råd. Det officielle kongesæde var dog stadig Winchester. Edward var meget religiøs og grundlagde blandt andet det store kloster ved Westminster: Westminster Abbey. Klostreret stod færdigt i 1066 kun få måneder før Edwards død, og han blev begravet dér.

Flere gjorde nu krav på tronen, men da det Kongelige Råd mødtes i London, valgte man Harold Godwinson. Godwinson blev kronet i Westminster Abbey - en handling der viste Londons status som den vigtigste by i England.

Vilhelm Erobreren bliver engelsk konge

Harold Godwinson blev i 1066 angrebet af Hertug Vilhelm (Erobreren) af Normandiet og blev dræbt i Slaget ved Hastings. Efter sin sejr erobrerede Vilhelm flere engelske byer, men han gik uden om London. Vilhelm ønskede, at byen selv anerkendte ham som konge. Dette skete ret hurtigt og London fik herefter udstedt en række særlige privilegier fra den nye konge. Vilhelms privilegier betød, at byen kun skulle svare for kongen alene og stå under hans fulde beskyttelse.

I sin regeringstid opførte Vilhelm borgen Tower of London i byens vestlige udkant.

Opgaver

» Engelske, skotske og irske byer

» Vikingerne i England

I 1060'erne, da der var hårde kampe mellem angelsaksere, nordmænd, danskere og normannere om den engelske trone, sejlede Skuldelev 2-skibet fra Dub­lin til Roskilde. Efter Slaget ved Hastings, hvor Harold Godwinson mistede livet og Vilhelm Erobreren tog den engelske trone, ønskede både Godwinsons sønner i Dublin og deres fars fætter, den danske konge Svend Estridsen i Roskilde, at true Vilhelms magt. Historikeren Saxo fortæller, at Godwinsons børn besøgte Svend i Danmark og Skuldelev 2 har muligvis været i det følge, der bragte familien til Roskilde.

I realiteten faldt imperiet da Edward Bekenderen i 1065 lå for døden. Den angelsaksiske adelsmand Harold Godwinson var på daværende tidspunkt det bedste bud på en efterfølger og da Edward døde i januar 1066, påstod Godwinson, at kongen havde lovet ham tronen på sit dødsleje. Allerede den følgende dag havde han arrangeret en kroning godkendt af Edwards tætteste rådsmænd.

Godwinsons kroning var ikke velset. Både den norske konge Harald Hårderåde og hertug Vilhelm af Normandiet mente, at også de var blevet lovet den engelske trone. Selv den danske konge Svend Estridssen fortæller i 1067 den tyske munk Adam af Bremen, at han skulle have været engelsk konge. 
Derfor kom det i de efterfølgende år til utallige magtkampe i England.

I september 1066 angreb og indtog den norske konge Harald Hårderåde byen York. Men allerede få dage efter stod endnu et slag, denne gang ved Stamford Bridge. Her lykkedes det Harold Godwinsons krigere at besejre nordmændene og dræbe den norske konge.

Slaget ved Hasting

Imens Harold kæmpede mod nordmændene, havde hertug Vilhelm af Normandiet planlagt et angreb på England. Bayeuxtapetet, en af de mest værdifulde billedlige kilder til vikingetiden, skildrer hvordan Vilhelm i oktober ankom til England med næsten 8000 mand, og tvang Harold Godwinson til hurtigt at sende sine krigere sydpå.

Tropperne stødte sammen ved byen Hastings, hvor Harold mistede livet. Da Harold var død og med ham en stor del af Englands adel, var Godwinson-slægten så svækket, at Vilhelm kunne igangsætte sin erobring af hele England. Han indtog den ene store by efter den anden og fik hurtigt tilnavnet Vilhelm Erobreren. Juledag 1066, kun to måneder efter sejren ved Hastings, blev Vilhelm kronet kong Vilhelm 1. af England.

Det politiske efterspil

Godwinson-familien måtte flygte til Exeter, som i de følgende år var hovedbase for oprøret mod Vilhelm. Exeter faldt til Vilhelm i 1068, og tre af Harolds sønner: Godwin, Edward og Magnus flygtede til Dublin, hvor Harolds gamle støtte Diarmit mac Máel var konge.

