Om langskibsforskningen

Det norske Gokstadskib under udgravning i 1880. Foto: Kulturhistorisk Museum, Oslo
Det norske Gokstadskib under udgravning i 1880. Foto: Kulturhistorisk Museum, Oslo

Vores interesse for hvordan vikingernes skibe så ud og hvordan de virkede, er ikke noget nyt. Gennem tiden har man været interesseret i vikingernes skibe, først ved at beskrive skibene og besætningens liv, og senere har man udgravet langskibe og undersøgt dem.

I 1200-tallet skrev den islandske høvding og forfatter, Snorri Sturluson, de første historiske beskrivelser.

I 1766 udkommer Carl Reinhold Berchs Afhandling om Nordiska Folkets forna Sjöväsende som den første skandinaviske søfartshistorie. Bogen var især baseret på de historiske kilder.

De tidligste forsøg på en arkæologisk undersøgelse er formodentlig den svenske humanist og professor ved Uppsala Universitet, Oluf Rudbecks udgravninger af bådgrave i Ultuna i 1600-tallet. Desværre ved vi ikke meget om disse udgravninger. 

I 1852 startede den professionelle arkæologiske udforskning af vikingetidens skibsbyggeri.

Dette år undersøgte Nicolay Nicolaysen, der senere blev Norges første statsansatte antikvar, en delvist bortgravet gravhøj ved Borre i Vestfold i Norge. På trods af omfattende nedbrydning af træværket, kunne han fastslå at højen havde indeholdt et skib, som var bygget på samme måde som samtidens traditionelle norske fartøjer.

Det var imidlertid fundet af et andet norsk fartøj i 1867, Tuneskibet fra Østfold, som for første gang lod arkæologerne se et velbevaret skib fra vikingetiden. Tune-skibet havde også fungeret som gravskib, og i de følgende årtier førte flere udgravninger af gravhøje, til yderligere skibsfund. 

Vigtigst af disse var udgravningen af Gokstadskibet i 1880 og af Osebergskibet i 1904, begge i Vestfold.

Billedsten fra Hejnum Riddare, Gotland
Billedsten fra Hejnum Riddare, Gotland

Med udgravningen af Borrehøjen var forbindelsen mellem vikingetidens søfart og den levende skibsbygningstradition sluttet, og etnografien – eller folkelivsstudierne – begyndte at bidrage til billedet af vikingeskibet.

Også en anden kildegruppe – afbildningerne af langskibe på de gotlandske billedsten – blev samtidig opdaget og en langvarig proces gik i gang.

Den fremtrædende svenske filolog Hjalmar Falk fremlagde i 1912 sine studier af de overleverede maritime ord og betegnelser som fandtes i digtning og sagatekster. Dette arbejde blev i 1951-1982 fulgt op af hans landsmand Bertil Sandahls studier af den maritime sprogskat der fandtes i de middelalderlige engelske kilder og som viste sig at være kraftigt påvirkede af skandinavisk sprog. 

Vikingetidens søfart åbnede sig herefter som forskningsfelt, i hele sin bredde og med kilder fra arkæologi, historie, ikonografi, etymologi og etnografi.

Igennem 1900-tallet og efter årtusindskiftet er denne forskning konstant blevet forfinet, revideret og omskrevet, og har nydt det privilegium til stadighed at have fagfolks interesse.

Vikingeskibsmuseet Skuldelev 5-kopi Helge Ask under sejl på Roskilde Fjord. Foto: Vikingeskibsmuseet.
Vikingeskibsmuseet Skuldelev 5-kopi Helge Ask under sejl på Roskilde Fjord.

Udgravningen af Tune-, Gokstad- og Osebergskibene gav et indblik i den tidlige vikingetids skibsbyggeri, men allerede ved analysen af disse skibe stod det klart, at den senere vikingetids skibe måtte have set anderledes ud.

Udgravningen af Ladbyskibet i 1934-36 gave et første indtryk af den lange, smalle fartøjstype, vi i dag kalder for langskibe, og med udgravningen af langskibene fra Skuldelev, Hedeby og Roskilde mellem 1962 og 1997 er denne type efterhånden lige så godt kendt som den tidlige vikingetids fartøjer.

Siden 1963 er der tilføjet en ny metode til udforskningen af langskibene – den eksperimentelle arkæologi. Dette år byggedes den første rekonstruktion i fuld skala af Ladbyskibet, med henblik på at undersøge fartøjets sejlegenskaber.

Flere rekonstruktioner, baseret på Skuldelev 5, fulgte i de kommende år. I 1990 påbegyndte Vikingeskibsmuseet i Roskilde byggeriet af sin første langskibsrekonstruktion, ligeledes baseret på Skuldelev 5, og bragte hermed den eksperimentelle langskibsarkæologi ind i professionelle rammer.

Byggeriet i 2000-2004 og de efterfølgende forsøgssejladser med Skuldelev 2-rekonstruktionen Havhingsten fra Glendalough er det hidtil mest omfattende projekt af denne karakter.