På det ovenstående kort ses nogle af de historiske steder, byer og lokaliteter i Skotland som opstod i løbet af vikingetiden eller som havde en særlig betydning; handelsbyer, ringborge, domkirkebyer og magtcentre.

» Du kan få et overblik over vikingerne i vest på kortet her...

» Du kan se nærmere på de historiske steder i England på kortet her...

» Du kan se nærmere på de historiske steder i Irland på kortet her...

 

 

Vikingerne i Skotland

Historien om vikingetidens Skotland er hovedsagligt skrevet ud fra de arkæologiske kilder. Bevarede skandinaviske stednavne vidner om færden og vikingebosættelser, men dagliglivet og kulturlivet afsløres kun ved studie af byggetraditioner, grave, handelspladser, værksteder og ikke mindst affaldsbunker ved bosættelser.

De arkæologiske genstande viser at vikingetidens Skotland var præget af selvforsynende familiegårde der overlevede ved både at drive jordbrug, have kvæg, fiske, gå på jagt og indsamle føde.

Handel skete gennem en købmand der kom til området. Dog kom nogle af de første Skandinaviske handelsvare til området med bosætterne.

Vikingernes huse i Skandinavien var hovedsagelig bygget af træ, men i mange områder af Skotland fandtes der ikke tilstrækkelige forsyninger af træ. Træ skulle derfor importeres fra Norge til den bådebygning, skibsstævnene fra Eigg vidner om fandt sted. Til husene var bosætterne dog nødsaget til at benytte andre materialer: sten til vægge, tørv til isolering i væggenes hulrum, drivtømmer til de store, tagbærende stolper, græs, tørv og lyng til beklædning af taget, og tørv og grene til brændsel.

Nordiske stednavne

Stednavnene viser udbredelsen af de områder, der engang beboedes af vikingerne. Kort og oversigter ført gennem århundreder over sogne, landsbyer, gårde, bakkeområder, dale og kyststrækninger, giver et vigtigt indblik i den menneskelige aktivitet, ikke mindst vikingernes.

På Orkneyøerne og Shetland finder man Egilsay (Egils Ø) og Buckquoy, hvor den første stavelse stammer fra kornsorten byg og sidste fra ordet kví, som betyder indhegning. Sammenholdt med de materielle levn, der er fundet ved arkæologiske undersøgelser viser stednavnene at vikingerne etablerede flest bosættelser på nord- og vestøerne, og de medvirker i dag til skabelsen af et mere komplet billede af vikingernes liv i Skotland.

Orkneyinga saga

En af de vigtigste skriftlige kilder til vikingerne i Skotland er Orkneyinga saga. Sagaernes historiske værdi varierer dog og det er ikke altid let at gennemskue om de fortæller sandheden eller blot en 'god historie'. Et godt eksempel er kapitel 106 der beskriver Svein Asleifarsons bedrifter.

Citat: "In the spring he had more than enough to occupy him, with a great deal of seed to sow which he saw to carefully himself. Then when that job was done, he would go off plundering in the Hebrides, and in Ireland on what he called his 'spring-trip', then back home just after midsummer, where he stayed till the cornfields had been reaped and the grain was safely in. After that he would go off raiding again."

Fortællingen er umiddelbart en finurlig beskrivelse om Sveins liv, men dateringsmæssigt hører den til i en periode, hvor plyndringerne i Skotland var hørt op og vikingerne levede i harmoni med den lokale befolkning.

Slaget ved Largs

Vikingetidens slutning bestemmes traditionelt set til slutningen af 1000tallet. Men det skandinaviske herredømme fortsatte på de skotske øer. Efter tre århundreders vikingebesættelse af Skotland genvandt de skotske konger sig de vestlige øer fra vikingerne.

I 1263 besluttede kong Hakon IV at en magtdemonstration var nødvendig for at få bugt med skotternes vedvarende angreb. Den 1. oktober 1263 mødtes de i Slaget ved Largs, hvor skotterne sejrede, og vikingerne blev slået. Vikingerne satte ild til deres strandede skibe og trak sig tilbage. Dette var det sidste vikingeangreb på det skotske fastland, men den skandinaviske indflydelse varede ved helt til 1400-tallet, og nogle aspekter af deres indflydelse eksisterer den dag i dag.