Fra Dublin drog to af Godwinsons yngste sønner samme år mod Bristol med en hær i forsøget på at rejse et oprør mod Vilhelm. Det lykkedes ikke.

Året efter, i 1069, forsøgte de igen og det kom til kampe i Devon og Cornwall i det sydvestlige England.

Saxo beretter i sin Danmarks Krønike, at to sønner og en datter af Harold Godwinson forinden havde besøgt den danske konge Svend Estridsen i Roskilde. Svend havde foranlediget, at Harolds datter Gytha skulle giftes med Storfyrsten Vladimir af Kiev. Måske aftalte de ved denne lejlighed en knibtangsmanøvre mod Vilhelm Erobreren!

Samme år sendte Svend en flåde på 240 langskibe mod England. Om bord var Svends egen bror Asbjørn. Efter adskillige angreb på de engelske kyster lykkedes det ham at erobre York. Men Vilhelm var snu og brændte store dele af landområderne omkring York ned. Efter et års tid måtte danskerne indse, at de ikke kunne få støtte til at udfordre Vilhelm. De vendte derfor hjem til Danmark igen. Vilhelm Erobreren forblev konge indtil sin død i 1087.

Af: Louise Kæmpe Henriksen

Opgaver

» Vikingerne i England

» Kriger og kamp

» Kampen om England

Værktøjer

» Lav et Normanner skjold

» Lav et sværd

Den 14. oktober 1066 udkæmpede Vilhelm (Erobreren) af Normandiet og Harold Godwinson af England Slaget ved Hastings. Harold havde siddet på den engelske kongetrone i ni måneder og Vilhelm var tre uger før kommet fra Normandiet til England med sine tropper. Begge mente de at være blevet lovet den engelske trone af den tidligere konge, Edward Bekenderen.

Imens kampene mellem Harold Godwinson og den norske konge Harald Hårderåde stod ved Stamford Bridge, forberedte Vilhelm af Normandiet et angreb på England.
Det 70 meter lange billedtæppe Bayeuxtapetet fra 1070’erne fortæller om slaget ud fra Vilhelms synspunkt. 

Slaget ved det grå æbletræ

Vilhelm ankom den 28. september til Sussex i Sydengland med en stor flåde og hær. Historikere i dag mener, at der har været 450 skibe, 7000 mand og næsten 2000 stridheste. Netop antallet af mænd og heste menes at være årsagen til Vilhelms sejr, da Harolds hær havde lidt svære tab i Slaget ved Stamford Bridge kort tid forinden. Englænderne havde ingen erfaring med rytterkamp, og hæren talte derfor primært fodfolk.

Da Harold Godwinson, som befandt sig i York, fik besked om normannernes landgang, skulle han straks have bevæget sine tropper mod Hastings. Her håbede han at kunne overraske normannerne på samme måde, som han lige havde overrasket nordmændene ved Stamford Bridge. Men det skulle blive lige omvendt. I den Angelsaksiske Krønike fra 1066, hvor Slaget navngives "Slaget ved det grå æbletræ", står:

Citat: Kong Harald hørte om dette, og han samlede en stor hær og gik imod ham ved det grå æbletræ, og Vilhelm gik imod ham og overraskede ham, før hans hær var parat..

Et par dage inden Slaget havde Vilhelm, for at undgå kamp, tilbudt Harold en tvekamp. Harold havde ikke svaret og Vilhelms budbringer havde gentaget opfordringen til tvekamp. Anden gang svarede Harold:

Citat: Måtte Herren i dag dømme mellem Vilhelm og mig, og måtte Han undsige, hvem af os, der har ret.

Dermed afviste Harold tvekampen og Vilhelm valgte at gå til angreb. Lørdag den 14. oktober rykkede Vilhelms hær ud af Hastings og mødte Harolds tropper på højdedraget Senlac Hill ti kilometer fra byen.

Vilhelms hær bestod af tre typer krigere. Forreste bueskytter, i midten fodfolk klædt i brynje og bevæbnet med sværd, spyd og skjold. Bagerst rytteriet, ligeledes udrustet med brynje, sværd, lanser, kastespyd og lange dragedekorerede skjolde.

