Skakbrikkerne fra Lewis

Skabrikkerne fra Lewis © The Trustees of the National Museums of Scotland
Skakbrikkerne fra Lewis © The Trustees of the National Museums of Scotland

Isle of Lewis var i vikingetiden en af de største og mest tætbefolkede kolonier i det vestlige Skotland.

I dag kan man finde mange skandinaviske landsbynavne på øen. Landsbynavnene kan fortælle, hvor vikingerne boede for 1000 år siden. I dag eksisterer 99 ud af 126 af de landsbyer som vikingerne skabte stadig.

I 1831 blev der fundet en stor samling skakbrikker i en stenkiste på stranden ved Uig. Der var mere end 93 skakbrikker lavet af hvalros- og hvaltand. Hver brik forestiller en menneskelig figur bortset fra bønderne. De menes at være fremstillet i Norge mellem 1150 og 1200. Skakbrikkerne kan dateres på baggrund af den kunstneriske stil, der er brugt især på kongerne, dronningerne og nogle af løberne (biskopperne).

Vi kender ikke årsagen til, at Skakbrikkerne fra Lewis blev skjult i sandklitterne. Vi ved heller ikke meget om hvordan de blev fundet. Men vi ved, at disse usædvanlige og smukt udskårne skakbrikker er blevet et af de mest berømte billeder på vikingetiden. Hver brik repræsenterer en menneskelig figur bortset fra bønderne, der er udformet som simple obelisker.

Tårnet med vilde øjne og tænderne i skjoldet. © The Trustees of the National Museums of Scotland
Tårnet med vilde øjne og tænderne i skjoldet. © The Trustees of the National Museums of Scotland

Springerne (krigerne) sidder i sadlen på små heste og bærer spyd og skjolde.

Alle figurerne har tillukkede ansigtsudtryk med stirrende øjne og stærke træk. Tre af tårnene er fremstillet som vikinger, der er gået besærk. De har vilde øjne, og de har sat deres store tænder i skjoldene af bar krigsgalskab. Selvom tårnene har det aggressive, blodtørstige udseende, som vi ville forvente af en vikingekriger, giver kongerne, dronningerne og løberne et mere nøjagtigt billede af livet i 1100-tallet.

Fakta: Ud af de 93 skakbrikker, der i dag er tilbage af fundet, befinder de 11 sig på det skotske Nationalmuseum i Edinburgh og de resterende 82 på British Museum i London.

Monica Callaghan, Hunterian Museum & Art Gallery, University of Glasgow
Red: Marie Krogh-Nielsen, Vikingeskibsmuseet
Red: Marianne Juelsgård Horte, Vikingeskibsmuseet