Blandt Harolds tropper skulle være professionelle krigere kaldet huskarle som bar en frygtindgydende langskaftet stridsøkse kendt som "den danske økse", samt sværd, kastespyd og køller.

Harold stod svagt. Han havde allerede mistet en del bueskytter i Slaget ved Stamford Bridge, og på Bayeux Tapetet ses symbolsk kun en enkelt engelsk bueskytte mod de mange i Vilhelms hær.

Efter bueskytterne indstillede skydningen, trådte fodfolket frem, og kampen begyndte for alvor. Efter flere timers kamp satte Vilhelm rytteriet ind, og selvom englænderne kæmpede bravt, kunne de som fodfolk intet stille op. Hen under aften, efter 8 timers kamp, endte slaget, da Harold faldt, og de overlevende englændere blev drevet på flugt.

Erobring af England

Hertug Vilhelm havde vundet sit første slag på engelsk jord, men kampene skulle fortsætte. Efter at hæren havde samlet kræfter, begyndte kampene for at erobre resten af landet. Byerne Romney, Dover og Canterbury blev hurtigt indtaget, og efterfølgende hærgede Vilhelm områderne Sussex, Kent, Hampshire og Middlesex. Han nedbrændte landsbyer og dræbte indbyggere og blev inden længe kendt under navnet Vilhelm Erobreren.

Da juledag nærmede sig, drog han mod London for at blive kronet til konge af England i Westminster Abbey.

Opgaver

» Kriger og kamp

» Kampen om England

I september 1066 angreb den norske konge, Harald Hårderåde England. Efter at have indtaget byen York, forlod han byen igen med en aftale om, at lokalbefolkningen skulle levere ham forsyninger og gidsler ved Stamford Bridge øst for York. Den engelske konge Harold Godwinson, der trods truslen om en invasion sydfra var marcheret mod York med sin hær, fik efterretning om dette, og vandt over nordmændene i et historisk overraskelsesangreb.

Mens den nyvalgte engelske konge Harold Godwinson forberedte sig på at forsvare Sydengland mod den truende invasion fra Normandiet, fik han af vide at den norske konge Harald Hårderåde var ankommet til Tyne med en flåde på omkring 360 skibe.

I Tyne sluttede Godwinsons egen bror, Tostig sig til den norske hær. Drevet af et indædt had til sin magtfulde bror, støttede han op om nordmændenes angreb.
Den Angelsaksiske Krønike beretter, at Harald Hårderåde og Tostig gik ind i byen York og modtog gidsler og forsyninger, hvorefter de trak sig tilbage til deres skibe, der lå ved Riccall syd for York.

Da Harold Godwinson, efter en forrygende ilmarch fra London på kun fire dage og uset af nordmændene, nåede til York med sine tropper, var de fleste af nordmændene rykket mod Stamford Bridge. Her var de blevet lovet, at gidsler fra hele grevskabet ville blive bragt til dem.

Overraskelsesangreb

I York opdagede Godwinson, at han ikke var ventet ved Stamford Bridge, hvilket gav mulighed for at planlægge et overraskelsesangreb. Så få dage senere, dukkede Godwinsons tropper helt uventet op på modsatte side af broen ved Stamford.

Snorres Harald Haarderaade saga fortæller, at umiddelbart inden slaget brød ud, havde tyve engelske ryttere nærmet sig den norske opstilling for at give en besked. En af rytterne råbte: ”Er Tostig Jarl i denne hær?” ”Det kan ikke skjules”, råbte Tostig tilbage, ”her kan I finde ham.” En anden af rytterne sagde: ”Din broder Harold sender dig sin hilsen og med den løftet om fred og hele Northumberland. Og hellere end at undvære dig i sit følge vil han give dig samrådighed med sig over tredjedelen af sit rige.” Men Tostig ville ikke tage imod sin brors tilbud og sendte rytterne tilbage for at meddele Harold Godwinson, at han måtte gøre sig klar til kamp.

Kampen blev voldsom og blodig, og først sidst på dagen, da Harald Hårderådes banner faldt, og kongen selv blev dræbt ved en pil i struben, gav nordmændene op.

Kun få dage efter Slaget ved Stamford Bridge kom der melding om, at Hertug Vilhelm af Normandiet var gået i land i Sydengland for at fratage Harold den engelske trone. Harolds tropper, der var svækket af den lange march og kampen mod nordmændene, måtte endnu engang begive sig ud på en forceret march; denne gang mod syd for at forsvarer den engelske trone.

Opgaver

» Kriger og kamp

» Kampen om England

York er grundlagt af romerne, men byens lange historie er i høj grad præget af vikingerne. Fra 866-927 og igen i 939-954 var York underlagt nordiske vikingekonger og en del af det område man kalder for Danelagen. Selv efter at englænderne tilbageerobrede York, var byen stadig præget af skandinaver, der levede og arbejdede i byen. I 1065 havde to tredjedele af de ca. 20000 registrerede borgere i byen skandinaviske navne.

En præst fra York ved navn Alcuin skriver til kongen i Northumbrien efter de første vikingeangreb mod Lindisfarne kloster i 793, at han er bekymret for sin by, kirke og sit land:

Citat: "Hvad betyder denne blodregn under fasten i st. Peters kirke i byen York, som faldt truende fra taget mod nord, selvom himmel var skyfri? Kan det forventes, at hævnen af blod vil komme fra nord?

Efter vikingerne bosatte sig i York blev opfattelsen af dem dog noget mere nuanceret og vikingerne levede side om side med de oprindelige indbyggere. Der blev indgået handelsaftaler, ægteskaber mm.

Vikingernes indflydelse på York

Da vikingerne erobrede byen, ændrede de ikke blot navnet fra Enforwic til Jorvík, de udbyggede også byen på det beskyttede næs mellem de to floder Ouse og Foss. Området lå godt beskyttet; dels af floderne, som også var adgang til Nordsøen, og dels af de gamle romerske volde og mure.
I denne bydel fik gaderne nordisk klingende navne med endelsen –gate. En stor udgravning i gaden Coppergate viser, at dette byområde var bygget op af smalle og lange grunde adskilt af flethegn, hvorpå husene var placeret med gavlen ud mod gaden, som man også ser i de skandinaviske byer. Fra slutningen af 900-tallet findes huse med nedgravede kældre og tømrede vægge, der kan have været brugt som salgsboder ud mod gaden.

Fakta: Gadenavnet Coppergate betyder ”koppemagernes” gade, og fund af drejede trækopper, tallerkener og hundredevis af de trækerner, der bliver til overs, når man fabrikerer en trækop, understøtter gadens navn.

Fund i Coppergate

I Coppergate udgravningen fandt man også handelsvarer fra både Skandinavien, Østersøområdet, Irland, Skotland, Nordvesteuropa, Byzans og Mellemøsten. Man har bl.a. fundet store mængder af silke fra Byzans, en arabisk mønt, en porcelænssnegl fra det røde hav, vin fra Tyskland, rav fra de baltiske lande, ringnåle fra Irland, klæbersten fra Norge, mønter fra Hedeby og meget andet. De importerede varer bestod både af færdige produkter, men også mange råmaterialer blev videreforarbejdet i York. Derudover har man tydelige spor efter smeden, ben- og kammageren, lædersmeden, smykkesmeden og møntmesteren.

Særligt spændende er fundet af to møntstempler og prøvetryk i bly. Det ene stempel er helt intakt. Stemplet er et "understempel", som har været sat fast i en træklods eller en bænk. De mønter, man finder fra vikingetiden har forskellige motiver på hver side. Derfor må der også have været et ”overstempel”, som har lavet den modsatte side af mønten.

Gennem hele perioden med nordiske vikingekonger i York havde man ærkebisper i byen. Mønter fra 900-årene med torshammer på den ene side og St. Pauls navn på den anden fortæller, sammen med gravsteder med gravgaver efter hedensk skik, at religionerne levede side om side i York under vikingernes herredømme. I byens stenhuggerkunst ses den nordiske indflydelse også tydeligt i mønstre og temaer.

Fakta: Den sidste vikingekonge i York blev dræbt i 954, men vikingerne i Danelagen blev antagelig i området og levede videre som hidtil. Både arkæologiske fund og sproglige levn så som personnavne og stednavne vidner om deres tilstedeværelse.